Helle Thorning-Schmidt har sikkert fået lyst til at hive nogle sider ud af en gammel debatbog. I 2002 var hun medforfatter til flammeskriftet ’Forsvar for fællesskabet’, der var et opgør med privatiseringen af velfærdssamfundet. Dengang gjorde hun op med de overskudsforældre, der vælger at flytte deres børn fra folkeskoler til privatskoler.

Sammen med fire meningsfæller skrev den dengang indignerede Helle Thorning-Schmidt:

»Friskole-lovgivningen er blevet et instrument, som understøtter en farlig udvikling, når den ressourcestærke fjerdedel eller femtedel i visse lokalområder fravælger folkeskolen. Så er privatskoler ikke længere et nyttigt supplement til folkeskolen, men en faktor, der sætter samhørigheden under pres«.

Her otte år senere har virkelighedens pragmatisme overtrumfet de gamle idealer. På samme måde som Socialdemokraternes næstformand, Mette Frederiksen, og politisk ordfører Henrik Sass Larsen har valgt privatskoler til deres børn, har Helle Thorning-Schmidt nu valgt at flytte et af sine børn over på eliteskolen Ingrid Jespersens Gymnasieskole på Østerbro.

De personlige valg står i stærkt kontrast til politikernes tidligere ideologiske udmeldinger. Kritikken blussede op i sidste uge, da Mette Frederiksen forsøgte at forsvare sit kursskifte.

Egoistisk snæversyn
I 2005 skrev hun i diametral modsætning til sin adfærd: »Det nytter simpelthen ikke, at forældre med overskudsbørn sender deres børn i privatskole, så snart der er problemer i folkeskolen. Alle har et ansvar for, at folkeskolen fungerer. Det betyder altså, at man må blive og tage kampen op ... kæmpe for at forbedre skolens faglighed og miljø, i stedet for at tage børnene ud af skolen«.

LÆS ARTIKELDanskerne synes Mette Frederiksen er dobbeltmoralsk

Hykleriet er om muligt størst hos S-formanden, der lod Mette Frederiksen tage de første og største tæsk. I debatbogen fra 2002 tordner Helle Thorning-Schmidt mod middelklassens asociale normer, selv om hun viser en vis forståelse for de bedre børns forældres dårlige undskyldninger for at fravælge folkeskolerne:

»Mange steder er den vigtigste forklaring et egoistisk snæversyn i middelklassen. En del forældre går efter skræddersyede private tilbud, der angiveligt lige passer til behovet hos deres barn – engelsk fra 1. klasse, at børnene bliver verdensmestre i matematik, før de kan binde deres eget snørebånd, eller eksotiske pædagogiske tilbud, hvor fingermaling prioriteres over basale faglige færdigheder«.

En ’farlig udvikling’, der skyldes ’egoistisk snæversyn’? Ligesom Mette Frederiksen har Helle Thorning-Schmidt ikke lagt fingrene imellem i sin fordømmelse af forældre, der vælger at køre på frihjul i forhold til sociale problemer i nabolaget.

Tyk dobbeltmoral
Sammen med Socialdemokraternes finanspolitiske ordfører, Morten Bødskov, fortsatte Helle Thorning-Schmidt opgøret med den type, som hun nu selv er blevet:

»Den enkelte familie har ofte gode og overbevisende grunde. Men samlet set er de udtryk for et skifte, hvor snævre faglige og pædagogiske hensyn sættes over de afgørende kvaliteter ved folkeskolen. Det er vigtigt, at børnene i lokalområdet går i skole sammen – med alle de input fra andre miljøer, som det giver. Det er den slags, der kitter os sammen og modvirker social og kulturel splittelse af Danmark«.

De enkelte familier i S-ledelsen har sikkert gode og overbevisende grunde til at fravælge folkeskolen, men samlet set er de udtryk for et skifte, hvor politikerne ikke selv gør det, som de kræver af andre.

Dobbeltmoralen er ganske enkelt for tyk. Det kan derfor ikke overraske, at 68 procent af vælgerne, ifølge en helt ny Megafon-måling, mener, at der »er en klar modsætning mellem den socialdemokratiske partitops egen adfærd og partiets officielle politik på folkeskoleområdet«.

Hvis toppolitikerne ikke engang evner at leve op til deres egne politiske idealer, som de sågar har skrevet små bøger om, hvad står så overhovedet til troende?

Hvordan skal man forstå Helle Thorning-Schmidt, når hun det ene år skriver, at »et forsvar for folkeskolen indebærer, at vi i den offentlige debat går langt mere direkte til snæversynet i den danske middelklasse«, og hun så pludselig hylder den ’farlige’ egoisme?

Er hun på vild flugt fra sine idealer her lige før valget, ligesom Anders Fogh var det fra den minimalstatsbog, som Poul Nyrup rev i stykker på et valgmøde? Eller mangler Helle Thorning-Schmidt bare den personlige viljekraft til at kæmpe for en bedre folkeskole?