Dagens signatur er skrevet af

Stig Kirk Ørskov, Chefredaktør

Murphys lov gælder tilsyneladende også for Danmarks største virksomhed.

Stort set alt, der kan gå galt, er gået galt for A.P. Møller – Mærsk den seneste tid. Når regnskabet for årets første halvdel offentliggøres i dag, vil det bekræfte, at virksomheden befinder sig i sin hidtil værste krise.

2009 har været et mareridt for den øverste chef, skibsreder Nils Smedegaard Andersen.

Styrtdykket i verdenshandlen har fået pengene til at fosse ud af virksomhedens vigtigste forretningsområde, containerrederiet Maersk Line.

Alene i første kvartal tabte Maersk Line 3 mia. kr. Og i kvartalsregnskabet advarede Nils Smedegaard om, at 2009 kan det blive det første år med underskud i de 105 år, A.P. Møller – Mærsk har eksisteret.

ARTIKELMærsk får et gigantisk underskud

Uro i ledelsen
Samtidig fortsætter ledelsesuroen med uformindsket styrke. Yderligere to topchefer har nu forladt skuden.

I maj sagde finansdirektør Søren Thorup Sørensen farvel med forklaringen om, at han ikke kunne klare arbejdspresset. Og for blot en uge siden blev chefen for Mærsk Olie og Gas, Thomas Thune Andersen, fyret.

Fyringen af Thomas Thune Andersen kom kun tre dage efter den følelsesladede beslutning om at lukke Odense Staalskibsværft (Lindøværftet). Det værft, som Mærsk Mc-Kinney Møllers far, Arnold Peter Møller, grundlagde i 1918. Og det værft, som gang på gang har placeret Maersk Line forrest i kapløbet om at råde over verdens største containerskibe.

ARTIKELLindø standser skibsbyggeri efter 92 år

Ved første øjekast ligner lukningen af Lindøværftet endnu et lavpunkt i A.P. Møller – Mærsks nedtur, og mange har de seneste uger begrædt lukningen af det sidste store værft i skibsfartsnationen Danmark. Men realiteten er, at Lindø er blevet holdt i live længere, end godt er.

Lindøværftet har de seneste år tabt milliarder af kroner, og havde A.P. Møller – Mærsk ikke holdt hånden under værftet, var det for længst bukket under.

Når det ikke er sket, er det fordi både A.P. Møller – Mærsk og den danske stat har ignoreret basale markedsøkonomiske principper.

Staten har år efter år pumpet penge i værftet. Sidste år fik Lindøværftet 247 mio. kr. i direkte støtte, og året før var beløbet 341 mio. kr. Samtidig har Danmark nogle yderst fordelagtige skattevilkår, når det gælder skibsbygning.

Ubrugelige gigantskibe
Begge ting har – sammen med Mærsk Mc-Kinney Møllers veneration for Lindøværftet – bidraget til, at A.P. Møller – Mærsk er fortsat med at bygge skibe i Danmark, uagtet at Lindøværftet på ingen måde er konkurrencedygtigt med værfter i Asien.

Hvad værre er, har A.P. Møller – Mærsk brugt Lindøværftet til at bygge gigantskibe, som der realiteten ikke var brug for.

Igennem mange år har det danske rederi været drevet af ambitionen om at bygge verdens største containerskibe. Og det har man så sandelig gjort. Med de såkaldte E-klasse skibe, som Lindøværftet har bygget otte af, råder A.P. Møller – Mærsk i dag over verdens ubetinget største containerskibe. Skibene er 397 meter lange og har plads til 14.000 containere.

Ideen med de store skibe er at bringe omkostningerne per container ned til et minimum. Problemet er blot, at skibene er svære at fylde op. Og det er de færreste havne, der har plads til dem.

Mens A.P. Møller - Mærsk med stor stolthed har sat gigantskibene i søen, har konkurrenterne rystet på hovedet. Ikke blot er skibe i den størrelse ufleksible kolosser. De har også bidraget til give en voldsom overkapacitet på containermarkedet. Med det resultat, at fragtpriserne er blevet presset helt i bund.

ARTIKELMærsk-boss: Vi er stadig stærke

Statsstøtte trækker pinen ud
En lang række shippingfolk har sat spørgsmålstegn ved visdommen i de store containerskibe. F.eks. lød det for nylig fra direktøren for Singapore-rederiet APL, Ron Widdows, at der umuligt kan have været rationelle grunde til at bygge så store skibe – udelukkende skattemæssige.

Det er ulykkeligt, at 3.000 værftsarbejdere nu mister deres job. Men historien om Lindøværftet påminder os om tre ting.

For det første er der en stor risiko for, at direkte statsstøtte blot trækker pinen ud og fastholder ansatte i en virksomhed, der ikke er levedygtig.

For det andet får adgangen til direkte statsstøtte ofte virksomheder til opføre sig irrationelt og gøre skade på resten af markedet – for eksempel ved at lave produkter, der ikke er brug for.

Og for det tredje kan A.P. Møller – Mærsk ikke give den økonomiske krise skylden for alle dårligdommene. De er i høj grad selvskabte.