Var det Frank Jensen, som kaldte til respekt for København?

Var det ham, den ny overborgmester, som ville genskabe tilliden til hovedstaden og vise dens moralske overskud?

Så skulle han kaste et blik på sin gamle by, Aalborg, sin naboby Frederiksberg og de to storbyer Århus og Odense. Hvad har disse fire byer til fælles – i modsætning til København?

De fire har valgt at vise gæstfrihed over for en truet forfatter, som søger ly i Danmark. Både Frederiksberg, Aalborg, Århus og Odense bliver fra i år ’fribyer’ for hver sin forfatter ude fra verden.

LÆS OGSÅForfulgte forfattere får ly i Danmark

Men København lurepasser.

Og så sagde man, at provinsielt var noget negativt! Her handler det virkelig om kulturelt og moralsk format. Byer kan døje med sociale problemer, manglende cykelstier, forurening og arbejdsløshed. Men Aalborg, Frederiksberg, Odense og Århus viser med deres beslutning, at de har gæstfrihed og øje for andre end sig selv.

Kom så, København
Netværket af fribyer blev oprettet i 1994 på initiativ af forfatteren Salman Rushdie, som fem år tidligere var truet på livet af den iranske revolutionsleder, ayatollah Khomeini, i en berygtet fatwa.

Rushdie og andre forfattere fik en stribe borgmestre med på at oprette et internationalt netværk af byer – som hver især ville invitere én eller flere forfulgte forfattere på arbejdsbesøg i et år eller to. Fribyerne skulle simpelt hen tilbyde frihed til at skrive uden censur – og uden at forfatterne skulle se sig over skulderen.

Byer i mange lande – også i vores nabolande Norge, Sverige og Tyskland – er med i netværket. Det er ikke alene udtryk for solidaritet med de forfattere, som får ly for censorer og undertrykkere. Det viser også vilje til at sikre et forfatterskab, som ellers ville være truet.

På den led er fribyerne også støtte til det samfund, som den forfulgte forfatter er flygtet fra – ved at give forfatteren mulighed for at udgive, hvad censuren ikke tillader derhjemme.

De fire danske byer er i dag på vej ind i det internationale fribynetværk, Icorn, som hjælper forfatterne i kontakt med gæstfri værtsbyer. Alle de fire danske byer har også søgt kofinansiering af værtskabet i den fond, som regeringen har stillet til rådighed i Kunststyrelsen.

Det er flot, gæstfrit, generøst.

Men hvorfor mangler København?

De fire andre byer viser, at man ikke behøver at være hverken hovedstad eller størst for at have storhed.

Men alligevel: Skulle overborgmesteren og hans kulturborgmester – Socialdemokraterne og Venstre – ikke have vilje til at sikre, at hovedstaden også giver ly til en enkelt forfatter ude fra verden?

Ret beset burde gæstfriheden også favne nogle af de musikere, som censureres i totalitære samfund. Eller andre kunstnere.

Hallo, København, det ringer på døren!

Kulturel indsprøjtning
De fire byer – og København – kan også få en kulturel indsprøjtning fra forfattere, de byder velkommen. Fribygæsterne skal primært have fred og ro.

Men erfaringen fra fribyer i andre lande er ofte, at de besøgende forfattere også har noget at bidrage med. De udsender historier i aviser og bøger. Mange optræder ved kulturelle arrangementer, taler måske også på universiteter og skoler.

Sådan kan værtsbyer pludselig få adgang til et forfatterskab eller et stykke kultur, som de færreste ellers ville stifte bekendtskab med.

Norske fribyer har haft gæster fra Tjetjenien, Zimbabwe, Yemen, Aserbajdsjan, Iran, Irak, Nagaland i Indien, Benin og irakisk Kurdistan. De fleste af dem har ikke alene brugt fribyen til at skrive, men er også blevet levende bidrag til kultur og debat i deres friby.

Takket være storsindede kommunalbestyrelser i de fire byer kan Danmark endelig slutte sig til fribyernes verden.

Respekt for dét. Respekt for Aalborg, Århus, Odense og Frederiksberg.