Den mest skrækindjagende alliance i dansk politik kendes endnu kun ved sine øgenavne, der spænder fra ’det sociale flertal’ over ’AOF’- eller ’FOA’-flertallet til ’den rødbrune blok’.

Den slumrende alliance mellem Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti ville ifølge gennemsnittet af de seneste meningsmålinger mønstre langt over 100 mandater i Folketinget, hvis der blev afholdt valgt i morgen. Den altdominerende blok ville få 60 procent af stemmerne.

LÆS OGSÅHver sjette DF’er er lun på S og SF

Udadtil benægter partisoldaterne fra Socialdemokraterne og SF enhver form for tilnærmelse. Det er utænkeligt, lyder standardsvaret. Men Dansk Folkeparti er samtidig godt i gang med at positionere sig til en ny parlamentarisk situation efter næste folketingsvalg:

»Hvis vi kan blive enige om det politiske indhold, så ville det være direkte dumt, hvis DF og Socialdemokratiet ikke samarbejdede«, lyder det snedigt og indsmigrende fra Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup.

Det tydeligste bevis på tilnærmelserne mellem Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti er dog, at tidligere finans- og udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) nu føler trang til at lægge afstand til misfosteret.

Fælles frygt for velfærdsreformer
Hvis der ikke var noget at frygte for, ville Lykketoft næppe føle behov for i en kronik i Information at advare mod, at Socialdemokraterne fortsat lader sig »trække rundt ved næsen« af pianisterne:

»Vi vil sørge for, at I bliver fri for at se så meget til Søren Espersen, Martin Henriksen, Peter Skaarup og Thulesen Dahl.

Vi vil meget aktivt arbejde for at få skubbet Langballe og Krarup ud af debatten i midten af dansk politik – og tilbage i det ekstremistiske hjørne, hvor de altid rettelig har hørt til«, skrev Lykketoft og bekræftede dermed kun de værste anelser.

Selvafsløringen er blevet et nyt fast talepunkt. S-formanden forsøgte sig med samme psykologiske projektion, da hun på partikongressen i september afviste at basere en socialdemokratisk regering på parlamentarisk støtte fra Dansk Folkeparti.

Thorning-Schmidt var dog mindre kategorisk end Lykketoft, idet hun tilføjede, personligt henvendt til Pia Kjærsgaard: »Jeg vil indbyde dig til forhandlinger. Så enhver kan se, om du vælger at holde sammen med de andre i den borgerlige blok – eller om du vil støtte en politik, der virkelig gør en forskel for de dårligst stillede, for de ældre, for almindelige lønmodtagere«, sagde Thorning-Schmidt til de andre sossers rungende klapsalver.

I løbet af de seneste måneder er samfundsøkonomien blevet forværret dramatisk, samtidig med at ’de andre i den borgerlige blok’, Venstre og Det Konservative Folkeparti, står mere og mere splittet. Fornuftsægteskabet mellem S, SF og DF kommer derfor stadig tættere på.

Nedturen presser de tre partier sammen. Underskuddet på statsfinanserne, den fælles frygt for velfærdsreformer og taktisk opposition til regeringens nye spareplaner skubber Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti sammen i et nyt udgiftspolitisk skæbnefællesskab.

DF har intet at tabe
Spørgsmålet er alene, hvordan Socialdemokraterne vil reagere efter næste folketingsvalg. Hverken Enhedslisten eller Det Radikale Venstre kan gøre fra eller til – og SF er formentlig med på den værste. Dansk Folkeparti har absolut intet at tabe og vil derfor forsøge at gøre alt for at holde de radikale uden for reel indflydelse.

Den rødbrune blok vil samtidig have et så komfortabelt flertal, at alliancen har råd til partioverløbere, både fra de få venstreorienterede, der måtte være tilbage i SF, og som indtil nu har forholdt sig tavst til Søvndals minimumsværdipolitik, og fra de gamle fremskridtsfolk i Dansk Folkeparti, der stadig drømmer om at opstille havregrødsautomater til arbejdsløse.

Problemet for Socialdemokraterne er, at de kun holder spøgelset flyvende i debatten, når de febrilsk lægger afstand til det mulige samarbejde. Mogens Lykketofts frygt er reel.

Politisk ordfører Henrik Sass Larsen fik således ikke stoppet spekulationerne, da han i går udtalte: »Vi tager det fra sag til sag og samarbejder med dem, det giver mening at samarbejde med«.

De tre partier har i de senere år gensidigt nærmet sig hinanden på så mange områder, såvel værdipolitisk som fordelingspolitisk, at ingen for alvor kan udelukke et samarbejde omkring finanslove og flere andre vigtige forligsområder.

Spøgelset kan ikke længere gendrives: Den rødbrune blok er et reelt alternativ.