Jeg er lige hjemvendt fra en uges ferie med familien i Marokko. I dagene op til vores afrejse fulgte vi interesseret med i den gryende demokratiske revolution i Tunesien. Vi forestillede os, at Jasminrevolutionen ville være et varmt samtaleemne i Marokko, men vi tog fejl.

Marokko er et vidunderligt rejseland med åbne og gæstfrie indbyggere – men det er også et af regionens mest censurerede regimer. Så billeder af begejstrede unge, der lægger grundstenen til et demokrati i Nordafrika er ikke noget, man taler højt om på de kanter. Men det er bestemt noget, man bemærker. Og frygter. For revolutioner har det med at smitte. Når nogle kræver deres magt og ret, bliver andre inspireret. Vi så det både i Europa i 1800-talet, i afkolonialiseringen efter anden verdenskrig og i Østeuropa efter murens fald. Og måske er det dét, vi kommer til at se i den arabiske verden de kommende år.

Danske medier har bragt den gode nyhed om den tunesiske Jasminrevolution. Men det fortæller alligevel en del om vores udsyn, at danske medier og politikere i samme periode har været langt mere optagede af Hizb-ut-Tahrirs debatmøde om Afghanistan-krigen. En demonstration mod debatmødet bestod af sølle 250-300 almindelige demonstranter, omkring 50 journalister og fotografer – og så hele otte ministre! Man kan ikke lade være med at tænke: Hvad mon kan motivere så massiv en politisk tilstedeværelse her kort før et folketingsvalg? Ja, hvad mon?

Det er ikke fordi, at jeg har meget positivt at sige om Hizb-ut-Tahrir. Det skulle da lige være, at de er overordentligt ærlige om deres politiske program: De vil indføre kalifatet og sharia. Men som vi ser i Tunesien, er det altså ikke det, de fleste unge muslimer efterspørger. De ønsker demokrati, tankefrihed og ytringsfrihed.

Den demokratiske revolution i Tunesien burde være et wake up call til borgerlige danske politikere. Men nej – de ønsker at blive i den formørkede værdikamp fra sidste årti. Forstå det nu: Hizb-ut-Tahrir repræsenterer danske muslimer i nogenlunde lige så høj grad, som Ku Klux Klan repræsenterer kristne amerikanere. Eller som det stadig eksisterende DKP repræsenterer danske politikere. De er langt ude på en fløj, de repræsenterer ingen seriøs trussel, de er irrelevante!

Derfor er debatten om at forbyde Hizb-ut-Tahrir også fuldstændig ude af proportioner – og i virkeligheden bare udtryk for, at nogle danske politikere har brug for et effektivt fjendebillede op til et valg. Lad dog blot Hizb-ut-Tahrir blive ved med at tale åbent om deres usympatiske program. Det frastøder mere end det tiltrækker. Vi kan læne os tilbage og stole på, at straffelovens §266b – også kendt som racismeparagraffen – sætter en naturlig bagkant for, hvor hadefuld deres propaganda kan blive. Det var dét, der skete i 2002, hvor de opfordrede til had og mord på jøder. Det var over stregen, og det blev talsmand Fadi Abdullatif dømt for.

Det paradoksale er dog, at dem, der nu stiller sig op og kræver Hizb-ut-Tahrir opløst ved lov, er nogle af de samme, der kræver racismeparagraffen afskaffet. Det giver slet ikke mening: På den ene side skal der indføres tankekontrol, så en politisk ideologi kan forbydes. På den anden side skal der være propagandafrihed for vold og had mod grupper af borgere. Altså absolut ytringsfrihed – men begrænset tankefrihed.

I min verden må både ytringsfriheden og tankefriheden have meget frie rammer. Folk må mene, hvad de vil; sige hvad de vil og skrive hvad de vil. Men domstolene skal have mulighed for at holde mennesker ansvarlige, hvis de handler på en måde, der bringer andre i fare. Hizb-ut-Tharir demonstrerer derfor i virkeligheden styrken ved det danske demokrati. Vi kan uden problemer rumme demokratiets modstandere, men har samtidig midlerne til at slå en streg i sandet, hvis tanke- og ytringsfriheden bliver brugt til at missionere had, hetz og vold. Det er en enkel og pragmatisk tankegang. En tankegang, som jeg i øvrigt deler med FN og den europæiske menneskerettighedsdomstol.

Det minder næsten om Politimester Bastians kardemommelov. Den læste vi på vej hjem i flyveren. Mens jeg har været på ferie med min familie, har de danske medier tilsyneladende endnu en gang prioriteret at fremmane et billede af den mørke fare fra Nordafrika og Mellemøsten – i stedet for billeder af unge aktivister, der entusiastisk skaber grundlaget for et arabisk demokrati. Godt hjulpet på vej af otte ministre i valgkampsstemning, der trodser vinterkulden i kampen for endnu et billigt fjendebillede.

Men tiderne skifter: I Danmark såvel som i Nordafrika. Tiden er løbet fra det korrupte tunesiske regime, fra det marokkanske kongedømme, fra Hizb-ut-Tahrir – og fra de dæmoniserende borgerlige ministre.