Det skete i den første egentlige forårsuge i 2010, at dansk udenrigspolitik blev ramt af en pludselig realisme.

Sådan vil der måske en dag stå i historiebøgerne, når historikerne ser tilbage på den forgangne uges tre udenrigspolitiske begivenheder med henholdsvis statsministeren, udviklingsministeren og forsvars- og udenrigsministeren i hovedrollerne.

Den første stod Lars Løkke for, da det under et besøg i Kina lykkedes ham på sin egen kluntede facon at få skabt usikkerhed om, hvor Danmark egentlig står i forhold til Kina.

Sidste sommer havde han som statsminister lagt ud med at mødes med Tibets leder, Dalai Lama, på Marienborg, derefter fik han Kinas utilfredshed at føle, føjede sig og endte i denne uge med helt at lægge sig ned.

Den anden tog udviklingsminister Søren Pind (V) sig af. Han var også ude og rejse, i Nepal, hvor han mødte landets maoistiske befrielseshær, hvis store helte er Mao og Stalin.

LÆS OGSÅPind: Politik har brug for idealister

Her i avisen mente han, at maoisternes forbilleder var nogle forbrydere, men da de selv bekendte sig til kapitalismen, var det ikke noget problem at sende dansk udviklingsbistand til maoisterne.

Tilbage til virkeligheden
Den tredje begivenhed fandt sted herhjemme, hvor udenrigs- og forsvarsministeren fremlagde en ny strategi for den danske indsats i Afghanistan.

Som noget nyt indeholder den en plan for, at Danmark allerede næste år kan begynde tilbagetrækningen af danske soldater, ligesom det indgår i strategien, at det skal være muligt at forhandle og samarbejde med Talebanbevægelsen.

Da oppositionen foreslog begge dele for et år siden, blev de af daværende statsminister, udenrigs- og forsvarsminister beskyldt for at gå fjendens ærinde og afvist, med henvisning til at Danmark ikke samarbejder med terrorister.

Hvad er der sket, siden realismen og pragmatismen nu har indfundet sig i dansk udenrigspolitik? Skal det tilskrives de nye ministre, der for nylig har indtaget posterne med udenrigspolitisk indhold?

Eller er det statsministeren, der med sine nye ministre har formuleret en ny dansk udenrigspolitik? Ville det samme være sket, hvis statsministeren stadig hed Anders Fogh Rasmussen?

LÆS OGSÅDansk udenrigspolitik er gået i opløsning

Ja, det ville det højst sandsynligt. Hvis ikke, ville Fogh i hvert fald have stået alene og isoleret tilbage med sin såkaldte idealistiske udenrigspolitik. For det, der er sket, er nemlig langt mere simpelt: Virkeligheden har indhentet dansk udenrigspolitik – og Fogh, selv om han nu sidder i Nato.

Idealismens dårlige navn
Den påtagede og påståede idealisme, som George W. Bush og han stod så tæt sammen om, og som de hævdede var hele meningen med krigen i Afghanistan, er opgivet. Barack Obama var den første til at gennemskue katastrofen og til at få lagt kursen om.

Nato og Fogh har måttet følge trop, og i denne uge var det Danmarks tur til at se realiteterne i øjnene.

Efter fire års demokratisk felttog er Taleban i Afghanistan – og Pakistan – kun blevet stærkere, og vores egen sikkerhed stærkt forringet. Vores tætte allierede, præsident Karzai har netop snydt sig til præsidentposten og er blevet et helt selvstændigt problem.

Demokrati ogmenneskerettigheder burde være alle forundt, men man opnår ingen af delene ved at ville stoppe dem ned i halsen på folk – og slet ikke som vestlige interesser, og slet ikke med militære midler. Vidste man det ikke før – og det var der desværre nogen, der ikke gjorde – har man fået det demonstreret i Afghanistan.

Den stærkt ideologiske udenrigspolitik, som Fogh førte sammen med Bush, har givet udenrigspolitisk idealisme en helt ny betydning og så dårligt et navn, at man i dag kun kan være realist. Det er, hvad der sker, når idealisme falder i hænderne på ledere, som ikke har sans for realiteterne.