På Vesterbro i København ligger der et progressivt gymnasium.

Det hedder Rysensteen Gymnasium, og det har stærkt fokus på globalisering og et internationalt udsyn.

Det slås der i hvert fald meget på i studieplanerne, og når forældre kommer til orienteringsmøder. Selvforståelsen fejler ikke noget.

Men selv om gymnasiet ligger midt i et område med mange indvandrere, er der næsten ingen tosprogede elever – sølle 3 procent – som er langt under, hvad andre københavnske gymnasier optager.

Da det enkelte gymnasium langt hen ad vejen selv er med til at bestemme, hvem der bliver optaget, har skævheden fået studievejledere på københavnske folkeskoler til at kritisere Rysensteen Gymnasium her i avisen. Men rektor kan ikke se, at der er et problem.

På Østerbro i København ligger Ingrid Jespersens Gymnasieskole. Her fejler selvforståelsen heller ikke noget. Skolen omtaler sig selv som ’kulturradikal’ – men tosprogede elever og elever fra ressourcesvage hjem?

Dem finder man næsten ikke på skolen på Østerbro.

Og da Københavns Kommune for et stykke tid siden ville have, at privatskoler som Ingrid Jespersens skulle løfte et socialt ansvar med elever fra ressourcesvage hjem og tosprogede elever, reagerede den kulturradikale skole med stor skepsis.

Hykleri – det kalder man det vist, når der er stor afstand mellem idealer og praksis, mellem det, man siger, og det, man gør.

Men først og fremmest er Rysensteen og Ingrid Jespersens symptomer på en stærk tendens i den veluddannede middelklasse: at man undervurderer, at man selv gennem sine valg og prioriteringer har et ansvar for, om vi får et samfund, hvor vi blander os på tværs af etniske og sociale skel.

Men det har middelklassen altså! Et ansvar. Oven i købet et stort ansvar.

Udfordringen er nemlig, at vi isolerer os med sociale kopier af os selv i boligområder og skoler.

LÆS OGSÅSkoleledere: Svært at fordele tosprogede mere ligeligt

Et sådant ghettoiseret samfund er ikke bare et kedeligt samfund for den enkelte, det er også et samfund, hvor den sociale mobilitet går i stå, fordi barnet fra hjemmet uden bøger i reolen ikke møder en verden, der er større end den, han kender i forvejen.

Forleden kunne vi vise nye tal, der illustrerede konsekvenserne af dét: at den 15-årige, der afslutter 9. klasses folkeskoleeksamen på Lolland, får 5,5 i gennemsnit, mens en 15-årig fra Lyngby-Taarbæk får 8,1. Skræmmende!

Det er det også, når der på ét københavnsk gymnasium er et flertal af indvandrere, mens der næsten ingen er på et andet gymnasium.

Hvis middelklassen – inklusive rektorer – ikke kan se et problem i, at vi ikke blander os noget mere, så har vi som samfund for alvor et ... ja, problem.

Det er naturligvis helt fint, at Malene, Daniel og Sebastian på ressourcestærke skoler og gymnasier laver tværfaglige forløb om det multikulturelle samfund og om de sociale skævheder i samfundet.

Det kan der komme rigtig gode gruppediskussioner, projektopgaver og fornuftige unge ud af. Mere af det.

Men det ville nu være endnu bedre for alle, hvis Fatima og Ahmed også var med i gruppeprojektet. Sammen med den ufaglærtes Oliver.

For tænk nu, hvis f.eks. Rysensteens rektor gjorde det til et erklæret mål at sikre en social og etnisk bredde – f.eks. ved at tosprogede og ufaglærtes børn skulle have positiv særbehandling, når ansøgningerne kom ind?

Og hvis denne lyst til bredde og mangfoldighed bredte sig til andre ressourcestærke skoler og gymnasier?

LÆS OGSÅFor mange tosprogede svækker faglighed

Ja, hvad nu hvis ressourcestærke lokalområder – som f.eks. Østerbro – krævede, at man ville have en indvandrerkvote på 10 procent? Tage et medansvar!

Dét ville være social indignation og multikulturalisme i praksis.

Tænk nu, hvis Rysensteens rektor gjorde det til et erklæret mål at sikre en social og etnisk bredde?