Efterhånden er det svært at blive overrasket over, hvad der dukker op af rædselshistorier, når diktatorer bliver styrtet. I vores avis torsdag 15. september beskrev vi i en stor reportage, hvad vores udsendte medarbejdere i Libyen havde set ? og fotograferet ? i etagen under ?Den grønne hal? på universitetet i Tripoli: et soveværelse, hvor oberst Gaddafi efter sigende voldtog kvindelige studerende, som han forinden havde udvalgt ? og en gynækologisk operationsstue, hvor ofrene fik rekonstrueret deres mødom. Sådan lød forklaringen i hvert fald på stedet, og det blev i avisen til den konstaterende overskrift ?Gaddafi voldtog de udvalgte i skjult rum?. Problemet er bare, at vi ikke ved, om diktatoren også er voldtægtsforbryder. Vi har set indicier, men ingen beviser.

Selv om voldtægtsberetningerne er sandsynlige, bør de få en 21 år gammel historie til at dukke op i ens erindring. Da Irak i 1990 invaderede Kuwait, bragte den britiske avis Daily Telegraph en historie om, at irakiske soldater var gået ind på et hospital og havde fjernet for tidligt fødte kuwaitiske børn fra deres kuvøser, så soldaterne kunne sende kuvøserne hjem til Bagdad. Historien var rystende, men også ubekræftet og fik ikke det store gennemslag. Til at begynde med. For en organisation bestående af eksilkuwaitere hyrede det store amerikanske pr-firma Hill & Knowlton, og så tog tingene fart. Trumfen blev sat på, da en ung pige grådkvalt fortalte et amerikansk kongresudvalg, at hun havde set ugerningerne med egne øjne. Verden var rystet.

To år senere kom det frem, at det hele var fup: Pigen var datter af Kuwaits ambassadør i USA og var blevet instrueret i at lyve af pr-folkene. Historien fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på den seriøse del af pressen, og det var tid til selvransagelse. Den 21 år gamle historie er ikke glemt.

»Det er klart, at man har netop den historie i baghovedet og derfor bliver ekstra kritisk. Omvendt ville jeg have det meget underligt med at tie med, hvad vi så nede under universitetet i Libyen«, fortæller Jacob Svendsen, der var vores journalist på stedet. Han havde hørt historier om de påståede voldtægter, men kun som endnu en påstand om de overgreb, obersten havde udført på sin hårdt prøvede befolkning.

Jacob Svendsen var taget ud på universitetet for at skrive om, hvordan man vil få det libyske undervisningssystem i gang igen. I den forbindelse ville han gerne se ?Den grønne hal?, hvor Gaddafi holdt forelæsninger om den ideologi, styret byggede på. Under rundvisningen på stedet dukkede soveværelset og klinikken op, og det samme gjorde Faisal al Kreksi, som hjælper overgangsbevægelsen med at få universitetet i gang igen ? og i øvrigt er praktiserende gynækolog med praksis i Belfast i Nordirland. Han var ikke i tvivl om, hvilke forbrydelser der var begået i lokalerne.

»Så står man der og er i vildrede med, hvad man skal gøre. Det var en svær artikel at skrive, men jeg kunne heller ikke have set så mange indicier ? og så bare tie stille. Der er ikke andet at gøre end at beskrive, hvad man så, gengive, hvad man fik at vide, og så ellers tage alle mulige forbehold. Og i den forbindelse var overskriften for konstaterende. Den burde have heddet noget i retning af ?Hvad skete der her?? ? selv om vi ikke bruger spørgsmål i en overskrift. Her ville det være på sin plads, for vi ved ikke, om der har fundet voldtægter sted. Men der er indicier for det«, siger Jacob Svendsen.

Faisal al Kreksi fortalte, at der fandtes videooptagelser, hvor man så unge kvinder klæde sig af og gå hen mod Gaddafis seng. Obersten så man ikke. Men Faisal al Kreksi havde destrueret optagelserne.

»Det undrede jeg mig over. Men han forklarede, at det var sket af hensyn til kvinderne og deres familier. Jeg var skeptisk og spurgte al Kreksi, om optagelserne ikke netop kunne være brugt som beviser i en retssag. Men han fastholdt, at han havde ødelagt videobåndene for at beskytte kvinderne. Så må læserne vurdere, om den forklaring holder«, siger Jacob Svendsen. Han peger på, at meget andet taler for, at vi ikke står med endnu en kuvøsesag ? og jeg er enig:

Hvis historien skulle lanceres i den internationale presse med størst mulig gennemslagskraft, ville man formentlig vælge en stor amerikansk eller britisk avis eller tv-station. Politiken ville være et besynderligt valg.

Der var ikke tale om en arrangeret tur, og intet var aftalt på forhånd. Der var ingen presseofficerer eller pr-folk til stede.

Ingen var specielt ivrige efter at fortælle om de påståede overgreb, og det virkede tilfældigt, at nogen med en nøgle til lokalerne dukkede op.

Der var ingen tegn på, at operationsstuen var nyindrettet for at blive vist frem som bevis, eller at den bare var blevet brugt som skadestue. Skulle nogen behøve lægehjælp, lå byens største hospital kun 500 meter væk.

Vi har endnu en gang måttet nøjes med at give læserne den bedst opnåelige version af sandheden. Om det er nok, kan man diskutere. Et par læsere klagede, fordi de syntes, der ikke var forbehold nok i artiklen. De mente også, at vi ved at bringe artiklen tog beskyldningerne for gode varer.

De har i hvert fald ret i, at overskriften var for konkluderende. Den klædte bestemt ikke vores avis, og vi kunne godt have trodset den journalistiske grundregel om, at et spørgsmål ikke bruges som overskrift, og have spurgt ?Hvad skete der her??.

bjarne.schilling@pol.dk