Natten til fredag 1. juni kommer en yngre kvinde ud for noget forfærdeligt i en af Københavns parker. Hun bliver fundet frysende, forslået og forvirret af forbipasserende i Ørstedsparken.

17 dage senere omtales hændelsen her i avisen under overskriften: ’Stærkt skadet voldsoffer måtte vente en time på ambulance’.

Artiklen begynder således: ’Trods ledige ambulancer få minutter væk måtte et 20-årigt kvindeligt voldsoffer ligge alvorligt skadet på jorden i Ørstedsparken i det indre København i over en time og vente på hjælp.

Det overfald, kvinden har været udsat for, er så voldsomt, at hun har kraniebrud, brækket kraveben og hul på trommehinden. Hun bløder fra næsen, og hendes bukser er knappet op, hvilket ifølge politiet indikerer forsøg på voldtægt’.

En yngre mandlig forbipasserende ringer til Region Hovedstadens alarmcentral og forsøger at overtale centralens medarbejder til at sende en ambulance, imens den unge kvinde ligger på den kolde jord i parken.

Først efter at den mandlige forbipasserende har hentet sin kæreste, som foretager endnu en opringning, lykkes det at overbevise alarmcentralen om, at der er brug for assistance.

Første opringning til alarmcentralen sker klokken 4.16. Ambulancen ankommer klokken 5.15 og kører kvinden til Rigshospitalets traumecenter.

LÆS OGSÅStærkt skadet voldsoffer måtte vente en time på ambulance

Artiklen citerer akutchefen i Region Hovedstaden for følgende: »Vi får ikke ved første opkald oplysningerne om disse skader, og at der er tale om et overfald, og derfor vurderer vi i første omgang, at der ikke er brug for en ambulance«.

På samme side i avisen 18. juni bringer vi en rekonstruktion af det forløb, som det 20-årige voldsoffer har været ude for. Den er skrevet på baggrund af to båndede opkald til alarmnummeret 112 samt interview med kvinden selv, hendes mor og det yngre kærestepar, der kontaktede alarmcentralen.

Overskriften til denne artikel lyder: ’Rekonstruktion: »Hvor meget skal jeg redegøre for, før I gider komme«’. Udsagnet er fremsat af den yngre mand, der tydeligvis oplever sine forsøg på at få alarmcentralen til at sende en ambulance som temmelig vanskelige.

I rekonstruktionen hedder det bl.a.: »Hvor længe hun lå sådan, ved kun de, der brækkede hendes kraveben. Hev hende rundt ved håret og slog hende i ansigtet, så kæben blev forskudt. Åbnede hendes bukser. Påførte hende et kraniebrud, en kraftig hjernerystelse, lammelser i højre side af ansigtet og en sprængt trommehinde ved at sparke hende i højre tinding«.

Region Hovedstaden skriver efterfølgende til redaktionen, at Rigshospitalet ikke har oplysninger, der understøtter denne beskrivelse. »Faktisk konstaterer Rigshospitalet efter undersøgelsen, at patienten kun har et brækket kraveben og et rødt mærke på kæben – også trommehinden er uskadt, bortset fra en lille blødning«.

Den 20-årige blev udskrevet og siden behandlet på hospitalerne i Viborg og Holstebro. Med hjælp fra offerets mor har vore journalister fået indsigt i journalerne herfra. De skader, som artiklerne beskriver, bekræftes.

Region Hovedstadens akutberedskab argumenterer i et notat, som også er sendt til Læsernes Redaktør, at det fremstår i artiklen, som om ’omstændighederne’ er kendt allerede ved 112-opkaldet, og at skaderne er til stede og kendte: »Dette er ikke korrekt. Artiklerne har medvirket til at skabe utryghed hos borgerne på et misvisende og fejlagtigt grundlag«.

Men den viden, kvindens familie indhenter fra lægeundersøgelserne i Viborg og Holstebro, bekræfter det billede, som rekonstruktionen har givet af forløbet. Kvinden har betydelig flere skader end et brækket kraveben, herunder et kraniebrud. Der er ingen tvivl om, at hun er blevet overfaldet.

LÆS REKONSTRUKTIONEN Rekonstruktion: »Hvor meget skal jeg redegøre for, før I gider komme?«

Hvad der bidrager til en vis forvirring, er, at kvinden, både da hun bliver spurgt af manden, der finder hende, og af personalet på traumecenteret afviser, at hun er blevet overfaldet. Vi må antage, at hun befandt sig i en choktilstand, og kan man så forvente, at hun var i stand til at svare troværdigt?

Region Hovedstadens akutberedskab skal have tak for at have sendt sin redegørelse for forløbet til redaktionen. Holder vi denne op mod de beskrivelser, vi har fra journalerne, er der kun tilbage at konstatere, at vore journalister i rekonstruktionen 18. juni leverede en dækkende beskrivelse af den ulykkelige hændelse.

Akutberedskabet kunne have sparet sig for megen tid og anstrengelser, hvis det havde haft den indsigt i patientjournalerne fra hospitalerne i Viborg og Holstebro, som vore journalister skaffede sig via kvindens familie.

Den digitale udveksling af viden, som vi andre lever af og med, har det danske hospitalsvæsen stadig svært ved at gøre brug af.