Annonce
Annonce
Annonce

Læsernes Redaktør

Bjarne Schilling diskuterer Politikens journalistik

Mest kommenterede seneste måned:
Betalende arbejdskraft 6 kommentarer
Debattører

Derfor slipper du ikke for Wulffmorgenthaler

Læsernes Redaktør bringer nogle af klassikerne fra Fejl og Fakta og forsøger at give svar.

3
Gem til liste

Det var et godt spørgsmål, en skribent stillede mig i denne uge, da jeg videresendte en læserklage over – skal vi sige en detalje:

»Er det ikke meget småt?«.

Dertil kan jeg kun svare jo. Til tider handler Fejl og Fakta om småting. Men dybest set er det et sundhedstegn.

Hvis jeg ville, og pladsen tillod det, kunne jeg bringe tre gange så mange rettelser, for læserne er heldigvis kritiske.

De synes ikke, det er lige meget, om en film havde premiere i 1958 eller 1959. Eller om vi lægger Nysted på Falster eller Lolland. Eller skriver ’d’ i gjort. Heldigvis, fordi det værste, som kunne ske, var, at læserne var ligeglade og afskrev den daglige journalistik.

Hvad der sjældent bliver nævnt, er de mange henvendelser, som ikke drejer sig om egentlige fejl. Dem skal dagens klumme også handle om. Jeg vil i kort form prøve at besvare en række gengangere. Først klassikeren over klassikere: »Kunne vi ikke slippe for Wulffmorgenthaler?«.

LÆS OGSÅFarvel til en sejlivet plage

Hertil svarer jeg altid – som sandt er – at avisens striber ikke er journalistik og derfor ligger uden for det, jeg skal have en mening om. Jeg kan dybest set ikke svare, når en læser spørger, om jeg måske finder det morsomt, når en mandlig pornomodel halshugger sin kvindelige modpart med sit lem, som vi så sandelig viste i striben forleden.

Jeg har et standardsvar, som heldigvis også er sandheden: at smag og behag er forskellig. Sådan plejer jeg ikke at udtrykke det, men netop den stribe deler i helt utrolig grad læserskaren. Reaktionerne er bestemt ikke udelukkende negative.

Klassikeren over klassikere: »Kunne vi ikke slippe for Wulffmorgenthaler?«

Mange finder serien direkte genial. Det kan jeg se på reaktionerne, når vi klumrer i det og kommer til at gentage en stribe.

En anden klassiker: »Hvorfor kalder Politiken Burma for Myanmar? Og hvorfor insisterer I på at kalde Kosovo for Kosova?«.

Det er to svære spørgsmål, for som det vil fremgå om et øjeblik, kniber det alvorligt med logikken. Vi bruger betegnelsen Myanmar, fordi det er det officielle navn. Og selv om stærkt sympatiske mennesker som Aung San Suu Kyi foretrækker navnet Burma, går det ikke an at blande holdninger ind i vores nyhedsjournalistik. At blande news og views, for at sige det sådan.

Og her det så, kæden hopper af, for det er præcis, hvad vi gør ved at kalde Kosovo for Kosova. Af sympati med den albanske befolkning besluttede vi i sin tid at bruge den albanske betegnelse. Hvilket efter min mening var forkert.

Det var det også, da vi i sin tid ville vise sympati med det tjetjenske folk ved at omtale deres hjemstavn for Itjkerija. Den betegnelse var der imidlertid ingen andre end tjetjenerne, som forstod – læserne gjorde i hvert fald ikke. Så den opgav vi.

Derimod ville vi sende et signal, som kunne misforstås, hvis vi nu pludselig begyndte at kalde Kosova for Kosovo.

Af andre emner fra ugen kan jeg nævne flere spørgsmål om, hvorfor vi af og til stadig kalder en bøsses mand for hans partner – når nu homoseksuelle omsider kan blive gift.

Dertil kan jeg kun svare, at en mand, som nogen er gift med, efter min mening kun kan være vedkommendes mand og derfor bør omtales sådan i vores avis. Ligesom en lesbisks kone vel er hendes kone.

LÆS OGSÅRapport fra paradis

I øvrigt stod ugen i en tredje klassikers tegn: vejrets. For jeg ved ikke hvilken gang var der kludder i oversigterne, og hvis vi vidste, hvor meget læserne bruger listerne over verdens vejr, ville vi stramme os gevaldigt an. Vi ville heller ikke have så mange fejl i tv-oversigterne. For læserne er servicestoffet langtfra ligegyldigt.

Og så til en vifte af andre klassikere:

Ofte hører jeg fra læsere, der har fået et debatindlæg retur. Så beder de mig om hjælp. Men den kan jeg ikke give dem. Det er debatredaktionen og den alene, der afgør, hvad den vil bringe.

Jeg har et standardsvar, som heldigvis også er sandheden: at smag og behag er forskellig

Men i denne uge kunne jeg ikke nære mig for at skrive til en læser, som klagede, at han var galt afmarcheret, når han konkluderede, at hans indlæg var blevet afvist, fordi vi var bange for, at det ville genere en stor annoncør.

Jeg hørte igen i denne uge fra læsere, som ikke forstår, at vi overhovedet nævner rockerne.

Dem burde vi konsekvent lade være med at skrive om, hører jeg jævnligt. Men det går ikke, at vi beslutter, at vi ikke vil skrive om enkelte grupper i samfundet. Især ikke, hvis det trækker op til en ny rockerkrig.

Men det siger sig selv, at vi aldrig må forfalde til at fremstille rockerledere som kendisser, som det desværre til tider sker i medierne.

Og lad mig så slutte med et spørgsmål, der viser spændvidden i klager fra læserne: Citerede vi 80-års fødselaren Little Richard korrekt på navnesiderne forleden: »A wop bop alu bop a wop bam boom«? Eller sang han »A wop bop alu mop a wop bam boom«? Det mener en læser.

Har han ret, kommer det i Fejl og Fakta.

PolitikenPlus
  • Taske Sort, lækker og rummelig taske, i flot design. Tasken passer perfekt som en arbejdstaske med plads til en bærbar, men også til hverdagens udfordringer og oplevelser.

    Pluspris 1.399 kr. Alm. pris 1.699 kr. Køb
  • Forstå vinene fra Italien Oplev nogle af de vinområder der anses for at være de mest betydningsfulde i verden på nærmere hold.

    Pluspris 395 kr. Alm. pris 550 kr. Køb
  • De 3 Musketerer Kom til foredrag med Bo Tao Michaëlis inden 80'er-hit-rockmusicalen på Østre Gasværk Teater.

    Pluspris fra 325 kr. Alm. pris fra 425 kr. Køb
  • Mor & Søn Vinder af Bedste Film ved Guldbjørnen

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 100 kr. Køb
  • Spil Et anderledes børne/familie-spil, hvor du som deltager befinder dig i den hyggelige forlystelsespark, Monsterland.

    Pluspris 170 kr. Alm. pris 250 kr. Køb