Hurra. Jeg skal nok dynge problemer op i denne klumme, sådan som journalistik forventes at gøre, men jeg kan ikke nære mig for at lade indledningen være præget af glæde, grænsende til jubel. Anledningen står på side 31 i et speciale, der udgør afslutningen på Niels Henrik Hofma og Peter Graaes journalistuddannelse på Roskilde Universitet. De har undersøgt, hvordan de tre store morgenaviser udvælger og bruger kilderne, og har påvist, at det reelt er lykkedes at udrydde en sygdom, der har plaget medierne i årtier. Jeg taler om den artikel, der kun bygger på en enkelt kilde. Det er klart, at den ene kilde kan være interviewet kritisk og grundigt, så sandheden kommer frem, men det er undtagelsen. Som regel er enkildehistorien, som den hedder i journalistfaget, renset for reelt modspil, så kildens udtalelser fremstår som sandheden. Hvilket er noget bras. Det er mig derfor en udsøgt fornøjelse at kunne referere, at andelen af artikler og noter med en enkelt kilde i Politiken ifølge specialet var faldet fra 23,3 procent i 1999 til 8,4 procent, da en stikprøve blev taget i uge 46 sidste år.
I praksis kan vi næppe komme længere ned, fordi noter er talt med, og nogle af dem er så korte, at det reelt ikke giver mening at inddrage flere kilder. Lad mig loyalt gengive, at andelen af enkildehistorier hos vores konkurrenter er gået samme vej: fra 26,2 procent til 14,2 procent i Jyllands-Posten og fra 28,8 procent til 11,3 procent i Berlingske.
