Jeg er heldig, jeg ved det. Det er et kæmpe privilegium, at være politisk leder for Alternativet. Hvorfor? Fordi jeg sammen med de 9.000 andre medlemmer af Alternativet har fået – og ikke mindst taget – muligheden for at bygge et nyt politisk parti og en bevægelse op helt fra bunden.
Det er ene og alene os der laver spillereglerne, ingen andre. Det er ene og alene os, der bestemmer hvordan vi indretter vores lokaler, formulerer vores politik, udvikler vores kultur, håndterer interne som eksterne konflikter og vælger, hvem vi har lyst til at arbejde sammen med eller ej. Kort sagt: Det er os i Alternativet, der bestemmer over vores egen lille verden. Ingen andre.


























