Jeg skriver denne signatur i en lille spansk by, hvor vi i familien er kommet siden midten af 70’erne.

På Bar España er de tidligere indehavere, som i en menneskealder betjente de lokale indenfor og turisterne udenfor, begge fyldt 80, men det forhindrer dem ikke i at hjælpe datteren, som har arvet forretningen. I år taler vi overvejende om én ting: la crisis – krisen.

Spaniens nye økonomiminister, Luis de Guindos, blev indsat i embedet første juledag og brugte anledningen til at fortælle spanierne, at den negative vækst, landet har oplevet de seneste måneder, fortsætter næste år. Økonomiministeren undgik behændigt ordet, men der findes et ord for elendigheden: recession.

Manden, der ikke vil tage ordet recession i sin mund, har ellers nok forudsætninger for at forstå, hvorfor det er kommet så vidt i Spanien.

Hans egen karriere stoppede brat, da den amerikanske bank og finansvirksomhed Lehman Brothers gik konkurs og satte gang i den finanskrise, som i dag er blevet til en økonomisk krise, og som har ramt blandt andet Spanien særligt hårdt.

LÆS OGSÅSpaniens regering spænder livremmen ind

De Guindos var medlem af Lehman Brothers’ globale ledelse og direktør for bankens aktiviteter i Portugal og Spanien. Bankens konkurs påførte ifølge El País private spanske investorer tab på 1.000 millioner euro.

Den track record har nu kvalificeret ham til et comeback, ikke i finansverdenen, men i spansk politik. I den nyvalgte borgerlige regering er det blevet hans ansvar at rette op på Spaniens økonomi med barske reformer - en opgave, som El Pais kalder ’herkulisk’.

Hvad skal man tænke om det? At det må være en vittighed? At det er en passende straf for tidligere tiders synder?

Man kan næsten kun reagere med sarkasme og ironi, som en oppositionspolitiker gjorde, da han kommenterede udnævnelsen: »Jeg ønsker, at han får større succes og held med denne opgave end med den forrige i Lehman Brothers«.

På Bar España oversætter man økonomiministerens julebudskab for de fremmede: Det er nu, I skal købe hus her. Mor og datter viser med hænderne om halsen, at folk er ved at blive kvalt i gæld. Ejendomsmæglernes priser skal vi ikke regne med, de er til forhandling, får vi at vide.

Og ved selvsyn kan vi konstatere, at til salg-skiltene hænger tæt. Og det er vel at mærke et sted, hvor ikke mindst tyskerne i årevis har været garanten for at holde den værste krise for døren.

Mig minder situationen om Bornholm i midtfirserne. Jeg var lige flyttet fra øen, da bankernes udlån til fiskerne fik hele økonomien til at smelte sammen.

Jeg husker, at jeg et år kom hjem til jul og konstaterede, at bogstaveligt talt hver andet hus var til salg – og at de røde Porscher, som de unge fiskere – og mine tidligere klassekammerater – cruisede rundt i, var pist forsvundet fra gadebilledet.

Dengang var det beskæmmende at opleve, at fiskerne og bankerne kollektivt lod sig gribe af storhedsvanvid og tog hele øen med sig i faldet. Den menneskelige katastrofe og ulykke var stor for den enkelte, men den var trods alt lokal og begrænset.

Et par tiår senere har vi oplevet et globalt vanvid af nogle helt andre dimensioner og med tilsvarende større katastrofer til følge.

Spaniens nationalbank bekræftede i går, at der absolut ikke er nogen optimisme at tage med sig ind i det nye år. Det ene dårlige år tager det næste. Landet oplever for første gang i nyere tid, at udvandringen er større end indvandringen.

LÆS OGSÅGrækere og spaniere flygter til Tyskland

Arbejdsløsheden stiger for hver måned, ungdomsarbejdsløsheden er over 40 procent. De, der kan, rejser. De, der ikke kan – og det er selvfølgelig de fleste – bliver og bider det i sig.

De store demonstrationer og protester, der kunne mobiliseres inden valget i november, synes afløst af en blanding af desperation og magtesløshed. De tidligere politiske magthavere satte ikke ind over for bankernes uansvarlighed i tide, og de nye placerer selveste uansvarligheden i ministerkontorerne.

Symbolikken kan dårligt blive tydeligere.

Når den spanske konge Juan Carlos i sin tale til det nye parlament tidligere på ugen mente, at tilliden til institutionerne må genoprettes, satte han fingeren på det rette sted.

Men på Bar España lød det snarere som et virkelighedsfjernt nytårsønske end en reel mulighed.