Juleaften gik over en million danske i kirke.

I går søndag var tallet næppe langt over hundrede tusind. Mellem de to tal ligger et Danmark mellem tro og tvivl, højtid og hverdag. Når hver fjerde dansker går i kirke juleaften, så siger det måske noget om, at landet længes efter mere mellem himmel og jord.

Men det viser også, hvor afslappet et forhold vi har til det gamle hus, som står, om end tårnene falde.

Skal kirken privatiseres? Skal statskirken afskaffes? Svaret er ja, hvis man forsøger at tænke logisk og principielt. Et moderne samfund holder pr. definition kirke og stat adskilt.

Men svaret er nok nærmest nej, hvis man tænker mere pragmatisk og i kulturelle og historiske baner – hvis man gerne fortsat vil have en kirke, som samler op imod halvanden million danske på gode juleaftener, og som ikke er så troende, at det gør noget.

Gud i himlen
Viljefaste ateister og genfødte kristne kan forenes i et ønske om klare linjer og adskillelse af kirke og stat. Men de er ikke så mange. Folkekirken har fire og en halv million medlemmer, og langt de fleste af dem ser nok temmelig vane- eller kulturkristent på sagen:

De er medlemmer af folkekirken, fordi det er en ganske almindelig ting at være her på vores kanter. Og de vil gerne i al fredsommelighed en gang imellem søge ind i et inspirerende rum, hvor der er højt til loftet, hvor alle er lige, hvor musikken spiller og poesien lyder.

Sådan nogle rum ligger i tusindvis trindt omkring i landet, og i fredags var de for én gangs skyld fyldt. Men selv om der sad så utroligt mange på bænkene, var det kun ganske få steder, at præsten benyttede lejligheden til tordenprædiken og helvedesild. Sådan en kirke er folkekirken nemlig ikke mere, det er den blevet for gammel til.

En tusindårig kirke taler ikke længere så meget dunder, den er mere orienteret mod livsvisdom og billeddannelse omkring et af de smukkeste produkter af menneskelig fantasi og længsel: Gud i himlen. Den danske folkekirke har løbet de religiøse horn af sig, og gud ske tak for det.

Vores gamle redaktør her i huset, Viggo Hørup, sagde gerne noget i retning af, at statskirken er det bedste værn mod religiøsitet. Som årene går, bliver jeg tilbøjelig til at give ham ret. Hvis kirke og stat blev adskilt, ville vi få en langt mere forkyndende kirke med klare opdelinger i forskellige trosretninger.

Der ville blive mere kul på kedlen, mere halleluja og tungetale, og der ville blive betydeligt større forskel på kirkegængere og alle andre. Juleaften ville der ikke være en god million mennesker, som vovede sig ind i gudshuset – nu ville dette hus hvert sted i højere grad være helliget akkurat dem, der troede på den rigtige måde.

Kirkestatistik
Den typiske danske folkekirkepræst anno 2011 er en kvinde, som har gennemgået en lang universitetsuddannelse og undervejs mistet det meste af barnetroen. Og selv om hun typisk er SF’er (hvad statistikken siger), så kan hun sagtens være hyrde for en flok får, der typisk er venstrefolk.

Det siger statistikken nemlig også: at blandt de 128.000 danske, som går i kirke mindst en gang om ugen, er der en overvægt af venstrevælgere.

Men sjovt nok er det en slags venstrevælgere, der f.eks. er tilbøjelige til at være enige i udsagnet: »Der gøres for lidt for flygtninge i Danmark«. Dette og alt muligt andet interessant kan man læse ud af Gallups seneste opgørelse over danskernes kirkegang og kulturelle vaner.

LÆS ARTIKELSådan ser danskerne på Gud og kirke

De flittige kirkegængere er storforbrugere af al mulig anden kultur også, og de har bedre kontakt med venner og familie end gennemsnitsdanskeren. Man bliver helt misundelig.

Frem for at afskaffe den kristne, protestantiske statskirke var det nok en bedre idé at få statsliggjort nogle flere af de religioner, der vokser i Danmark i disse år.

Hvis f.eks. muslimske præster skulle gennem syv års dansk universitetsuddannelse, før de kunne praktisere i en moske, så ville det formentlig gå deres store flertal, som det er gået flertallet af de kristne præster og deres kirker: ikke så meget tro, men masser af kultur.