Tavshed er guld – gråt guld. Sjældent har et toneangivende parti forsøgt at lurepasse, som Dansk Folkeparti gør i debatten om efterlønsreformer.

Hyggepianisterne er for en sjælden gangs skyld mundlamme og tør hverken melde fra eller til. I reformdebatten virker Dansk Folkeparti lige så rundtosset og uklart i mælet, som venstrefløjen engang gjorde i rets- og udlændingedebatten.

Efter mere end ni års borgerligt styre er det ved at afsløre sig, at regeringens støtteparti ikke har en økonomisk politik, der kan kaldes ansvarlig og gennemtænkt.

Dansk Folkeparti har ganske vist støttet gentagne skattelettelser til boligejere, de rige og bedst uddannede, men har samtidig formået at fastholde en flyvsk dagsorden domineret af fis og flagstænger.

Efterlønsdebatten er et tiltrængt virkelighedstjek: Diskussionen om, hvordan dansk økonomi kan afvæbne den tikkende ældrebombe, skiller partierne – mellem på den ene side de regeringsparate partier og på den anden side de uansvarlige protestpartier. Dansk Folkeparti er faldet tungt ud som de nye ’slappere’, der bestemt ikke er modne til at træde ind i en ny borgerlig regering efter valget og påtage sig et ansvar for kongerigets fremtid.

Lige så vævende og tvetydige, som SF engang kunne lyde, når talen faldt på integrationsproblemer og voldskriminalitet, lige så uldne og fesne lyder politikerne fra Dansk Folkeparti. Det er sort snak.

Pia Kjærsgaard taler med to tunger, når hun udtaler i Jyllands-Posten: »Jeg er uenig med statsministeren, det vil jeg gerne understrege. Vi støtter ikke en afskaffelse af efterlønnen, men nu må vi jo se, når forligskredsen bliver indkaldt«. DF-formanden mumler dernæst videre i Ekstra Bladet: »Vi kan ikke gå med til at afskaffe efterlønnen. Men vi møder frem til forhandlingerne og vil gerne være med til at gøre efterlønsordningen mere smidig«.

Mere smidig? Det kan man vist kun kalde retorikken. Partiets finansordfører er endnu mere kryptisk: »Det er en besværlig debat, for der er mange af vores vælgere, der føler sig afhængige af at kunne gå på efterløn. Derfor er det en følsom debat,« siger Kristian Thulesen Dahl, som ellers har været påfaldende fraværende.

Helt parodisk blev udenomssnakken, da Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, torsdag aften trådte frem på skærmen i DR2’s ’Debatten’ og stod tavs i en lille time og med en sjældent selvudslettende attitude forsøgte at undgå kameraet. Peter Skaarup, der ellers plejer at være mand for et slag ud i luften, følte sig til sidst presset til at smide udlændingekortet: »Vi skal også diskutere indvandrere. På grund af en lav erhvervsfrekvens blandt indvandrere mister vi 24 mia. kroner«, lød det desperat fra Skaarup og blev straks overdøvet af grin fra de andre.

De gamle fremskridtsfolk er fanget mellem en ideologisk trang til nedskæringer og en populistisk appetit på valgflæsk.

De mange eksmedlemmer af Fremskridtspartiet har næppe noget imod at skære i hverken efterløn eller dagpenge, men tør ikke stå ved deres holdninger af frygt for at miste titusindvis af vælgere.

Engang støttede Kjærsgaard, Thulesen Dahl og de andre Glistrup-proselytter ideen om at erstatte kontanthjælpen med havregrødautomater på gadehjørnerne.

Tilbage i 1994 udtalte Pia Kjærsgaard her i Politiken: »Har vi råd til efterløn og orlov til så mange og for milliarder, der går fra staten? Eller hvad med børnechecken? Var det ikke bedre at lade folk disponere over en større del af deres indkomst og selv finde ud af, hvad de vil bruge pengene på«. og videre i samme skure:

»Vi har førtidspensionister på 30, der aldrig er blevet stillet over for krav og ender på en bænk med bajere og store hunde«.

Den falske melodi om at være den lille mands forsvarer passer dårligt med den kendsgerning, at Kjærsgaard & co. i årevis har kæmpet for at afskaffe efterlønnen og privatisere dagpengesystemet. Så hellere fortsætte fedtspillet – og aflede opmærksomheden med angreb på ’de fremmede’.

Eneste garanti: Pianisterne vil bruge valgkampen til at tampe videre på deres gamle værdipolitik, ikke mindst, når VK-regeringen fremlægger den udredning af, »hvad indvandring koster det danske samfund«, som DF fik gennemtrumfet som en del af finanslovsforhandlingerne.

Spørgsmålet er dog, om dobbeltspillet kan ikke vare ved: DF har intet bud på, hvordan dansk økonomi kan reddes.