Tunesiske demonstranter har på få uger opnået det, som ti års krig i Irak og Afghanistan ikke har kunnet: Folkelig begejstring omkring den demokratiske tanke. En reel chance for et nyt arabisk demokrati. Og nu eksploderer det i Egypten, mens det ulmer i Libyen, Algeriet og Yemen.

Krigene i Irak og Afghanistan har – alene for USA – kostet i omegnen af 6.214 milliarder kroner . Ifølge den nobelprisvindende økonom Joseph Stiglitz har disse udgifter været den primære årsag til den globale finanskrise. Og nu er USA gældstynget i en grad, så den <a href="" target="_blank">ledende danske ekspert Jørgen Ørstrøm Møller </a> forudser en amerikansk statsbankerot inden 2020. USA er altså klar til at investere helt vanvittige ressourcer i at indføre demokrati i Mellemøsten og den arabiske verden. Og nu kommer forandringerne. Enten til det bedre eller til det værre. Men Vestens ledere tøver med at udtale sig om forandringerne. Og når de gør, høres der primært forkølede opfordringer til regimerne om at udvise mådehold og besindighed.

Herhjemme har 47 unge danskere hidtil mistet livet i krigene i Irak og Afghanistan. Danske soldater har dræbt utallige fjendtlige soldater og desværre også civile. Og der er postet rigtig mange danske penge i meningsløse branding-fremstød for danske værdier og demokrati i den arabiske verden. Der er ofret så meget blod og så mange penge. Men Lars Løkke Rasmussens udtaler lidt forkølet, at EU må lægge pres på Egypten i retning af reformer. Det kunne han vel også have sagt i sidste måned.

Tænk på da muren faldt, og den folkelige demokrati­bevægelse skyllede hen over Øst­europa. Den­gang var Ronald Reagan hurtig på aftrækkeren. Han havde alle­rede i 1987 holdt sin berømte tale i Ber­lin, hvor han opfordrede Gorbatjov til at rive muren ned. Og udenrigsminister Uffe EllemannJensen var hverken tavs eller passiv. Vestlige statsledere og politikere bød forandringerne velkommen.

Men nu? Stilhed. Træden vande. Afventen.

Endnu en gang har historien vist, at det er folkelige bevægelser, der skaber forandringerne i højere grad end våben. Men den arabiske demokratiseringsbølge er kun lige begyndt, og den er endnu ikke stærk og uafviselig. Vi så det på den himmelske fredsplads i 1989 . Vi så det i Burma i 2007 og i Iran i 2009: Lovende demokratiske forandringer kan druknes i stats­terror, vold og under­trykkelse.

Men vi har også set det modsatte: Den demokratiske begejstring kan brede sig fra hjerte til hjerte, fra by til by, fra land til land. Udviklingen kan gå meget hurtigt enten den ene eller den anden vej. Den arabiske demokratisering kan vokse eksponentielt eller hjerterne kan knuses og håbet forsvinde. I disse dage og uger afgøres det. Der står så meget på spil. Det er nu, der skal handles.

De arabiske demokratiforkæmpere har brug for at opleve verdens støtte. Og i Vesten har vi brug for at høre vores ledere redegøre for overvejelser og sympatier, for deres engagement, tvivl, håb og drømme - også selvom situationen er kompleks.

Tavshedens tid er forbi. Lad os sende et klart budskab.

Mr. Mubarak, tear down this wall!