G20 topmødets sluterklæring kunne ikke skjule, at mødet næppe vil gøre fra eller til i forhold til den foruroligende økonomiske udvikling i især vores del af verden.

I hele den vestlige verden er væksten beskeden, og fremtiden er usikker. I Europa er hovedfokus på de offentlige budgetter, og på flere mindre landes vanskeligheder med at finansiere deres statsgæld.

I denne uge nåede renten på irske statsobligationer op over 9 procent. Men at det er de statslige underskud, der er i fokus i EU, betyder ikke, at vækst og beskæftigelse går godt. Trods midlertidig (?) tysk eksportsucces er vi meget langt fra at være ude af krisen.

I USA er hovedfokus den manglende vækst og beskæftigelse, men det er bestemt ikke udtryk for, at de offentlige finanser har det godt. De kan kun få det værre med det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus, der vil forlænge Bush-tidens skattelettelser til de allerrigeste.

Med hensyn til at imødegå økonomiens elendige tilstand lige nu, er der kun én spiller tilbage på banen, den amerikanske centralbank, der har mulighed for at lade seddelpressen rulle, helt uden smålig skelen til et handlingslammende valgresultat.

Deraf centralbankens kontroversielle beslutning om at opkøbe for 600 milliarder dollar værdipapirer for penge, den selv trykker.

LÆS OGSÅUSA's centralbank pumper milliarder ud

Beslutningen kritiseres fra mange sider, dels fordi den kan opfattes som et forsøg på at svække dollaren, dels fordi en forøgelse af pengemængden - oven på flere tidligere - kan ses som inflationær.

Det sidste er i hvert fald tvivlsomt; Med over 17 procents arbejdsløshed, og en amerikansk økonomi der er meget langt fra sin kapacitetsgrænse, er det meget svært at få øje på en inflationsfare.

Et mere alvorligt spørgsmål er, om de mange penge vil gøre gavn. I og med at de ikke pumpes ud til almindelige mennesker, offentligt forbrug eller investeringer, skal de placeres af den finansielle sektor.

Og de vil naturligvis placere dem dér, hvor der her og nu er størst udsigt til at give gevinst. F. eks i vækstlandenes valutaer, i pyramidespillet på børserne eller i guld og andre mere eller mindre spekulative aktiver. Langsigtede investeringer i økonomien bliver der næppe mange af, i en situation med så stor usikkerhed og så lav en efterspørgsel i økonomien - både lokalt og globalt.

Der kan således siges meget kritisk om den amerikanske centralbanks udspil, ikke mindst at den igen igen forgylder den finansielle sektor, der nyder godt af mere omsætning og likviditet. Til gengæld må det indrømmes, at der i det mindste stadig er nogen i USA, der forsøger at gøre noget ved dét problem, det hele jo egentlig burde dreje sig om: Hvordan får vi gang i hjulene igen?

Det er også derfor centralbankens initiativ har fået præsident Obamas støtte. Hans egne muligheder for at gøre mere for den amerikanske økonomi blev drastisk indskrænkede af midtvejsvalget.

LÆS OGSÅLykketoft: Valgresultat sætter USA i stå

I Europa sker der også en masse, men intet af det kan, så vidt jeg kan se, forventes at bidrage til mere vækst og beskæftigelse her og nu. Al fokus er på at spare sig ud af krisen, dels for at "redde euroen" (der har det fint, og kun ville have godt af at følge lidt nedad med dollaren), dels for at redde staternes troværdighed på finansmarkeder.

Hvor paradoksalt et spil sorteper om gældsbyrden, vi har gang i, blev fornemt illustreret af reaktionerne på kansler Merkel helt rimelige krav om, at de private investorer, der har lånt milliarder til Grækenland eller Irland, naturligvis skal betale en del af gildet, hvis EU i fremtiden skal træde til med flere redningskranse.

At der skulle være risici for dem forbundet med at investere, rystede markederne i deres grundvold, og de reagerede blandt andet med ovennævnte pres på Irland.

I finanssektoren må man ikke kunne gå bankerot, og irlænderne skal derfor ud i endnu en sparerunde, fordi den samme ansvarsfrihed naturligvis ikke gælder for de stater, der hidtil har reddet bankerne.

Nogen gange er kapitalismen meget underlig.