For et år siden skrev jeg i denne klumme om engelske ord i avisen.

Dem havde vi mange af – for mange efter nogle læseres smag. Så de klagede. Og jeg forstår udmærket, at de blev vrede, når vi skrev, at DR havde pitchet Ole Bornedal og sat ham til at skrive treatment til en dramaserie featuring en bestemt skuespiller.

Jeg er ikke så indbildsk, at jeg tror, at det skyldes min klumme, men det er heldigvis mit indtryk, at de engelske ord i avisen er blevet færre. Til gengæld har jeg kunnet spore en stigning i antallet af vendinger, der umiddelbart fremstår som danske, men ikke rigtig er det, og af direkte forkerte oversættelser, hvoraf nogle heldigvis er sjove.

De læsere, der klager over fejloversættelserne, er da også i langt bedre humør end dem, der var vrede over vores brug af engelske gloser.

På samme måde som min klumme sidste år var en opfordring til avisens journalister om at holde igen med engelske udtryk, skal dagens tekst være en opfordring til, at vi begynder at tvivle på vores kundskaber inden for fremmedsprog, at vi begynder at bruge ordbøger, og allerhelst: at vi spørger vores egne eksperter.

Vi har en stab af professionelle oversættere tilknyttet udlandsredaktionen, og de løser opgaver for hele avisen.

»Vi bliver allerede spurgt til råds hver dag, men ofte er det de samme journalister, der søger hjælp – de har heldigvis deres parattvivl i behold. Der er bestemt journalister, der er dygtige til engelsk, men der er altså også mange, der bare tror, de er. Der er stort set altid fejl, når journalisterne vælger at bruge engelske vendinger i deres tekster«, konstaterer Tonny Pedersen, der leder Politikens stab af universitetsuddannede oversættere.

De arbejder især med artikler fra avisens samarbejdspartnere Der Spiegel, Financial Times, The Times og New York Times, men stiller meget gerne deres ekspertise til rådighed, når der er brug for den. Hvilket der er.

For at bevise min påstand har jeg været i arkivet og fundet eksempler på sære oversættelser, vi har bragt det seneste års tid. Det var ikke svært.

Lad mig præsentere en af mine favoritter: venstrehåndskommandøren.

Den nye militære grad opstod, da en Nato-kilde i telefonen udtalte lieutenant commander på britisk-engelsk, lef-tenant. Det blev hørt som left hand commander – og venstrehåndskommandøren var født.

For at blive i det engelske har vi i en tekst om kvinder i bestyrelser fået women on boards til at betyde kvinder om bord (men det kunne sagtens være blevet til kvinder på brædder), vi har skrevet om falske tænder (false teeth), ladet en helikopter tage af (take off) og en præsident blive svoret ind (sworn in), fyldt tonsvis af overskudskorn i varehuse (warehouses), lært med hjertet (learned by heart), skudt med levende ammunition (live ammunition) og oversat diplomatiske kabler (diplomatic cables).

Norsk og svensk får vi til tider også noget sært ud af. Sprogfolk taler om ’falske venner’ i betydningen ord, der ligner hinanden, men betyder noget forskelligt, og de venner har vi mange af.

I denne uge optrådte en barnemorderske i tv-oversigten for Sverige 1. Hun viste sig dog ikke at være en kvinde, der bringer børn ud af denne verden, men det modsatte: Barnmorska betyder jordemoder.

Knap så muntert var det, da vi beskrev de forfærdelige hændelser på Utøya og citerede en norsk kilde for, at »ingen vidste, hvad der var sket. Det var rart«. Det udsagn kunne vi med fordel have studset over – og have brugt en ordbog. Så ville vi have opdaget, at ’rar’ betyder ’underlig’ på norsk.

Der er også en anden type oversættelsesfejl, hvor udenlandske vendinger tilsyneladende ukritisk overtages. Det kan være, fordi der er brug for dem i sproget. En meget hyppig anglicisme er at have sex – to have sex – i stedet for at dyrke det, som det hed tidligere med et noget ejendommeligt udtryk.

Men så er der de andre eksempler, som læserne ikke bryder sig om. Når vi skriver rollemodeller, beder de så mindeligt om, at vi skriver forbilleder. Når vi lader nogen adressere et problem, når noget er genuint, eller når vi lader skuespillere være karakterer i stedet for at spille roller, er det også sikkert, at læserne lader høre fra sig.

Og nu vi er ved teatret: Der findes ikke længere sminkører. Nu er de makeupartister – et engelsk udtryk, der er blevet så dansk, at det er med i Retskrivningsordbogen. Det giver nogle sære billeder inde i mit hoved. Jeg forstår ikke, hvordan det kan kræve sikkerhedsnet at sminke en skuespiller, der skal på scenen.

Det burde nogen adressere.