Søvndal og Hækkerup – nye ministre på udenrigs og forsvar – bør tage en snak med Karzai.

De to dugfriske ministre håber at få de danske soldater ud af Afghanistan inden næste valg. Det håber den afghanske præsident også.

Men de to danske ministre satser ligesom NATO på forhandlinger med ’fjenden’, altså Taleban-bevægelsen.

Det gør Karzai ikke.

Efter at en Taleban-agent slog hans chefforhandler, Burhanuddin Rabbani, ihjel med en bombe i turbanen i sidste måned, er Karzai mere træt end nogensinde af Taleban. Han siger, at NATO-styrkerne kæmper »den forkerte krig i det forkerte land«.

Han mener, at terror i Afghanistan reelt skyldes Pakistan. Det er ikke helt rigtigt. Men det er heller ikke helt forkert.

Efter 10 års vestlig indsats i Afghanistan, er Pakistan både Afghanistans og NATOs hovedpine.

Enten vil den pakistanske regering ikke tage kontrol med sin grænse til Afghanistan. Eller også kan den ikke. Resultatet er under alle omstændigheder ødelæggende for Afghanistan. Det uvejsomme grænseland flyder med våben og med narko. Og militante ekstremister rejser frit på tværs af grænsen.

Oveni kommer, at Karzai og USA’s regering med god ret mistænker den pakistanske sikkerhedstjeneste ISI for at spille et destruktivt spil i Afghanistan. ISI har historisk støttet Taleban og mistænkes også for at støtte det såkaldte Haqqani-netværk af andre ekstremister.

LÆS OGSÅNødhjælpsgrupper er bekymrede for afghanske kvinder

Pakistan står selv i problemer til halsen med korruption, militant ekstremisme, social misrøgt og uhæmmet vold.

Hvis det utroværdige regime i Islamabad alligevel støtter ekstremister i Afghanistan, vil NATO kaste afghanere for ulvene, hvis man trækker sine styrker ud af landet i 2014 med grænsen vidt åben til de lovløse lommer af det nordlige Pakistan.

Hvis Pakistan hverken er villig eller i stand til at kontrollere sine grænseprovinser, hænger Afghanistan lige så hjælpeløst i saksen.

Hvad vil NATO – inklusive Søvndal og Hækkerup – gøre ved det? De aner det ikke. Pakistan er en regional stormagt i megakrise. Men Pakistans krise og risiko for nedsmeltning er derfor også Afghanistans og NATO’s helt uoverskuelige og dødbringende udfordring. Det er tæt på at være en fejlslagen stat – bare med atomvåben.

Og ingen aftale med lokale Taleban-folk kan ændre, at Pakistan er det største problem.

Afghanerne har i løbet af de seneste 10 år vist, at de gerne vil have lov og ret, gerne vil have social og økonomisk udvikling, og også gerne vil have international bistand – men ikke international besættelse.

LÆS OGSÅPakistans efterretningschef: Vi kan slå igen mod USA

Søvndal og Hækkerup vil blive præsenteret for flere sejre: Afghanistan har fået sine millioner af flygtninge hjem fra Pakistan og Iran. Det har oplevet en vældig økonomisk udvikling. Krigsramte landsbyer er vakt til live.

Landet har fået millioner af børn i skole, også piger. Og byer og landsbyer har vist et uomtvisteligt ønske om international hjælp. De vil desuden få at vide, at volden i Afghanistan er faldet det seneste år.

Men Søvndal og Hækkerup vil også blive konfronteret med en stribe af problemer: Karzai har kun i meget begrænset omfang kunnet udstrække sin regerings autoritet og skabe lov og ret i Afghanistans landområder.

Korruptionen i hans regering er fortsat bekymrende. Og mange provinser er plaget af lokale militser – ofte kaldet ’Taleban’, selvom de ikke er centralt styret af den gamle Taleban-ledelse – som med grov vold hindrer social udvikling i at finde sted.

Værst går udviklingen reelt i det sydøstlige Afghanistan – op ad grænsen til Pakistan. Det er en ladeport til lovløshed.

NATO kan ikke flytte sin krig ind i Pakistan. Men uden et kursskifte i Islamabad vil Pakistan trække Afghanistan dybere ned i et blodigt morads, når de vestlige soldater rejser hjem.