Det er ingen skam at blive arbejdsløs. Det er det hverken for en operasanger fra Det Kongelige Teater eller for en blikkenslager fra Skive. Og massefyring er et af det danske sprogs værste gloser. Det er et ord, der giver kuldegysninger på en vindmøllefabrik i Nakskov, som det gør det på et teater på Kongens Nytorv. Men krise og fyringer er en del af virkeligheden. I København, i Napoli, i Norfolk, Nebraska, og i Svenstrup syd for Aalborg. Det er også en del af virkeligheden, at de kreative industrier bidrager med 108 milliarder til dansk økonomi, og at det er brancher, der skaber solid vækst i disse år. 108 milliarder er mere end otte gange mere end det samlede bidrag fra landbrug, gartneri og skovbrug.
Desperate kunstnere beder Mærsk om hjælp Danmark er ikke længere et landbrugsland. Vi er dårligt nok et industriland eller et vidensland. Vi er et land, som evner at udvikle ideer og designe oplevelser. Det er vores innovation og vores kreative industrier, der har mulighed for at trække os ud af krisen. Og i øvrigt er det vores kulturliv, som kan fortælle mening og sammenhængskraft ind i det kaos, som krisen afstedkommer. De kreative industrier kræver aktive investeringer fra det offentlige. Det har man erkendt i EU, hvor det netop er blevet offentliggjort, at kulturbudgettet fremadrettet vil blive forøget med 37 procent. Det har man erkendt i Kina, hvor der i disse år investeres massivt i kultur og innovation. Og det virker, som om lignende erkendelser breder sig blandt Folketingets politikere. Som kulturarbejdere er vi vigtige samtalepartnere i den dialog. Samtalepartnere – ikke råbekor eller skrigeballoner. Vi bliver nødt til at erkende, at risikoen for fyringer og nedskæringer er en del af virkeligheden. Vi er nødt til at benytte rolige og demokratiske midler. Det nytter ikke noget, at balletdansere i træningstøj uddeler løbesedler til Europas spidser i Paris, når starten på det danske EU-formandskab skal markeres. For kære dansere: EU har større og vigtigere samtaleemner end fyringer i et dansk balletkorps.
