»Der var mange gode præstationer, og vi viste god moral. En kompliment til alle spillerne. Jeg tror, vi har givet et godt indtryk af dansk fodbold.«

Landstræner Morten Olsen til Ritzau efter Danmarks nederlag til Tyskland

I søndags blev vi banket ud af EM. Pis. Efter sejren over Holland havde jeg ellers skråsikkert sat mine penge i skurpuljen på dansk sejr. Vi var jo så godt som gået videre. Men næ nej.

En tysk maskine sagde tak for sidst og sparkede os ud. Danmark faldt med ære, skrev pressen efter kampen. Enig.

Men hvad med de 20 bygningsarbejdere, der har betalt for EM med deres liv?

Døde på grund af livsfarlige arbejdsforhold under de store stadionbyggerier før EM i Polen og Ukraine. Når vi tænder for tv’et i aften for at se kvartfinalen, der sendes fra EM i fodbold i Polen og Ukraine, så sker det i skyggen af en tragedie, få kender til.

20 bygnings- og anlægsarbejdere har mistet livet som følge af de byggerier, der har været nødvendige for at løfte de to landes vejanlæg, lufthavne og stadioner til presset fra EM. Uefa, som satte den stramme deadline for byggeriet, kan læne sig tilbage og sige: Vi arrangerer bare sportsevents.

Myndighederne kan læne sig tilbage og sige: Sådan er det her til lands. Og de har desværre ret. En tredjedel af alle polske arbejdsulykker sker inden for byggeriet. To dødsfald om ugen pga. arbejdsulykker; det er hverdag i Polen.

Men har bygherrer, offentlige som private, ikke noget ansvar for, hvad der sker på deres bestilling? Hvorfor kan vi ikke kræve, at store offentlige og private bygherre tager ansvar for at hyre nogle firmaer, der lever op til en vis standard? Prisen betales af de dræbte arbejderes familier. Samfundet taber, fordi der bliver en bidragyder mindre. Men bestilleren, bygherren og storentreprenøren går stort set fri, og derfor bliver branchen i de lande fastholdt i en dødsensfarlig tilstand for de ansatte arbejdere.

Er der noget at sige til, at polakkerne tager til Danmark efter arbejde? Og hvad sker der så, når de kommer til en dansk byggeplads. Ja, så ryger de ned på det danske arbejdsmarkeds B-hold. De får bedre arbejdsforhold, end hvad de kan få i Polen, men de er stadig på det underbetalte B-hold. Når vi lukker polakker ind på byggepladsen, lukker vi også polsk sikkerhed ind. For vi stiller nemlig alt for slappe krav. Også i Danmark.

For et års tid siden arbejdede jeg i Sverige for det danske firma JOP.

Min gode kammerat var murersvend i et sjak, der skulle bruge en murerarbejdsmand, og det blev så mig.

Egentlig kunne firmaet have sendt en af deres egne ledige folk, men de havde ikke nogen med kørekort til en teleskoplæsser. Jeg var arbejdsløs og havde netop taget kørekort til teleskoplæsser.

Før jeg overhovedet kunne starte op på den svenske byggeplads, skulle jeg aflevere kopi af gyldig sygesikring, pasfoto og relevante uddannelsesbeviser herunder mit teleskoplæsserkort.

Jeg fik så et id-kort med billede, så det svenske arbejdstilsyn og politi hurtigt og nemt kunne identificere mig, hvis de kom på besøg. Der var styr på alt derovre hos svenskerne. Ud over det der med rejesalat på kartoffelmosen, så var Sverige lidt af et kulturchok.

Den sidste danske plads, jeg havde været på, var en Kjær og Lassens byggeplads i Sydhavnen.

Der var kaos på den plads.

Fire forskellige tømrerfirmaer på 1.000 m² indvendigt arbejde. Ungarere og polakker rundt omkring i hjørnerne, der forsøgte at gøre rent.

Mester var en skummel type med store armbevægelser.

Sverige har ud over id-kortet ellers stort set samme regler, når det kommer til sikkerhed på byggepladserne. Men i Kontrolsverige følger man bare reglerne.

Bøderne er dobbelt så hårde, dødsulykker halvt så mange. Sverige accepterer ikke, at en dum nyudlært dansk tømrersvend bare kan komme med sin danske dødsstatistik og buldre løs.

I Sverige stiller de sgu krav. Hvis ikke vi vil lade østeuropæiske sikkerhedsstandarder hærge de danske arbejdspladser, så skal vi gøre ligesom Kontrolsverige.

At stille krav til den danske regering om id-kort til alle bygningsarbejdere med billede, uddannelse og certifikater er ikke meget at forlange.

Og så i øvrigt et minuts stilhed for de faldne polske og ukrainske kollegaer, der døde for EM 2012, før nationalsangene før finalen. God kamp!