Der er en lang og god tradition for, at kunstnere kritiserer pressen for ikke at tage kunsten alvorligt. Traditionen er god, fordi det er en livsbetingelse for en avis at blive holdt til sagen – af læserne generelt og af fagfolk, der ved noget om tingene.

Derfor er det sådan set også helt fint, at to billedkunstnere, Olafur Eliasson og Kristian von Hornsleth, fra hver sin vidt forskellige vinkel for nylig har skældt ud på Politikens dækning af billedkunsten. Vi vil altid gerne gøre det bedre, og vi vil gerne bekræftes i, at det betyder noget, hvad vi skriver.

Kritikken er velkommen, de to konkrete udfald er bare – for nu at kritisere kritikken – hverken rammende eller begavede.

Olafur Eliasson hævdede her i avisen i søndags, at pressen er »kluntet og klodset og ikkefungerende og sensationsfokuseret og overfladisk«. Ifølge Eliasson fokuserer Politiken alt for meget på de negative sider af kunstverdenen med historier om museers og galleriers dårlige økonomi og om kunstsvindel.

I stedet skal vi hellere skrive om kunstværkerne og om kunstinstitutionernes svære situation. Der er, som Eliasson siger, »en masse udstillinger, de aldrig får lavet, fordi der ikke er penge til det«.

Det sidste er uden tvivl rigtigt, men bekræfter jo netop, at det er væsentligt at beskæftige sig med kunstens ’udenværker’: økonomien, institutionerne osv. På Politiken vil vi til enhver tid i kommentarer og på lederplads slå et slag for ordentlige økonomiske rammer for billedkunsten.

Rodet på Charlottenborg
Netop derfor har vi også en forpligtelse til i journalistikken at beskrive forholdene, som de er.

Medierne er bl.a. til for at råbe magthaverne op, derfor må vi sommetider tale med store bogstaver. Som i sagen om rodet på Charlottenborg. Vi gør det omhyggeligt og netop ikke overfladisk. Og vi behøver ikke at fokusere på sensationen, for den leverer kunstinstitutionen såmænd selv.

Eller som da vi skrev om kunsthandelfirmaet the Ivy, hvis forretningsmodel er at lyve systematisk og vedholdende. Vi kunne dokumentere, at de forbindelser, firmaet hævdede at have til engelske gallerier og kunstnere, var det rene fup, og at kunstnere, der havde betroet Ivy deres værker, havde mistet både værker og penge.

LÆS OGSÅKunstfirma lyver og lyver og lyver

En af de kunstnere, der havde indgået aftale med Ivy, var Kristian von Hornsleth, og vi henvendte os til ham for at få en kommentar til de oplysninger, vi havde om firmaet. Dengang havde han ingenting at sige.

Nu har han imidlertid genvundet mælet og begået en fotomontage, der forestiller Politikens kulturjournalist Camilla Stockmann, som bliver taget bagfra af en sort mand, mens to andre ligeledes sorte mænd står med erigeret lem og venter på, at det skal blive deres tur.

LÆS OGSÅHornsleth hænger Politiken-journalist ud

I avisen i tirsdags sagde von Hornsleth, at han vil udstille, at Stockmann aldrig mener noget i sine artikler, men lader andre tale.

Her burde vi måske, ifølge Olafur Eliasson, først og fremmest give værket en anmeldelse med hjerter og det hele.

Eliasson reduceret til lobbyist
Frem for at beskæftige os med den selvmodsigelse, kunstnere roder sig ud i, når de vil have opmærksomhed om deres værker, men bliver mopsede eller slår under bæltestedet (bogstavelig talt), når de indgår i den kritiske offentlighed, de skaber kunst i.

Kristian von Hornsleth kan man overhøre, indtil han kommer med noget, der er værd at tage alvorligt. Olafur Eliasson peger på noget væsentligt, men reducerer sig til lobbyist for kunsten som sådan i stedet for at anerkende, at avisens rolle er en anden end kunstværkets.

Eliasson mener, at vi overser værkerne, når vi skriver om, at klimakunsten nok afspejler den politiske offentlighed, men også, at kunstnere og museer spekulerer i, at der netop nu er mange støttekroner i temaet. Begge dele hører imidlertid til den kunstvirkelighed, værkerne bliver til i, og som vi skriver om.

Som journalist gør Camilla Stockmann sit arbejde og skriver om virkeligheden. Ved siden af bl.a. Stockmanns artikler trykker vi flere gange om ugen anmeldelser af billedkunst plus omtaler og anbefalinger af udstillingerne.

Og vi interviewer kunstnerne, der således selv kommer direkte til orde og kan sige deres mening og komme med deres kritik, hvad enten den er velfunderet eller ej.