Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Derfor slipper du ikke for Wulffmorgenthaler

Læsernes Redaktør bringer nogle af klassikerne fra Fejl og Fakta og forsøger at give svar.

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det var et godt spørgsmål, en skribent stillede mig i denne uge, da jeg videresendte en læserklage over – skal vi sige en detalje:

»Er det ikke meget småt?«.

Dertil kan jeg kun svare jo. Til tider handler Fejl og Fakta om småting. Men dybest set er det et sundhedstegn.

Hvis jeg ville, og pladsen tillod det, kunne jeg bringe tre gange så mange rettelser, for læserne er heldigvis kritiske.

De synes ikke, det er lige meget, om en film havde premiere i 1958 eller 1959. Eller om vi lægger Nysted på Falster eller Lolland. Eller skriver ’d’ i gjort. Heldigvis, fordi det værste, som kunne ske, var, at læserne var ligeglade og afskrev den daglige journalistik.

Hvad der sjældent bliver nævnt, er de mange henvendelser, som ikke drejer sig om egentlige fejl. Dem skal dagens klumme også handle om. Jeg vil i kort form prøve at besvare en række gengangere. Først klassikeren over klassikere: »Kunne vi ikke slippe for Wulffmorgenthaler?«.



Hertil svarer jeg altid – som sandt er – at avisens striber ikke er journalistik og derfor ligger uden for det, jeg skal have en mening om. Jeg kan dybest set ikke svare, når en læser spørger, om jeg måske finder det morsomt, når en mandlig pornomodel halshugger sin kvindelige modpart med sit lem, som vi så sandelig viste i striben forleden.

Jeg har et standardsvar, som heldigvis også er sandheden: at smag og behag er forskellig. Sådan plejer jeg ikke at udtrykke det, men netop den stribe deler i helt utrolig grad læserskaren. Reaktionerne er bestemt ikke udelukkende negative.

Mange finder serien direkte genial. Det kan jeg se på reaktionerne, når vi klumrer i det og kommer til at gentage en stribe.

En anden klassiker: »Hvorfor kalder Politiken Burma for Myanmar? Og hvorfor insisterer I på at kalde Kosovo for Kosova?«.

Det er to svære spørgsmål, for som det vil fremgå om et øjeblik, kniber det alvorligt med logikken. Vi bruger betegnelsen Myanmar, fordi det er det officielle navn. Og selv om stærkt sympatiske mennesker som Aung San Suu Kyi foretrækker navnet Burma, går det ikke an at blande holdninger ind i vores nyhedsjournalistik. At blande news og views, for at sige det sådan.

Og her det så, kæden hopper af, for det er præcis, hvad vi gør ved at kalde Kosovo for Kosova. Af sympati med den albanske befolkning besluttede vi i sin tid at bruge den albanske betegnelse. Hvilket efter min mening var forkert.

Klassikeren over klassikere: »Kunne vi ikke slippe for Wulffmorgenthaler?«

Det var det også, da vi i sin tid ville vise sympati med det tjetjenske folk ved at omtale deres hjemstavn for Itjkerija. Den betegnelse var der imidlertid ingen andre end tjetjenerne, som forstod – læserne gjorde i hvert fald ikke. Så den opgav vi.

Derimod ville vi sende et signal, som kunne misforstås, hvis vi nu pludselig begyndte at kalde Kosova for Kosovo.

Af andre emner fra ugen kan jeg nævne flere spørgsmål om, hvorfor vi af og til stadig kalder en bøsses mand for hans partner – når nu homoseksuelle omsider kan blive gift.

Dertil kan jeg kun svare, at en mand, som nogen er gift med, efter min mening kun kan være vedkommendes mand og derfor bør omtales sådan i vores avis. Ligesom en lesbisks kone vel er hendes kone.



I øvrigt stod ugen i en tredje klassikers tegn: vejrets. For jeg ved ikke hvilken gang var der kludder i oversigterne, og hvis vi vidste, hvor meget læserne bruger listerne over verdens vejr, ville vi stramme os gevaldigt an. Vi ville heller ikke have så mange fejl i tv-oversigterne. For læserne er servicestoffet langtfra ligegyldigt.

Og så til en vifte af andre klassikere:

Ofte hører jeg fra læsere, der har fået et debatindlæg retur. Så beder de mig om hjælp. Men den kan jeg ikke give dem. Det er debatredaktionen og den alene, der afgør, hvad den vil bringe.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men i denne uge kunne jeg ikke nære mig for at skrive til en læser, som klagede, at han var galt afmarcheret, når han konkluderede, at hans indlæg var blevet afvist, fordi vi var bange for, at det ville genere en stor annoncør.

Jeg hørte igen i denne uge fra læsere, som ikke forstår, at vi overhovedet nævner rockerne.

Jeg har et standardsvar, som heldigvis også er sandheden: at smag og behag er forskellig

Dem burde vi konsekvent lade være med at skrive om, hører jeg jævnligt. Men det går ikke, at vi beslutter, at vi ikke vil skrive om enkelte grupper i samfundet. Især ikke, hvis det trækker op til en ny rockerkrig.

Men det siger sig selv, at vi aldrig må forfalde til at fremstille rockerledere som kendisser, som det desværre til tider sker i medierne.

Og lad mig så slutte med et spørgsmål, der viser spændvidden i klager fra læserne: Citerede vi 80-års fødselaren Little Richard korrekt på navnesiderne forleden: »A wop bop alu bop a wop bam boom«? Eller sang han »A wop bop alu mop a wop bam boom«? Det mener en læser.

Har han ret, kommer det i Fejl og Fakta.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden