Vælgere, der har tørstet efter et opgør med VKO, kender skuffelsen.

Først med radicoolbevægelsen, der fes ud i 2005 og dernæst med »nok er nok«-bevægelsen, der to år senere blev en historisk maveplasker. Og i alle VKO-årene har Socialdemokraterne forgæves spejdet efter et projekt, der kunne begejstre .

Derfor er det ikke så mærkeligt, at mange danskere med VKO-lede i denne tid sætter deres lid til en veltalende, veloplagt og karismatisk SF-leder med piben i mundvigen – som vandt endnu en valgsejr i tirsdags. For her er han måske? Forandringen? Fornyelsen? Oppositionens Messias?

LÆS OGSÅ Søvndal: »Det er ikke så ringe endda«

Glem det! Sandheden er, at SF med Villy Søvndal i spidsen ikke har sat én ny dagsorden af betydning. Godt nok har SF været et parti i bevægelse de senere år, men bevægelsen har handlet om at komme hurtigt hen til kopimaskinen.

Der er ingen tvivl om, at Villy Søvndal er et enestående politisk talent med en særlig evne til at kommunikere og tænke strategisk. Men at påstå at Søvndals SF indholdsmæssigt står for noget originalt og nyt og anderledes, som ikke allerede har eksisteret i dansk politik i mange år?

Det passer simpelthen ikke. Under Søvndals ledelse fører SF den politik, som Socialdemokraterne har ført i årevis. Selv kalder partiet det ’fornyelse’, men et bedre ord er ’forsinkelse’. SF er det forsinkede socialdemokrati, som lunter fem-ti år efter det statsautoriserede socialdemokrati.

Ny form for topstyring
Tag skattepolitikken, hvor partiet har accepteret regeringens og Socialdemokraternes skattestop – undtagen for millionærer – og har fredet boligejerne.

Eller forsvarspolitikken, hvor det gamle pacifistparti nu ind for, at der ikke skal skæres i forsvaret.

Eller udlændingepolitikken, hvor SF har accepteret 24-årsreglen og tilknytningskravet, selvom man principielt er imod.

Eller værdipolitikken, hvor Villy Søvndal tordner mod islamister, der kan skrubbe ad helvede til.

Eller den økonomiske politik, hvor partiet ikke længere kan beskyldes for at ville bruge bruttonationalproduktet to gange.

Eller EU, hvor partiet har rykket teltpælene så meget, at partiets tidligere næstformand, Christine Antorini (S), der forlod SF i frustration over manglende EU-begejstring, i dag gnider sig i øjnene.

Eller retspolitikken, hvor SF ikke holder sig tilbage med stramninger.

Eller … eller … eller …. Ja, selv på de indre organisatoriske linjer har partiet introduceret en ny form for topstyring, der er udtryk for præcis den form for ’centralisme’ og ’persondyrkelse’ – »Søvndal eller kaos« – som SF har tordnet mod i årtier, mens man dyrkede værdier som basisdemokrati , decentralisering og selvforvaltning.

Kopi-parti
På alle områder har Villy Søvndal haft en enestående evne til at fremstille sig som ’fornyeren’, selvom han blot har efterplapret det, som socialdemokrater har sagt i årevis.

Historisk har SF været et parti med en klar identitet. Oprindelig ville man trække Socialdemokraterne i retning af socialismen, senere blev SF partiet, som trak kvinde-, freds- og miljøbevægelserne ind i det parlamentariske system.

Nu taler vi om et kopi-parti. I dag er SF og Socialdemokraterne hinandens spejlbilleder. Det er der ikke noget galt i. Og der er heller ikke noget galt i, at SF har luget ud i det basissocialistiske ukrudt og er kommet tilbage til virkeligheden på en lang række felter.

Men man skal ikke forvente, at endnu et socialdemokrati er løsningen på centrum-venstres problemer med at formulere et fængende projekt. De fleste partier ønsker sig en sprudlende leder med stærke kommunikationsevner. Det er en god start.

Men der skal helst også komme fængende nye dagsordener og visioner ud af munden på lederen på et tidspunkt, hvis begejstringen skal holde på den lange bane.

For uden nye tanker går det ikke. Heller ikke for en karismatisk leder med piben i mundvigen.