Det var på sæt og vis en voldsomt provokerende nyhed, da Politiken for små to uger siden kunne fortælle, at den økonomiske krise kun har gjort de rige rigere – ja, at krisen ligefrem har øget antallet af ekstremt rige mennesker, både på verdensplan og i Danmark.

Ikke at der principielt er noget i vejen med rige mennesker i et samfund – tværtimod.

Men hvis ikke en økonomisk krise straffer dem, der har taget de største risici forud for krisen, og som sådan har spillet en central rolle for krisens opkomst, hvori består så retfærdigheden i det økonomiske system?

LÆS LEDER Finanssektoren må betale for sit ansvar for krisen

Tja, skjules kan det ikke: Mens der i 2008 var 31.200 danskere med en investerbar formue på over 7 millioner kroner, var antallet i 2009 steget til 36.000.

På verdensplan steg antallet af dollarmillionærer med 17,1 pct. i samme periode. Krisen gik altså helt fantastisk for de rige.

Det gjorde den mildest talt ikke for almindelige lønmodtagere. Herhjemme steg antallet af arbejdsløse med 50 pct. fra første kvartal af 2009 til 2010.

Antallet af tvangsauktioner steg til det firedobbelte fra 2008 til 2010. Huspriserne faldt med et brag, det samme gjorde pensionsafkastet for langt de fleste lønmodtagere.

Samfundet har tabt milliarder
Det er måske rigtigt nok, at langt hovedparten af almindelige lønmodtagere ret beset intet har mærket til krisen i deres dagligdag, men samfundet som sådan har tabt milliarder – og de mange, som har mistet deres job, har måske tabt meget mere end det.

Men vil de rige, der nu viser sig fortsat at være styrtende rige, ikke bare trække alle de hårdt ramte med op?

Jo, det er i hvert fald sådan, at mange liberale økonomer vil argumentere. Men at der her er tale om en liberal fantasi, kan man forvisse sig om ved at gå en tur i historiebøgerne:

Der er nemlig indtil flere tankevækkende paralleller mellem udviklingen i 1928, der ledte frem til krakket i 1929 og den efterfølgende depression, og udviklingen i 2007, der ledte frem til krisen i 2008 og 2009.

Disse paralleller handler fortrinsvis om ulighed. Og i ulighedens mekka, USA, var uligheden i både 1928 og 2007 blevet så monumental, at de mest velstående 10 pct. af befolkningen scorede knap 50 pct. af den samlede nations indtægter. En så ekstrem ulighed er kun set på disse to tidspunkter i verdenshistorien. Tilfældets musik? Nej, næppe.

Reagan kom til fadet
Efter depressionen i 1930’erne og Roosevelts New Deal kom der andre boller på suppen, og helt frem til 1980’erne var fordelingen af den økonomiske vækst igen mere ligeligt fordelt. Til glæde for de mange, ikke mindst for samfundet.

Men som det fremgik af en analyse fra centrum-venstre-tænketanken Cevea her i avisen i maj, ændrede denne udvikling sig brat, da den sorgløse cowboypræsident Ronald Reagan kom til fadet.

LÆS OGSÅ Afstand mellem top og bund vokser

Nu blev der sat en helt ny kurs i den økonomiske politik – og nu gik det pludselig atter stærkt med udviklingen i amerikansk ulighed: Mens det i 1970’erne var ca. 9 procent af USA’s samlede indkomst, der gik til den rigeste 1 procent af amerikanerne, sad denne ekstremt eksklusive ene procent af befolkningen i 2007 på 23,5 procent af den samlede indkomst.

Hvor er vi på vej hen?
Og Reagans filosofi virkede som en virus på resten af verden.

Det var således ikke kun i USA, at uligheden steg dramatisk. Generelt har lønmodtagernes andel af den nationale indkomst været faldende fra 1960’erne – og frem til i dag.

Men i modsætning til udviklingen efter krakket i 1929 er der i dag desværre ikke meget, der tyder på, at vi går en ny ’lighedssøgende’ tidsalder i møde.

Det tyder de seneste tal om antallet af rige mennesker i verden i hvert fald ikke på – og det er på alle måder en urovækkende oplysning om verden af i dag.

Reelt ved vi ikke, hvor vi nu er på vej hen. Vores politikere taler både her og på den anden side af Atlanten om at sætte ind med regulering over for de eventyrlystne banker og spekulanter. Men indtil videre taler de bare om det ...