Selvfølgelig vil det være sikrest for de internationale soldater i Afghanistan at rejse hjem. Men om det er sikrest for afghanerne – dét er knap så entydigt.

Her er fem ledetråde, som vi og omverdenen i hvert fald kan følge, hvis vi vil hjælpe afghanerne til fred og udvikling – og fem snubletråde, vi gør klogt i at holde os fra, hvis vi skal undgå at synke ned i et morads, som ingen kommer levende op fra.

Glem først alt om dårlige undskyldninger for at vende ryggen til Afghanistan. Vi kan umuligt være fornærmede over, at vores samarbejdspartnere er fedtet ind i korruption, involveret i lokale militser og knap i stand til at udstrække regeringens magt.

Vi har fra starten allieret os med krigsherrer, klanledere og krigsforbrydere som Dostum, Khan og Fahim. Vi har vidst, at de rådede over lokale militser, og at korruptionen rakte helt op til præsident Karzais forkontorer. Hele forsøget på at skabe en ny central regering har jo netop den baggrund, at Afghanistan var en fejlslagen stat.

Var det i øvrigt ikke Helle Thorning, der sagde, at Danmark skulle blive i Afghanistan, så længe det kræves?

Sats på handel
Her er de fem ledetråde:

1. Læg mere vægt på udvikling end på militær. Afghanerne er et dynamisk folkefærd. Hvis vi forsømmer at hjælpe med udvikling, hvor det er muligt, mister regeringen i Kabul afghanernes tillid.

2. Åbn Afghanistan indadtil og bidrag til at få kontrolleret landets grænser udadtil. Afghanerne har et ekstremt behov for bedre veje fra deres landsbyer til markedet og for sikre hovedveje mellem de store byer. Veje, radio- og tv-net, sundhedssystemer, jernbaner og vandingskanaler er også veje til udvikling og fred.

3. Sats på handel. Afghanerne er suveræne handelsfolk. Vi skal købe deres safran, deres tæpper, grøntsager og råvarer. Ngo’er kan starte solidaritetshandel. Erhvervslivet kan etablere handelskamre. Regeringer kan stimulere import.

4. Styrk regeringen i Kabul. Hvis afghanerne skal have tillid til deres regering, skal den kunne levere både sikkerhed og udvikling. Derfor skal den fortsat have hjælp til at uddanne domstole, politistyrker og hær, men også til at åbne skoler i eget navn, ikke med udenlandske flag.

5. Start en sandheds- og forsoningsproces. Afghanistan har alt for mange krigsforbrydere med egne militser til, at de kan afvæbnes og retsforfølges. Men regeringen kan måske motiveres til en forsoningsproces, som lader afghanerne lægge deres blodige erfaringer bag sig.

Vestlige drømmespil
Men der er også fem blindgyder:

a. Sats under ingen omstændigheder mere på soldater end på social udvikling. Afghanere vil gerne samarbejde, men de er allergiske over for udenlandsk dominans. De lader sig ikke overbevise af soldater, men gerne engagere i civile projekter.

b. Glem alt om at erstatte Nato-styrkerne med FN-styrker eller soldater fra andre muslimske lande. FN har ikke flere ’fredsbevarende’ styrker. Og afghanerne har ekstremt dårlige erfaringer med fremmede muhajediner, der lod sig indrullere som Talebans bøllekorps.

c. Drop illusionen om lige at løse konflikten ved at forhandle med Taleban. Ligesom det har været en vestlig vrangforestilling, at Taleban organiserer hele modstanden mod de internationale styrker i Afghanistan, er det et vestligt drømmespil, at bevægelsen skulle repræsentere hele Afghanistan eller bare pashtunerne i landet.

Både Kabul og internationale aktører er nødt til at forhandle lokale aftaler med lokale magthavere.

d. Tro ikke, at opiumsproblemet kan bombes eller brændes væk.

e. Overlad ikke Afghanistan til Pakistan. Hverken verden eller afghanerne har råd til, at Pakistans suspekte sikkerhedstjeneste sætter sig på Afghanistan.

Er der en vej ud? For os? Ja, da. For afghanerne? Nej, afghanerne hænger på deres eget land, deres egne krigsherrer og forbrydere, egen korruption og egen fattigdom. De beder om hjælp, ikke om dominans – men heller ikke om ligegyldig.