Nyhederne har underholdt om den.

Aftenshowet og samtlige aviser har anmeldt den, og sågar P1 og DR 2 har diskuteret sig igennem det nye store, svulmende hotte i den erotiske genre: ’Fifty Shades of Grey’.

Bogen er allerede solgt i mere end 40 millioner eksemplarer verden over, og plottet er de seneste uger blevet udpenslet i det uendelige.

Jeg vil alligevel prøve at skitsere kort: Den uprøvede, jomfruelige Anastasia Steele falder bogstaveligt talt i armene på den rige, dominerende Christian Grey, og efter han har brudt hendes mødom med sin selvsagt store manddom, bruger han de næste små 400 sider på at tage hende hårdt og brutalt.

Litteraturanmelderne er enige. Forfatteren E.L. James skriver så dårligt, at bogen ikke er det papir værd, den er trykt på, og efter at have brugt 95 kroner på den i Netto (den lå på tilbudsøen ved siden af vaskepulveret), må jeg give dem ret.

LÆS OGSÅ Kvinders blikke og fantasier om pikke

Men som jeg ser det, er den dårlige prosa det mindste problem i den hyperpopulære fortælling.

Det er snarere indholdet, der irriterer mig. For ’Fifty Shades of Grey’ indvier måske læseren i halvtreds nuancer af den sadistiske forfører, men til gengæld indeholder den kun én nuance af kvinders seksualitet: Den passive, underdanige, jomfruelige af slagsen, hvis eneste formål er at underkaste sig en stærk, aktiv, rig, maskulin mand.

Det er den stereotype kvindelige seksualitet, som jeg er dødtræt af at skulle se reproduceret igen og igen som en evig sand selvfølgelighed.

Forfatter Iben Mondrup satte forrige weekend gode ord på problemet.

I Kroniken i nærværende avis påpegede hun, at det kvindelige begær i den grad kan være både aktivt, voldsomt og vulkansk – men at vi som samfund mangler sprog og billeder, der fremstiller det sådan.

Kvinden som passiv og modtagende derimod kan opleves overalt både i porno- og mainstreamkulturen, og det gør, at man som seksuelt sprudlende ikkepassiv kvinde kan komme til at opleve sig selv forkert, når der ikke er tekster og billeder at spejle sig i.

Porno er underholdning, og det skal ikke gøres til noget politisk, har flere udtalt, når feminister som Erica Jong og Leonora Christina Skov har fremturet, at ’Fifty Shades of Grey’ sender kvinders seksuelle frigørelse adskillige årtier tilbage.

Ja, fantasier er nu engang fantasier, og hvis 40 millioner kvinder verden over kan få stritklit af at læse om, hvordan jomfruelige Anastasia Steele bliver belært, bundet og bollet sønder og sammen af en erfaren rigmand med en problematisk barndom, så fred være med det.

LÆS OGSÅAnmelderne kan ikke forstå det: Hvorfor er I vilde med 'husmorporno'?

Men hvor kunne det være rart, hvis den bog, der blev flået ned fra mainstreamkulturens bugnende hylder, havde en lidt mere kompleks jegfortæller end en genert, uprøvet ungmø.

For eksempel en kvinde med integritet og selvværd nok til, at det en gang imellem var hende, der kunne tvinge den mandlige hovedperson til at sutte på ridepisken i ’legerummet’. Og som i stedet for at være usikker og lillepigeagtig kunne give andre kvinder mod på at kurtisere, indtage og forføre mænd uden at føle sig forkerte.

Jeg har tit lagt øre til veluddannede, selvsikre veninders fortællinger om, hvordan de har gjort sig umage for ikke at virke for frembrusende, for kloge, for dominerende, når de har forsøgt at få mænd til at falde for sig.

Hørt eksempler på, hvordan det er en uskreven regel, at manden tager det første initiativ til nærkontakt, og at han selvfølgelig betaler regningen – præcis ligesom milliardæren Christian Grey gør det i ’Fifty Shades ...’.

I sidste uge sad jeg med åben mund og polypper til TV3’s nyeste flirteprogram, ’Drømmedate’, hvor tre kvinder denne aften skulle spille op til en mand ved at vise deres kroppe og fortælle om deres fortræffeligheder.

En af kvinderne skulle på et tidspunkt i showet fortælle, hvad hendes krav til en kæreste var.

»Jeg har ingen penge, så du skal betale alt«, lød det direkte ultimatum fra den unge skønhed.

Mandens hævede øjenbryn afslørede, at det faktisk ikke umiddelbart var et ønske, han havde lyst til at indfri, men i stedet for at afvise hende slog han smilende ud med armene:

»Det er helt fint med mig. Jeg må jo være en gentleman«.

LÆS OGSÅFri mig for detaljerne i jeres sexliv

Pift og klapsalver fulgte fra studiet. Jeg zappede væk. Og tænkte på, hvad der mon var sket, hvis det havde været manden, der havde insisteret på at blive forsørget af sin kvindelige date.

Eller hvis det i ’Fifty Shades of Grey’ havde været Anastasia Steele, der var milliardær og fandt sig en ung, uerfaren mand, som hun kunne indfange og lære op som sin sexslave.

Måske var den version ikke gået rent ind hos masserne i første omgang, men hvor ville det være skønt, hvis den alligevel blev foldet ud for fuld skrue i bedste sendetid. Som et nyt og tiltrængt alternativ.

Og som en frigørende nuance af, hvor vidt forskellige kvinder faktisk er – både i og uden for sengen.