Da Francis Fukuyama med usædvanlig god timing udgav sit essay 'The End of History' kort før Murens fald i 1989, var det ikke nogen endelig slutning for historien.

Men det var slut med det, man kan kalde Den Store Fortælling. Kommunismens endelige sammenbrud tog de store historiske synteser med i faldet.

Ideen om at kunne lægge en bestemt vinkel ned over større kronologiske sammenhænge fik et skær af totalitarisme og placerede den slags historieskrivning i den akademiske skammekrog.

Nu var Nationalmuseets store udstilling ikke længere baseret på danmarkshistorien, men hed i stedet danmarkshistorier.

LÆS OGSÅ Jeg fik ret - demokratiet sejrer

Fokus var på det nære og relationerne mellem de enkelte mennesker og omverdenen.

I medierne slog bevægelsen igennem med dogmer om, at enhver nyhedshistorie skulle bæres af en menneskelig historie, sådan at selv indslag om de mest abstrakte politiske lovindgreb altid skulle ledsages af en skildring af, hvilke konsekvenser samme lov havde for en udvalgt person eller familie.

I bøgernes verden udkom et rekordstort antal biografier - nærbilleder af kendte mennesker. Foruden en mængde detaljerede beskrivelser af bittesmå, afgrænsede forløb, man angiveligt kunne bruge som prisme til større erkendelser.

Selvfølgelig var der undtagelser som Anders Fogh Rasmussens forsøg på at fremstille Danmark som uansvarligt i fodnote- og samarbejdspolitikken og hans egen politik som tilsvarende ansvarlig.

Eller ideen om civilisationernes sammenhæng som et globalt bud på en sammenhængende tese.

Men det overordnede billede var fragmenteret. Den store fortælling blev afløst af en lang række små fortællinger og punktnedslag, som nu blev det foretrukne spejl for analysen af folkesjælen.

LÆS OGSÅPolitikens chefredaktør udgiver historisk værk

Noget tyder imidlertid på, at Den Store Fortælling er sluppet ud af skammekrogen.

Fukuyama udgav tidligere i år en stor syntese, hvor han opregner historien fra det antikke Kina til oplysningstiden, oven i købet med Danmark, som mønstereksempel for resten af verden med vendingen getting to Denmark.

Den levende avis' egen chefredaktør Bo Lidegaard har for nylig udgivet en historiefortælling om Danmark gennem 100 år, og i fredags fortalte historieprofessor fra Aarhus Thorsten Borring Olesen i Kroniken om Europas storhed og fald gennem et halvt årtusinde.

KRONIKEuropas storhed og fald

Omkring tyve år var så længe, vi mennesker kunne udholde at befinde os i det historiske vakuum, hvor alle større sammenhænge var konstruktioner uden egen værdi.

En tid, hvis historiske bevidsthed kan beskrives med titlen fra en af periodens digtsamlinger, 'Alting blinker'.

Virkeligheden blev oplevet i glimt, og perioden blev et klimaks for den postmodernisme, som var spiret i årtierne inden, men som for alvor fik næring af det tomrum, som den store fortællings sammenbrud skabte.

Nu er det lange lys fundet frem igen, og spørgsmålet er, hvilken stor historie vi vil indskrive os i denne gang.

Det nyeste af de før nævnte eksempler, 'Europas storhed og fald', ligger titelmæssigt tæt på en legendarisk syntese om romerrigets fald skrevet i slutningen af 1700-tallet af den engelske historiker Edward Gibbon.

Gibbons trick var, at han spurgte, hvorfor romerriget havde kunnet eksistere så længe, i stedet for hvorfor det gik i opløsning. Og hans svar er skræmmende med nutidens europæiske ører:

»Roms nedgang var den naturlige og uundgåelige følge af den overdrevne storhed ..., og så snart tiden eller tilfældet havde fjernet den kunstige understøttelse, sank den vældige bygning sammen under trykket af sin egen vægt«.

Det er besnærende at se Gibbons romerrige gå igen i skikkelse af krisen i Den Europæiske Union.

Den store historie har det med at gentage sig selv. For stater og imperier gennemgår regelmæssigt i cykler af storhed og fald, og som oftest foregår faldet i kombination med andres opstigen, hvilket Asiens udvikling må siges at være et glimrende eksempel på.

LÆS OGSÅHistorien fortsætter

Men selv om vi har ideen om storhed og fald tilfælles, er der stadig en afgørende forskel på Gibbon og os.

For hvor Gibbon mente, at hans egen tid var civilisationens absolutte højdepunkt, har det 20. århundrede gjort os pinligt bevidste om, at det ikke nødvendigvis forholder sig sådan i vores tilfælde.

De seneste års historiske tomrum har kun gjort skrøbeligheden og vores forpligtelse over for naturen tydeligere.

I den nye store fortælling kan vi både vælge blinkende lygter eller det lange lys, når vi cykler hjem gennem tidens faretruende vintermørke.

En tid, hvis historiske bevidsthed kan beskrives med titlen fra en af periodens digtsamlinger, 'Alting blinker'

FACEBOOKBliv ven med Politiken