For første gang i snart ti år har en borgerlig regering spillet ambitiøst ud på det økonomiske område. Endelig har regeringen givet sig i kast med en reel reformdagsorden. Og det endda uden den irellevante støj, som ti års konstante krav om udlændingestramninger har været. Det har været vidunderligt!

Men glæden kan blive kort. For siden 2001 har realiteten været, at hver eneste finanslov er blevet stemt igennem på Dansk Folkepartis stemmer. Og prisen har været den samme hver gang: Mere og mere brutal lovgivning i forhold til flygtninge og indvandrere. Usaglige og meningsløse overgreb, sindrigt konstrueret i form af paragraffer og cirkulærer.

Økonomi og udlændinge har ganske lidt med hinanden at gøre. Lige så lidt som kulturpolitik og forsvarspolitik. Eller skolepolitik og retspolitik. Alligevel er de konsekvent blevet koblet sammen via uskønne politiske studehandler. Intet tyder på, at det ikke også vil ske denne gang: Efterløn vil blive koblet sammen med udlændingestramninger. Hvis ikke før et valg, så lige efter.

For vi kommer ikke uden om, at regeringen skal skaffe 90 mandater bag sit forslag om at afskaffe efterlønnen. De mandater forventes Dansk Folkeparti vel at levere.

Når Pia Kjærsgaard i øjeblikket stiller sig positivt afventende, så er det ikke fordi, at hun pludselig har udviklet en hidtil uset sans for økonomisk ansvarlighed. Men hun er en dygtig politisk købmand: ”Måske kan efterlønnen byttes til noget, som er mere værd,” tænker hun. Og det er her, at udlændingepolitikken kommer ind i billedet. For selvfølgelig har Lars Løkke Rasmussen lagt en gave til side til Pia Kjærsgaard, der kan åbnes på den anden side af forhandlingerne. En gave, der vil få pointsystemet til at ligne en fællessang i FN-forbundet.

Jeg er glad for, at statsministeren har åbnet for debatten om efterlønnen. Men glæden er ikke ublandet. For hvad kommer en efterlønsreform til at koste i nationalistisk fremmedfjendsk valuta? Det skylder den borgerlige regering at fortælle.