Dagens Signatur er skrevet af

Peter Wivel, korrespondent i Berlin

Israels angreb i januar på det Hamasstyrede Gaza har endnu en gang vist, hvor grumme svært det er at skelne mellem israelere og almindelige jøder, der lever deres liv i Vesten uden stemmeret i Israel eller indflydelse på den israelske regerings politik.

Den antisemitisme, der ofte lurer lige under overfladen, får igen frit afløb, det være sig i form af direkte vold eller utålelige forhånelser, der svækker vores eget beredskab over for forbrydelser mod menneskeheden.

Politiet i Berlin har synligt måttet opgradere sin beskyttelse af jødiske institutioner i byen. Selv jødiske caféer står nu under politibevogtning.

Det var en af grundene til, at den tyske kansler, Angela Merkel, tog det usædvanlige skridt at kalde paven i Rom til orden, da han havde rehabiliteret en grotesk katolsk sekt, der længe har leget med tanken om, at holocaust måske ikke var en så stor forbrydelse, som ’jøderne’ gør den til.

Der er ikke brug for antisemitisme i Tyskland, er kanslerens synspunkt.

Så agtpågivende er hendes forgænger socialdemokraten Gerhard Schröder ikke. Han rejste i weekenden på »privatbesøg« til Iran.

Her havde han en længere personlig samtale med den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, der som bekendt ønsker et punktum sat for det kapitel i verdenshistorien, der hedder Israel.

Ahmadinejad har også svært ved at tro, at holocaust virkelig kan have fundet sted.

Til en tysk avis sagde Schröder før afrejsen, at det ikke tjener noget formål at benægte holocaust. En kommentator bemærkede ironisk: Hvis det nu havde givet mening, skulle man så overveje det?

Den tyskiranske forfatter Navid Kermani har også blandet sig i debatten. Kermani er et stort navn i Tyskland. Han er en slags tysk Tariq Ramadan, og han er optaget i det tyske Akademi for Sprog og Digtning.

Derfor var Kermani den selvfølgelige ordstyrer, da et stormøde i det celebre Haus der Kulturen der Welt vis-a-vis kanslerkontoret i Berlin i fredags diskuterede arven fra den iranske revolutionsleder ayatollah Khomeini.

Det lykkedes Kermani at kvæle enhver ansats til kritik af det iranske terrorregime. Kermani glædede sig i stedet over, at litteraturen nu blomstrer i Iran.

Samme dag bragte Süddeutsche Zeitung en større artikel af Kermani, hvori han uforbeholdent hyldede den katolske kirke i almindelighed og den omdiskuterede latinske messe i særdeleshed (det er i denne messe, katolikkerne hidser sig op over jødefolkets åndelige formørkelse).

Kermani er klar over, at det lige nu kan virke kættersk. Han slår sig dog til tåls med, at han ikke er katolik. Han kan heller ikke komme i tanke om argumenter for at rehabilitere en holocaustbenægter, som han skriver, omtrent i Gerhard Schröders let slentrende stil. Men bortset fra det.

Lidt mindre subtilt udtrykker den venezuelanske præsident, Hugo Chávez, sig.

Chávez kan netop nu glæde sig over udsigten til at regere sit land uforstyrret de næste 20-30 år som en anden caudillo.

Under Gazakrigen udviste Chávez den israelske ambassadør og kaldte angrebet »statsterrorisme«, »folkedrab« og »holocaust«. »Lad os håbe, at jødiske samfund i Venezuela vil udtale sig imod dette barbari«, lød hans truende opfordring til sine jødiske landsmænd.

Det gik åbenbart ikke raskt nok. For aldrig så snart var ordene udtalt, før gerningsmænd brød ind i Tiferet-synagogen i hovedstaden Caracas, smadrede indboet, stjal fortegnelsen over samtlige 15.000 jøder i Venezuela og malede ’Jøder forsvind’ på væggene.

Chávez har siden fordømt angrebet. Men hvorom alting er, viste det sig, at af de 11 mænd, der er arresteret for hærværket, er de 8 politifolk. Af dem var én sikkerhedsvagt ved synagogen og en anden livvagt for den lokale rabbi.

Chávez bryder sig i øvrigt ikke meget om Angela Merkel. Hun stammer fra det samme højre, der engang støttede Hitler og fascismen, sagde han i maj i fjor.

Det er ikke for sjov, at jødiske institutioner i Berlin står under politibevogtning.

Det er blevet farligere at være jøde, og det er ikke Israels skyld.