Der har igennem noget tid været en ophedet debat om regeringens brug af spindoktorer, hvilket er affødt af nogle sager omkring den tidligere regerings brug af dem og den nuværende røde regerings massive opgradering på spin-siden.

Vi har i Dansk Folkeparti i den forbindelse forfægtet det synspunkt, at hvis ministrene har brug for en presserådgiver, bør den pågældende være ansat på normale embedsmandsvilkår ligesom resten af deres kollegaer i ministerierne. Det betyder, at ministrene naturligvis fortsat kan få hjælp til at servicere medierne og arrangere alt det praktiske omkring kontakten til medierne etc. MEN hvis de særlige rådgivere, hvis løn er betalt af staten, var fastansatte i ministerierne og ansat efter normale procedurer frem for håndplukkede partisoldater, ville det højne professionalismen og gøre kontakten til medierne mere retlinet.

Ideen er altså at afskaffe spindoktorerne i ministerierne og sondre klart mellem de ansatte pressefolk i partierne, som partierne selv må betale for og de statsansatte embedsmænd betalt af skatteborgerne. Begge dele er kommet for at blive, men det er sammenblandingen af de to funktioner, vi i Dansk Folkeparti stejler over.

Lad mig give et konkret eksempel. Villy Søvndal er Danmarks udenrigsminister og har i den funktion brug for en pressekoordinator. Det støtter jeg til fulde. Jeg ønsker bare, at denne og alle de andre ministerielt ansatte pressefolk er ansat som embedsmænd, og på helt lige vilkår som alle andre embedsmænd, hvilket også betyder, at de skal kunne arbejde for ministre af alle mulige politiske observanser i takt med, at regeringerne udskiftes. Karrieren vil altså være tæt forbundet med arbejdspladsen og IKKE med ministeren med de farer og risici, det indebærer.

Når Villy Søvndal så har brug for at udtale sig som partiformand i SF, hvilket han naturligvis er i sin gode ret til, så kan han passende lade pressehåndteringen gå gennem SFs partiapparat på Christiansborg, som så står for det praktiske omkring pressemeddelelser, pressemøder etc. Et eksempel på dette fik vi i sidste uge, hvor Søvndal fornuftigt undsagde (fuld) dansk deltagelse i den såkaldte europagt, da dette ville kollidere med euro-forbeholdet samt skade Danmarks finansielle handlefrihed. Hvis dette forslag blev fulgt, ville det også være en fordel for Villy Søvndal, fordi ingen ville være i tvivl om, at han nu udtaler sig som SF?er og ikke som minister.

Sondringen er bestemt ikke ligegyldig, for en minister repræsenterer jo af gode grunde hele befolkningen, og ikke kun sine vælgere og umiddelbare sympatisører; man er jo som bekendt minister for hele befolkningen, selvom det nogle gange kan være svært at se det ? men det er en anden historie.

Dansk Folkepartis udspil til en strømlinet ordning, hvor skidt og kanel skilles ad, skal altså ikke ses som et forsøg på at forbyde pressefolk og politiske rådgivere, som jo altid vil befinde sig i og omkring det politiske univers. Ministrenes pressefolk bør altid være offentligt ansatte embedsmænd, der bliver i ministerierne, selvom nye ministre kommer til, så der ingen tvivl hersker om deres neutrale og formidlende rolle. Det vil alt andet lige medføre, at der bliver lavet færre beskidte tricks, da de pågældendes videre karriere, rotation, efteruddannelse mv. afhænger af, at de opfører sig ordentligt og ikke som i dag, hvor spindoktorerne kan forlænge deres karriere (kan man frygte) ved at manipulere og begå tvivlsomme handlinger for kortsigtet af tjene deres minister - dette ofte på andres bekostning.

Vi kan nok ikke sætte en stopper for al urent trav i og omkring dansk politik. Jeg er dog overbevist om, at vi med Dansk Folkepartis forslag kan komme nogle af unoderne til livs i forholdet mellem medierne på den ene side og politikere og presserådgivere på den anden side. Vi kommer væk fra amerikaniseringen af dansk politik (i USA er embedsmændene politisk valgte og skiftes sammen med ministrene), og ikke mindst bliver der renere linjer omkring det politiske liv.

Nu mangler vi så bare, at den nye regering følger ånden i forslaget, og stopper den nuværende monumentale oprustning af spindoktoriet. Foreløbig er det blevet til 27 spindoktorer, langt overvejende partisoldater fra S og SFs presse- og politisk-økonomiske afdelinger, og flere nye er efter sigende på vej til at blive ansat. Prisen til skatteborgerne er 30 mio. kroner årligt, men regeringen mener åbenbart økonomien har det så godt, at der er råd til det?

Glædelig jul!

Mvh. Peter Skaarup