De Konservative er gået bersærk. Som Halvdan den Gamles sagnomspundne krigere har de kastet sig ud i et amok-løb mod velfærdsstat, skattetryk og borgerlige samarbejdspartnere. I går fik skattetrykket én med hammeren. I dag er det så den offentlige sektor, der angribes med øksehug.

Hvis vi for et øjeblik forlader vikingetidens drømmerier og forholder os til nutidens virkelige verden, så kan jeg tælle mig frem til hele seks kommunikative selvmål i de seneste dages konservative udmeldinger.

Her kommer listen over De konservative bersærkers seks selvmål:

1. De Konservative ønsker at sænke skattetrykket fra 47 til 45 pct. Mange folk vil sammenligne denne procentsats med deres trækprocent. Og så vil de tænke noget i retning af: ”Jeg har en trækprocent på 37, det her vedkommer ikke mig. Det må være endnu en skattelettelse for de rige.” Det er der ikke mange billetter i.

2. En del af finansieringen skal ske gennem afskaffelse af regionerne. Men hvem er det, som vi anser som regionernes skaber og alfader? Lars Løkke Rasmussen. Dermed går den siddende regeringspartner i frontalt angreb på den siddende statsminister. Ja, de anklager ham faktisk for at have været økonomisk uansvarlig, dengang han oprettede regionerne.

3. Regionerne har som primært formål at drive hospitalerne. Så endnu en gang husker vi alle, at der var noget med Lars Løkke Rasmussen + hospitaler + økonomi.

4. Det påstås, at kommunerne sammen med staten og professionelle sygehusledelser kan drive hospitaler i stedet for regionerne. Hvordan det helt præcist skal fungere, har de Konservative ikke forklaret os - sandsynligvis fordi de heller ikke selv ved det. Under forhandlingerne om strukturreformen mente de, at ikke alle opgaver kan lægges ud til kommunerne: ”Blandt disse hører sygehusene, fordi de kræver overordnet koordinering samt opgaver, som er så specialiserede, at de vil være særdeles vanskelige for kommunerne at tage vare på.” I stedet foreslog de Konservative at oprette tre regioner. Hvad er der sket i mellemtiden?

5. De Konservative vil have de offentlige udgifter ned til 26,5 pct. af den samlede økonomi. Det er sådan set meget smart at angive en procentsats – det giver ingen billeder på nethinden. Men når tallene gøres op i konkrete ydelser eller antallet af offentligt ansatte, begynder billederne at tone frem: 90.000 offentligt ansatte og det, der svarer til folkeskolen.

6. Den siddende regering har igen og igen udmeldt hvilken størrelse velfærdsstaten skulle skæres til. Og endnu er det ikke lykkedes at holde en eneste af de målsætninger. Det bliver vi alle mindet om igen, og så tænker vi, at det måske er på tide at prøve en anden model.

Fodfolk fra Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har kastet sig rasende over udspillene. Det er der god grund til: De er primært egnet til at splitte den borgerlige lejr i atomer.

Men er de dumme hos De Konservative?

Næ. De har bare skiftet strategi. Tilsyneladende tror de ikke længere på, at det næste folketingsvalg kan vindes. Så nu har de skiftet fokus. I stedet for at angribe oppositionens lejr, løber de nu efter at vinde mandater tilbage, som de har mistet til Liberal Alliance og Venstre.

De Konservative har blikket rettet mod fremtiden. En fremtid i opposition.