Carl Schmitt, der var jurist og politolog, er formentlig den nazist, der stadig interesserer den intellektuelle eftertid mest.

Hans grundtese var, at politik i sidste instans handler om magt, hvorfor det interessante ikke er det komplicerede og desillusionerende kompromismageri, der knytter sig til det parlamentariske demokrati, men spørgsmålet om, hvem der bestemmer over undtagelsestilstanden – altså hvem der har magten, når den borgerkrig, der lurer under al politik, bryder ud.

Demokratiernes fremmarch over det meste af kloden i de tre generationer, siden Carl Schmitt i 1945 blev arresteret af allierede soldater, er ét langt dementi af Carl Schmitts teser.

Demokratiet giver plads til modstandere, og hvor uenige modstandere end er med hinanden, er de enige om at overlade magten til dem, der vinder valget. Det er demokratiets mirakel, der trods alt er fuldbyrdet en del gange, siden nazismen gik under.

Når Carl Schmitt alligevel kan inspirere – herhjemme for eksempel historikeren Søren Mørch – så er det, fordi der er noget umiddelbart overbevisende ved et andet aspekt af hans grundpointe: Politik drejer sig om at identificere en fjende. Og fjenden skal have gehalt. Kun på den måde kan man for alvor mobilisere sine egne.

LÆS OGSÅ Søren Mørch: Socialdemokraterne mangler fjender

Og rigtigt er det, at det ofte kan være svært at hæve sig over velmenende almindeligheder, hvis man ikke er i stand til at sætte ord på, hvem og hvad man er imod.

Viljen til at kæmpe - og forhandle
Det problematiske i denne tankegang er imidlertid, at den nemt skaber flere problemer, end den løser: For det første kan den nemt gøre modstandere til fjender og dermed eskalere en konflikt fra det pragmatiske til det eksistentielle og i sidste ende voldelige niveau.

Men værre endnu: Den slører helt, at heller ikke en eksistentiel eller voldelig konflikt behøver at blive ved med at være det. Hvis ikke det var tilfældet, så skulle enhver krig jo i sidste ende være en udryddelseskrig.

Carl Schmitt nægtede efter krigen at lade sig afnazificere, fik derfor ikke noget embede og måtte ty til at holde sine sidste forelæsninger i Francos Spanien.

Men næsten alle tyskere – også mange nazister – valgte en anden vej. Ligesom kommunisterne efter Østblokkens sammenbrud.

Den sande og meget elementære kerne i Schmitts tese er naturligvis, at undtagelsestilstande kan forekomme – også mellem lande – og i så fald drejer det sig – som Obama havde modet til at minde Nobels fredskomité om i torsdags – om at kæmpe.

Det onde findes, og al-Qaeda kan der ikke forhandles med. Men al-Qaeda er jo – som Obama også sagde – en gruppe meget små mænd med en meget stor vrede. De truer os med terror, ikke med at overtage magten.

Når det gælder større bevægelser eller lande, skal viljen til at kæmpe hele tiden kombineres med viljen til at forhandle – om ikke andet så for at splitte fjenden og konvertere dele af fjendens tilhængere til først modstandere – som man kan enes om at være uenige med – og senere måske endda til at blive samarbejdspartnere.

Den store forskel
Det farlige ved den Schmittske tankegang, også i moderne, ikkenazistiske udgaver, er, at den insisterer på at konstruere fjenden som fjende, selv om fjenden måske blot kunne være en modstander. Vi skal kunne forhandle, også med dem, vi er helt og aldeles uenige med – selv om basale værdier.

For sagen er, at har de overhovedet viljen til at forhandle, så har de også potentialet til at gå fra at være fjender til ’bare’ at blive modstandere.

Den kendsgerning, at det kan være forbandet effektivt hele tiden at gøre modstandere til fjender – hvad enten det er venstrefløjens klassefjender eller højrefløjens landsforrædere, vi taler om – er ikke nogen formildende omstændighed.

Ægte fjender er ikke til at tage fejl af, når de er der. De behøver ikke at blive konstrueret. Men hvis vi i videst muligt omfang i stedet ser på vores medmennesker som medspillere eller modspillere, så bliver der færre fjender – og flere om at bekæmpe dem, der er.

Det forstod Carl Schmitt ikke, og derfor blev han nazist.