Nu er det sommer, og man skulle i grunden tro, at det betyder, at medierne som de plejer svømmer over af historier om vejret, sommerlandet og øvrige historier, der af de fleste kendes som ”agurke-historier”.

Det er overskrifter som ”Indsatsleder reddede skumgummimadras i land” og den slags, man i juli måned oplever oftere end normalt. Men denne juli måned har indtil videre været anderledes.

Der brænder åbenbart en ild af vrede i Socialistisk Folkepartis og i Socialdemokratiets bagland, og det har givet os en række negative historier om regeringen.

Først var der Socialistisk Folkepartis Özlem Cekic, der under stort medieståhej fik sagt, at hun ikke vil stemme for den skæve skatteaftale, som regeringen har indgået med Venstre og De Konservative. Det vakte stor ballade, og næsten en hel weekend gik med, at SF blev hængt til tørre i diverse aviser og på nyhederne i TV. Det var gruppeformand Pernille Vigsø Bagge, der havde fået tjansen i forhold til at håndtere sagen, og det gjorde hun så efter bedste beskub.

Så kom der en måling, der viste, at danskernes tillid til statsminister Helle Thorning-Schmidt er styrtdykket efter valget. Fungerende politisk ordfører for Socialdemokratiet John Dyrbye Paulsen mente, at der var tale om, at man ikke havde kommunikeret godt nok.

Dagen efter lød det fra fremtrædende SF’ere, at det var tid til et nyt regeringsgrundlag. Dette skulle være et mere rødt og grønt ét af slagsen. Politisk ordfører for Jesper Petersen måtte trække i målmandstrøjen og stå på mål for kritikken. Samme dag kørte der også en historie om, at en række lokale S-folk frygter, at regeringens klunterier kommer til at koste borgmesterposter til næste års kommunalvalg. Det står faktisk så galt til for S, at selveste overborgmester for Københavns Kommune, Frank Jensen, risikerer at miste sin overborgmesterpost. Det ville være et prestigetab af dimensioner, hvis S mister denne borgmesterpost. Denne gang blev det så kommunalordfører Simon Kollerup, der måtte en tur på tv for at forklare miseren. Men endnu inden den dag var slut, kom der et nyhedsbrev fra den socialdemokratiske MF’er Bjarne Laustsen, der mener, at Helle Thorning-Schmidt bør sige undskyld til den danske befolkning! Det fik prompte John Dyrbye Paulsen til at kalde Bjarne Laustsen for ”popsmart”.

Man skal ikke være maritim ekspert for at se, at det sejler hos regeringen, og man bliver helt søsyg af bare at se på bølgegangen.

Det var sådan set til at forudse, for det er et meget umage trekløver, der danner regering. Det vidste vi allerede før valget, men resten af denne blog skal nu ikke bruges til en lang omgang ”hvad-sagde-jeg”. Den skal heller ikke bruges til én lang gennemgang af, hvad DF vil gøre politisk anderledes end den pt. siddende regering. For naturligvis er der store politiske forskelle på Dansk Folkeparti og så den ustabile SF-S-R- konstellation, der får for lidt for hånden. Nej, jeg vil bruge resten af bloggen til at komme med et velmenende råd til især statsminister Helle Thorning-Schmidt: Vis lederskab.

For hvis der er noget, som ovenstående gennemgang viser, så er det, at regeringen i uhørt grad mangler lederskab. Hvor er Helle Thorning-Schmidt, når hendes egne i den grad er i oprør? Hvorfor sender hun John Dyrbye Paulsen og Simon Kollerup, der sikkert nok er gode mænd, i byen? Baglandet falder da ikke til ro af, at de to udtaler sig med et cirka budskab om, at ”det nok skal gå”. Baglandet og resten af Danmark forventer, at landets statsminister leder. Det er vel i og for sig en rimelig forventning?

Udefra set er det heller ikke kønt, at udenrigsminister og formand for SF, Villy Søvndal, gerne taler om sit engagement i ”Syriens Venner”, mens han er påfaldende usynlig, når det gælder balladen i SF. Jeg kan i hvert fald godt forstå, hvis det indgyder utryghed og endda vrede, når skibet er sejlet ind i en strid storm, og så kaptajnen og styrmanden tilsyneladende gemmer sig under dækket og håber, at det hele går over af sig selv.

Naturligvis vil mere synlighed ikke løse regeringens problemer alene, for de stikker langt dybere end blot elendig kommunikation og usynlighed fra ledelsesside i forhold til de trælse sager. Men jeg tør garantere, at problemerne ikke forsvinder af sig selv. Uløste problemer har det med at komme tilbage i forstærket omfang.

Senest ser vi nok dette til efteråret, når finansloven for 2013 skal på plads.

Men skulle Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal få nok og kaste håndklædet i ringen, så skal jeg nu være den sidste til at beklage mig. For det vil gavne Danmark gevaldigt med en ny regering! I skrivende stund er det vist cirka 57,2 procent af danskerne, der er enige med mig i den betragtning.

God sommer!