Alle tiders ide - bare ikke lige hos os.

Sådan lyder det ofte, når jeg er ude at fortælle andre mediefolk om arbejdet som Læsernes Redaktør.

Forleden var jeg i Wien, hvor et hold forskere præsenterede en 'Best Practice Guidebook' - et katalog over forskellige måder, hvorpå medier kan øge deres troværdighed og skabe større gennemsigtighed.

Der er masser af muligheder: særlige pressenævn, læserblogs, tv- og radioprogrammer om medieforhold, transmission fra redaktionsmøder, åbne idélister til kommende artikler, læseradgang til selve redigeringsprocessen, adgang til redaktionernes interne efterkritik - ideer og erfaringer myldrer frem.

Jeg var der for at beskrive endnu en mulighed: læserredaktørløsningen.

LÆS OGSÅKlar til kraftigere rettelser

Idékataloget er en del af projektet MediaAcT, som bliver finansieret under EU's 7. rammeprogram - hvabehar! Det er meningen, at det skal munde ud i et sæt anbefalinger til EU-kommissionen. Om det senere vil føre til medielovgivning på EU-plan, er nok tvivlsomt, hvilket måske er godt det samme.

Denne gang var det redaktører og journalister fra Italien, Rumænien, Ungarn og Østrig, som mente, at sådan en som mig lød som en rigtig god ide - bare ikke hos dem.

Jeg havde forklaret, hvordan jeg hver dag får 20-30 læserhenvendelser, hvoraf langt de fleste drejer sig om faktuelle fejl, en del går på vores til tider anstrengte forhold til dansk retskrivning - og en heldigvis meget lille del handler om sager, hvor vi kan beskyldes for at have skrabet imod den journalistiske etik.

Jeg understregede, at en model med egenkontrol i medierne er indlysende rigtig i et demokrati, men at den selvfølgelig kan udformes på mange måder, ganske som projektets idekatalog viser. Det afgørende er, at det enkelte medies ledelse og medarbejdere støtter sagen.

Redaktionen skal gennem den erkendelse, at det bedste ville være at være ufejlbarlig, og når det nu er umuligt, uanset hvor meget vi gør os umage, kan vi i hvert fald erkende og rette vores fejl. Man får det også meget bedre bagefter!

Fra afdelingen for selvynk sluttede jeg af med at nævne, at læserredaktørjobbet ikke er for folk, der gerne vil være populære. Det er blevet beskrevet som det ensomste job på redaktionen, og der er noget om snakken.

Når man har behandlet en klage, er der altid nogen, som synes, at man er en idiot: chefredaktionen, medarbejderne, læserne eller kilderne. Man kan selv vælge.

Efter mit indlæg talte jeg med en redaktør fra en rumænsk tabloidavis. At dømme efter den redaktionelle profil skulle han nok budgettere med mindst ti læserredaktører. Måske havde jeg smurt lidt tykt på, for det lød på ham, som om jeg havde beskrevet Danmark som en filial af Paradis.

Det er det som bekendt ikke, og så meget selvransagelse er der heller ikke i danske medier, at det gør noget. Men heldigvis sporer jeg en stigende ydmyghed og erkendelse blandt journalister af, at vi ikke er fejlfri. Og at det måske ligefrem kan være en lettelse ikke at skulle gå rundt og opretholde en facade.

LÆS OGSÅHør kilderne en gang til

Det er nu også vanskeligt, for uanset hvad vi skriver om, er der altid mindst én blandt læserne, der ved alt - ALT - om emnet. Og som heldigvis gerne vil lede os på rette vej.

Det, der for alvor har bragt eksperterne ind i avisen, når vi taler om at rette fejl, er adgangen til e-mail - selvfølgelig, havde jeg nær sagt. På et øjeblik kan man give os et praj om en fejl - og når vi har tjekket sagen, kan vi rette med det samme på politiken.dk - og dagen efter, hvis det er papiravisen, der har taget fejl.

Netop papiravisens træghed får nogle til at mene, at alle rettelser bør ske på nettet. Og mens man er der, kan man passende lade læserne - de mange eksperter - selv stå for at rette, lyder argumentationen. Hvorfor skal redaktionen overhovedet ind over?

Den lærer alligevel ikke af sine fejl, og den er garanteret kun ude på at bagatellisere eller at argumentere sig ud af overtrædelser af den journalistiske etik. Mange steder på nettet trives stærkt presseetiske blogs og hjemmesider da også i bedste velgående.

Der er bare en hage ved det: Læserne, som gerne vil rette, kan også tage fejl. Og for nu at sige det ligeud, har nogle få af dem svært ved at erkende, at de er på vildspor.

Men langt hovedparten af læserne har en pointe, når de klager. Og at rette fejlene er og bliver vores ansvar.