EU overvejer at skærpe de økonomiske sanktioner mod Iran.

Bl.a. er det planen at stoppe import af iransk olie, der dækker ca. 20 pct. af Europas behov. I slutningen af denne måned skal EU’s udenrigsministre diskutere enkeltheder. Man er enig i princippet.

Det er en dårlig idé. Den er bygget på en strategi, som er dømt til at mislykkes, fordi dens mål efter al sandsynlighed ikke lader sig realisere.

Målet er at tvinge Iran økonomisk i knæ, så det opgiver et nationalt projekt, hvis oprindelse går tilbage til shahens tid før den islamiske revolution i 1979: at blive en kernevåbenmagt. Udsigterne til, at Iran vil bøje sig, er små.

LÆS ARTIKELEU's udenrigschef til Politiken: Ingen taler om krig med Iran

Derfor vil denne strategi, på kort sigt, måske et par år tvinge USA og dets allierede til at vælge mellem at gå i krig med Iran eller affinde sig med det nye medlem af atomklubben og det dermed forbundne kolossale prestigetab.

Det sidste er det mest sandsynlige. Det mener bl.a. den tidligere chef for de amerikanske styrker i det geografiske område, der omfatter Mellemøsten og Vestasien, admiral William Fallon.

I et interview i det amerikanske magasin Esquire siger han bl.a. »med fire, fem gryder, der koger over i Mellemøsten, kan vi ikke tillade os at være hypnotiseret af én (Iran)«.

Han blev fyret efter denne udtalelse.

Næsten ti års sanktionspolitik har været resultatløst. Det samme gælder USA’s trusler om militært indgreb. Det er naivt at forestille sig, at Iran nu, så kort før målet, vil bøje sig under pres af de nye sanktioner, ikke mindst fordi det vil tage et par år at få sanktionerne på plads.

Budskabet er klart
En risikoanalyse burde overbevise EU’s udenrigsministre om ikke at hoppe på vognen. Tiden er inde til at acceptere det uundgåelige og planlægge, hvorledes EU kan bidrage til at integrere et atombevæbnet Iran i det internationale system.

Det vil kræve en omstilling fra en vestligt, etnocentrisk og nærsynet synsvinkel til en mere overordnet, fordomsfri ditto: Hvorfor drikker Jeppe?

Hvordan oplever flertallet af iranerne, der udgør over to tredjedele af befolkningen bortset fra de nationale mindretal, omverdenen. Uanset om de støtter præsteskabet eller oppositionen. Hvordan opfatter de deres plads i historien og i Mellemøsten?

De føler sig som ofre, belejret, omgivet af fjender, der er opsat på at forhindre Iran, oldtidens stormagt, i at genoptage sin retmæssige plads i regionen.

På samme gang besat af frygt og beruset af tanken om fordums storhed og dyb foragt for deres naboer, frem for alt araberne. Frygten kan iranerne begrunde.

Præsident Bush junior truede dem med krig, »all options are open«, og præsident Obama, efter at have strakt hånden ud til Teheran og blive afvist, er nu af den opfattelse, at USA ikke kan leve med en iransk bombe. Budskabet er klart.

Set fra Teheran er Iran omgivet af magter, der er atombevæbnede: Kina, Rusland, Israel, Indien og Pakistan, og USA, der har 35 baser i området, hvorfra de truer Iran.

Med tanke på de to krige, som USA har ført i Irans nærhed i de sidste ti år, behøver iranerne ikke at være paranoide for at forestille sig den mulighed, at Washington mener sine trusler alvorligt.

Svaret er terrorbalance
Iranernes hovedproblem er sikkerhed. Ikke uden grund tror de, at atomer giver sikkerhed og respekt, jævnfør Nordkorea, der sidder til bords med to stormagter, Kina og USA, som jævnbyrdig forhandlingspartner.

At forstå det indebærer måske nøglen til en løsning på konflikten med Iran. Slaget om den iranske bombe er tabt. Iran bøjer sig ikke. Ikke kun fordi præsteskabet ikke er til sinds, men fordi der er tale om et nationalt projekt med bred støtte fra alle befolkningslag uanset politisk opfattelse.

Da målet således efter alt at dømme er uopnåeligt, er strategien, bl.a. flere skrappere økonomiske sanktioner, meningsløs.

Det er på tide, at dette farlige maskespil, der let kan løbe af sporet og antænde en krig, som ingen ønsker, ophører. Iranerne må lægge kortene på bordet og erkende, at de udvikler en kernevåbenkapacitet. Og USA må indrømme, at det hverken vil eller kan gå i krig for at forhindre det.

Vi nærmer os dette sandhedens tidspunkt. Indtil da gør EU klogt i at manøvrere udenom. Iran gør næppe alvor af truslen om at blokere Hormuzstrædet, hvis USA og dets allierede ophører med at importere iransk olie, men givet er, at det vil betyde højere oliepriser, stigende inflation og tab af arbejdspladser i et kriseramt Europa.

Man kan dårligt tænke sig et værre tidspunkt at øge sin indsats i en konflikt, der allerede er tabt.

Men hvis et kernevåbenbevæbnet Iran bliver en trussel og sikkerhedsrisiko, vil skeptikeren indvende. Svaret er terrorbalance. Teheran for Tel Aviv. Irans fremtidsplaner i Mellemøsten omfatter ikke selvmord.

Med tanke på de to krige, som USA har ført i Irans nærhed i de sidste ti år, behøver iranerne ikke at være paranoide for at forestille sig den mulighed, at Washington mener sine trusler alvorligt

FACEBOOKBliv ven med Politiken