Udadtil var det et maskebal, forhandlingerne i sidste uge mellem præsident Barack Obama og Benjamin Netanyahu, Israels ministerpræsident i Washington.

Det var koreograferet til mindste detalje for at kompensere for det katastrofale møde i april, der indledte den måske alvorligste krise mellem de to allierede.

LÆS ARTIKELObama og Netanyahu prøver igen efter koldt møde marts

I Det Ovale Værelse sad sidste uge to personer, der var blevet klogere på hinandens politiske muligheder. Obama har ikke ændret strategi i Palæstina-konflikten. Hans mål er fortsat en territorialt sammenhængende, økonomisk levedygtig palæstinensisk stat side om side med et sikkert Israel.

Men Obama har ændret taktik. Han har gjort det begribeligt for Netanyahu, hvem der var supermagten i spillet.

I første omgang dikterede USA Netanyahu et moratorium på 10 måneder vedrørende byggeri i bosættelserne på besat palæstinensisk område. I maj sendte Obama en advarsel, der ramte Israel lige over vandlinjen, og som gav stof til eftertanke ikke mindst i forsvarskredse.

189 nationers repræsentanter vedtog under en konference et dokument, der bekræftede deres ønske om en kernevåbenfri verden. Dokumentet indeholdt en opfordring til Israel om at underskrive ikke-spredningsaftalen vedrørende atomvåben samt et ønske om en ny konference om et atomvåbenfrit Mellemøsten.

Der var tale om et ganske forståeligt egyptisk inspireret forsøg på at tvinge Israel til at opgive sin hverken ja eller nej-holdning med hensyn til, om det er en kernevåbenmagt eller ej, en ting, der ikke hersker tvivl om.

USA svinger stokken
Den egyptiske fælde kom ikke bag på israelerne. Det gjorde imidlertid den kendsgerning, at USA stemte for dokumentet.

Det israelske chok skyldtes, at dette var et brud på en israelsk-amerikansk forståelse om, at USA kan affinde sig med et israelsk atomvåben, der går tilbage til 1969, da Richard Nixon var præsident og Golda Meir israelsk ministerpræsident.

Atomvåbnet er Israels ultimative sikkerhedsgaranti, især nu hvor Iran i løbet af få år kan blive en atommagt.

Den amerikanske afstemning i maj åbnede mulighed for en revision af den israelsk-amerikanske strategiske alliance. Knæene vaklede under det israelske forsvarskabinet, ikke mindst under forsvarsminister Ehud Barak.

Så fulgte den katastrofale kommandoaktion mod det tyrkiske skib ’Marmara’, der forsøgte at bryde den israelske blokade af Gaza. Aktionen kostede ni tyrkere livet, kastede ikke glans over Israels forsvar og bidrog til den voksende afstand mellem Israel og Europa.

Atter kom stokken frem, og Washington forlangte, at Jerusalem omgående aflyste den boykot af Gaza, som har været i kraft i tre år, siden Hamas tog magten, og som begrænsede samhandlen til ca. 100 livsnødvendige varer. I løbet af få dage løftede den israelske regering restriktionerne.

Obama har, efter at have sat Netanyahu på plads, erkendt, at han ikke kan komme uden om ham i forsøget på at fremme sin fredsdagsorden. Han har også erkendt, at hovednøglen til forståelse af det israelske vælgerflertals holdning til en konfliktløsning er sikkerhed.

Netanyahu er næppe sluppet billigt
Flertallet er villig til at gøre de nødvendige indrømmelser til palæstinenserne, inklusive en funktionel deling af Jerusalem på den betingelse, at oprettelsen af en palæstinensisk stat ikke betyder mindre fysisk sikkerhed. Obama har fat i denne hovednøgle.

Første skridt var pardansen i Det Hvide Hus sidste uge. Andet skridt fulgte kort efter i form af en amerikansk erklæring, der ikke blot bekræftede Nixon-Meir-forståelsen for fyrre år siden, men skærpede den.

USA er forpligtet til at sikre Israels militære overlegenhed i forhold til sine fjender. Obama gav Netanyahu en sikkerhedsgaranti, som bestyrker den strategiske alliance efter tre måneders istid.

Men hvad fik USA til gengæld?

Det melder historien intet om.

Men Netanyahu er næppe sluppet billigt. Barack Obama er ingen nyvakt kristen som George W. Bush. Han er en benhård tilhænger af en israelsk-palæstinensisk tostatsløsning, og han ved, at det haster.

Om denne vurdering holder vand, vil blive afsløret, hvis de indirekte og nytteløse forhandlinger mellem Netanyahu og Mahmoud Abbas som ventes inden for de kommende uger vil blive erstattet af direkte forhandlinger om konfliktens kerneproblemer: grænser, Jerusalem, flygtninge og Israels sikkerhed.