Denne klumme vil alene bygge på oplysninger fra eksperter. Menigmand vil ikke komme til orde. Dermed lever den fint op til standarderne i pressen. Det er politikere, eksperter af enhver afskygning, organisationsfolk, diverse chefer, topembedsmænd og erhvervsfolk, som fører ordet. Såkaldt almindelige mennesker skal man meget ofte om på debatsiderne for at finde - også i vores avis. Det har jeg selvfølgelig eksperters ord for: Medieforskerne Mark Blach-Ørsten, Anker Brink Lund og Rasmus Burkal undersøgte sidste år en uges nyhedshistorier og så i den forbindelse på, hvilke kilder vi havde talt med. Den største gruppe i Politiken var embedsmænd og offentligt ansatte, som udgjorde 23,6 procent. Hos Jyllands-Posten og Berlingske set under ét var det ikke overraskende erhvervsfolk med 31,3 procent, som prægede billedet. Menigmand - dem, en navneredaktør engang lidt sørgmodigt kaldte »livets fodgængere« - var stort set ikke at finde. I undersøgelsen havde gruppen fået den imponerende titel 'borger uden portefølje', men de udgjorde kun 2,2 procent af Politikens kilder - mod 0,4 procent hos vores to konkurrenter. LÆS OGSÅFarvel til en sejlivet plage Jeg nævnte en anden undersøgelse på denne plads for 14 dage siden: Niels Henrik Hofma og Peter Graaes speciale på journalistuddannelsen på Roskilde Universitet. De har også undersøgt en uges artikler, men hos dem ligger andelen af 'almindelige borgere' højere: 12,3 procent i Politiken mod Berlingskes 8,9 procent og Jyllands-Postens 3,0. I stedet for at spørge endnu en ekspert, hvorfor andelen i den sidstnævnte undersøgelse trods alt ligger så meget højere, vil jeg nøjes med at konkludere, at almindelige mennesker ikke er hyppige gæster i spalterne.
Man kan have den holdning, at befolkningssammensætningen bør afspejles i medierne, men omvendt må man erkende, at pressens vigtigste rolle er at holde øje med, at politikere og andre magthavere opfører sig ordentligt. Derfor vil såkaldt almindelige mennesker være underrepræsenteret. Vi skal heller ikke være blinde for, at især trykte aviser i disse år med hastigt faldende oplag i stigende grad bliver købt og læst af dem, der med et stærkt forenklet udtryk kaldes eliten. Og den vil formentlig gerne læse om sig selv. Ikke sandt? Desuden er de professionelle kilder kendetegnet ved at være så dejligt nemme at få fat i for en travl redaktion. Vi kan trække på et utal af presseafdelinger og spindoktorer rundt omkring og skal ikke ud at lede i virkeligheden. Samtidig giver eksperterne artiklerne vægt, og selvfølgelig skal vi da også gå efter at tale med kompetente folk. At være et almindeligt menneske er ingen kvalifikation i sig selv. LÆS OGSÅEt sæt tal – to sandheder Jeg kan ikke sige, om andelen af almindelige mennesker bør være højere i Politiken, men det ville i hvert fald ikke gøre mig noget, hvis vi i endnu højere grad kom ud af huset. Jeg synes, at vores julekalender fra Egedalsvænge er et glimrende eksempel på, hvordan man kan bringe nuancer ind i en historie, hvor man var overbevist om, at man havde hørt alt. Desuden er den et glimrende eksempel på, at såkaldt almindelige mennesker i høj grad kan bidrage til en god avis, når vi beder dem om det. En blanding af nysgerrighed og respekt for folk - mere skal der ikke til. Tillad mig en sidebemærkning: Jeg holder meget af Jan Gintberg som komiker, men er næsten mere imponeret af hans journalistiske evner. Hans serie om Udkantsdanmark var geniale portrætter af steder, hvor der ikke sker en dyt, og det ved folk på de steder udmærket. Jeg voksede op i Nysted på Lolland, som Jan Gintberg loyalt beskrev som et hul i jorden. For det er den. Men det er indbyggerne ikke. Og serien blev aldrig til en pegen fingre ad folk, som man kunne have frygtet. Gintbergs igangværende tur rundt i det offentlige er også præget af oprigtig nysgerrighed og troen på, at forbavsende mange har noget meningsfuldt at byde på. LÆS OGSÅDerfor slipper du ikke for Wulffmorgenthaler Eksempler på, hvordan det ikke skal gøres, findes desværre overalt. Lad mig i den forbindelse udstede et højtideligt løfte: Hvis en journalist på noget tidspunkt stikker mikrofonen ind gennem sideruden på min bil, når jeg holder nede på tanken, og spørger, hvad jeg mener om, at benzinen lige er steget med 1 krone, vil jeg spørge, om han også var dum som barn. Man har pligt til at oplyse navn og adresse til politiet, og man har pligt til at udtale sig og til at tale sandhed i retten. Man har derimod ikke pligt til at udtale sig, når pressen står og mangler statister og vil have svar på spørgsmål som: Hvad synes du om at vente tre kvarter på toget i 8 graders frost? Hvordan var det at se, at banken krakkede, så dine aktier pludselig var værdiløse? Hvad siger du til, at din kælder er oversvømmet af vand? Jeg siger ingenting. Hvis vi almindelige mennesker ikke bliver spurgt om andet, kan det være lige meget.
