En stewardesse spyttede ned i glasset.

Hældte isterninger i og derpå gin og tonic. Hun rørte rundt i drinken, gik ned til den besværlige passager og gav ham glasset. Han havde brokket sig uafbrudt på hele turen, og uanset hvad kabinefolkene gjorde, var det ikke fint eller godt nok for ham.

Ergo tog hun sagen i egen hånd.

En purser – også på et fly – var så træt af at blive pisket rundt af en eddikesur kaptajn, at han også begik selvtægt. Inden han skulle ud i cockpittet og servere kaffe, hev han sin diller frem, kørte den lidt rundt på kanten af et krus, som han efterfølgende fyldte op med varm kaffe, som han gik ud og gav kaptajnen.

Det er ikke særlig godt at begå selvtægt, og vi er opdraget til, at man ikke tager hævn.

Nogle gange kan det bare være svært. Især hvis man føler sig som en myre, der bliver trådt så meget på, at man slet ikke kan flytte sig mere.

Eller hvis man bliver udsat for en urimelighed, som man ved, at man aldrig vil kunne rette op på. Skal man have en advokat til at fikse sagen, kan man lige så godt starte med at sælge huset, for salæret bliver altid langt højere, end man troede var muligt.

En af mine venner er blevet snydt i et boligsalg og har allerede opgivet at få en advokat til at kigge på sagen, fordi han ved, at advokaten boner ham for det samme beløb, i det øjeblik de indleder en samtale.

Den ven går rundt og drømmer om hævn – og det var derfor, han fortalte mig historierne fra flybranchen – selv om jeg har sagt, at han skal droppe sagen og tænke på noget positivt.

Men det kan jeg jo sagtens sige, for lige nu har jeg glemt, hvor hidsig jeg selv blev en dag, da jeg kom ned på Strøget og så det lille tog, der kører op og ned ad gågaden med glade turister om bord. Tror bystyret, at vi bor på Dyrehavsbakken, når de tillader sådan en rædsel på en af byens ældste og fineste gader?

Man skal ikke slå, men jeg kan huske, at jeg tænkte, at den, der har givet tilladelse til det tog, burde få et rap over fingrene.

Lidt det samme følte jeg, da jeg for nylig stod og ventede på Nørrebro Station.

En fantastisk smuk bygning, som blev sat i stand for få år siden, men allerede nu er ved at drukne i snavs og graffiti. Et mere klamt sted kan man næsten ikke finde på Nørrebro, og man får lyst til at skride ind over for de mennesker, der begår selvtægt og hærger stationen med deres elendige tags og deres trang til at smadre alt, de kommer i nærheden af.

Men hov, så er jeg pludselig ude i den form for selvtægt, der avler endnu mere selvtægt osv. Lidt a la ’Klokken i Makedonien’, hvor de konstant løber rundt og hævner sig på hinanden.

Som ung elskede jeg den historie, ligesom jeg i en periode overvejede at læse oldtidskundskab på universitetet, fordi jeg blev høj af at læse de græske tragedier, hvor de er eksperter i at nakke hinanden. Hævn skal undgås, men det kan være så sødt at drømme om.

I går serverede jeg kaffe for min nærmeste chef, og hun roste den i høje toner. I dag blegnede hun, da hun læste indledningen på denne klumme.

Sådan noget kunne jeg dog aldrig finde på. Siger jeg...