Bagtæppet for al politisk diskussion de kommende år bliver den økonomiske krise og de besparelser, der skal gennemføres i samfundet.

Når statsministeren i sin nytårstale siger, at de fede år ligger bag os, og at nu venter de magre, er det for at banke noget krisebevidsthed ind i os, så vi forstår, hvor alvorligt det står til med landets finanser, og så vi bedre kan acceptere de nedskæringer, der uundgåeligt rammer det offentlige forbrug nu og de kommende år.

Det er selvfølgelig helt fair, at statsministeren på den måde afstemmer forventningerne med borgerne. Faren i økonomiske krisetider er imidlertid, at politikerne holder op med at bakke deres beslutninger op med politiske argumenter, men alene med økonomiske.

Det er f.eks. det, vi oplever i diskussionen om besparelserne på Det Kongelige Teater. Her lyder politikernes argumenter, at riget fattes penge, alle skal jo spare, så det skal Det Kongelige Teater selvfølgelig også. Et rent økonomisk argument, fordi der er en finanslov, der skal hænge sammen, men ikke skyggen af et politisk argument.

LÆS OGSÅVi kan ikke spare os til det allerbedste

For når de økonomiske nedskæringer får konsekvenser – i form af f.eks. et kunstnerisk kvalitetstab og en international position som på Det Kongelige Teater – er der ingen politisk vilje til at tage ansvar for det. Kulturpolitikernes (kulturministeren har bekvemt været i Kina) udtalelser her i avisen de seneste dage har været meget klare.

Hvis teatrets ledelse ikke kan finde besparelserne, uden det går ud over antallet af forestillinger, det kunstneriske niveau eller ensemblernes internationale renommé, må den jo være uduelig. Og hvis den ikke kan finde alternative private indtægter, der opvejer nedskæringerne, er den uprofessionel og umoderne og må se at blive lidt mere kreativ.

Det er forløjet og uærligt at argumentere på den måde. Hvis man vil reducere de offentlige udgifter til Det Kongelige Teater – eller for den sags skyld til sygehusene eller plejehjemmene – må man stå ved det, inklusive konsekvenserne. Så må man sige: Ja, nu sparer vi, og det får nogle konsekvenser.

For man kan selvfølgelig ikke det samme, hvis man har 25 millioner kroner færre at gøre godt med om året. Men i stedet skyder man på den ledelse, som i god tid har advaret om de potentielle konsekvenser af yderligere besparelser, men som nu er i færd med at gennemføre de politisk pålagte besparelser. I alle andre sammenhæng ville man kalde en sådan opførsel for dårlig ledelse.

Til politikernes forestillinger om alle de ikke-offentlige penge, der ligger og venter på Det Kongelige Teater, hvis bare ledelsen var lidt mere kreativ, må man sige, at de desværre er netop forestillinger.

Ti års borgerlig kulturpolitik, der ikke mindst gik ud på at overlade en stor del af finansieringen af dansk kunst- og kulturliv til private sponsorer, har betydet, at hver eneste – stor eller lille – kulturinstitution her i landet er afhængig af private midler.

Det gik godt, indtil finanskrisen ramte i 2008. Siden er konkurrencen om de stadig færre private midler kun blevet hårdere.

Derfor opstår det samme problem, som man kender i forskningsverdenen: De, der egentlig skulle levere substansen – forskning eller teaterforestillinger – bliver af rent strukturelle årsager nødt til at bruge uforholdsmæssigt megen tid på at skrive ansøgninger, søge penge, opbygge netværk, pleje strategiske kontakter eller servere gourmetretter for publikum i Skuespilhuset foyer, som en invitation fra teatret lød på i november sidste år.

Tid, de kunne bruge på at forske og spille teater. Bag de strukturelle årsager ligger de politiske. Og så er vi tilbage, hvor vi begyndte.

Hvis ikke politikerne, som er valgt af os andre til at prioritere og dermed udvikle samfundet, tør tage politiske beslutninger og legitimere dem med politiske argumenter, men gemmer sig bag de økonomiske, bliver det usynligt hvorfor samfundet udvikler sig i en bestemt retning.

»Det er udviklingen«, siger vi, men det er fanden, er det.

Det svarer til, at den forulykkede bilist, der er kørt ind i et træ, hævder, at det er motoren, der gjorde det.

Lader man markedskræfterne og dermed rent økonomiske kalkuler være forudsætningen for alle prioriteringer, forsvinder vores billeder af det gode samfund, slet og ret. Og herunder årsagerne til, at vi orker at lave det der mærkelige, men formodentlig samfundslivsvigtige, vi kalder kunst.