Dagens Signatur er skrevet af

Anita Bay Bundegaard, kulturredaktør

Flygtningenævnets medlemmer må være gjort af et helt særligt stof.

De er nu i ugevis blevet gjort til syndebuk for regeringens beslutning om at hjemsende 262 afviste asylansøgere til Irak uden at lade sig mærke med det. Hver gang den ansvarlige minister, Birthe Rønn Hornbech (V), har åbnet munden i denne sag, har det været for at sige: »Jeg blander mig slet ikke i Flygtningenævnets afgørelser«.

Og som regel har hun nået at tilføje, at beslutningen om udvisningerne er truffet af et »domstolslignende organ« – altså Flygtningenævnet. I disse udtalelser er der hele to fejl. For det, ministeren jo siger, er, at udvisningerne ikke har noget med hende at gøre, men alene kan tilskrives Flygtningenævnet, som i øvrigt er et domstolslignende organ.

Lad os se på Flygtningenævnet først. Det er ikke den domstol, regeringen gerne vil have det til at ligne. Og bliver det heller ikke, selv om man gentager det i en uendelighed.

Danmark har nemlig ikke en uvildig domstol, som asylansøgere kan anke deres sager til, når de har fået afslag på deres ansøgning i Udlændingestyrelsen. Og netop det forhold har fået både FN og menneskerettighedsorganisationer til stærkt at kritisere Danmark.

Ikke en domstol
Problemet med Flygtningenævnet er bl.a. dets sammensætning, som blev ændret af VK-regeringen i 2002. Fra at bestå af 5 medlemmer blev nævnet reduceret til 3 medlemmer.

Ud røg Dansk Flygtningehjælp, hvis formål det er at sikre flygtninges adgang til beskyttelse, og ud røg Udenrigsministeriet, der i sagens natur er det ministerium, der har størst viden om forholdene i verden omkring os.

Tilbage blev en dommer, et medlem udpeget af Advokatrådet og et medlem udpeget af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration – altså en embedsmand fra det ministerium, der i første omgang har afvist den asylansøgning, der bliver anket. Netop det sidste strider imod alt, hvad man forbinder med en uafhængig og uvildig domstol.

Når Hornbech skubber Flygtningenævnet foran sig og hævder, at det er en rent juridisk afgørelse, der træffes i Flygtningenævnet, er det ikke sandt. Dertil kommer, at Flygtningenævnet jo ikke laver lovene i dette land, men træffer afgørelser på baggrund af en lovgivning vedtaget af et politisk flertal, som er besat af at modtage så få flygtninge som muligt.

Men historien om ministeren og Flygtningenævnet slutter ikke her. For selv om Flygtningenævnet i forbindelse med sine afgørelser også tager stilling til, om de afviste asylansøgere kan sendes hjem ved tvang, er det ministeren, der beslutter, om de skal sendes hjem.

FN fraråder hjemsendelse
At flygtningenævnets formand eller andre nævnsmedlemmer har undladt at præcisere tingenes rette sammenhæng er både problematisk og forståeligt.

Problematisk, fordi Flygtningenævnet, når det tier stille, påtager sig ansvaret og skylden for noget, der helt grundlæggende er ministerens ansvar. Forståeligt, fordi det, der skal forestille at være en uafhængig domstol, står sig skidt ved at gå i offentlig disput med ministeren.

Og forståeligt, fordi nævnet måske ikke har lyst til at få sin uvildighed gransket på et tidspunkt, hvor det har vist sig at være et stort mysterium, hvis vurdering af situationen i Irak Flygtningenævnet baserer sine afgørelser på.

For det er ikke på anbefalingerne fra FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, som bl.a. Danmark har givet mandat til at være garanten for FN’s flygtningekonvention, og som i sidste uge i et brev til den danske regering fraråder hjemsendelse til bestemte områder i Irak.

Nævnets afgørelser følger heller ikke det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, som for nylig rapporterede om stor ustabilitet i samme områder. Det er heller ikke den internationale organisation Red Barnet, man har lyttet til, og det er slet ikke det danske udenrigsministerium, som fraråder al indrejse i landet.

Så meget ved vi. Men hvad det så lige er, nævnet lægger til grund for afgørelserne, fortaber sig.

Tid til diskussion
Regeringens misbrug af Flygtningenævnet har stået på længe. I det lys må man spørge, om kompromitteringen ikke er ved at blive meget alvorlig, og om nævnet ikke er med til at undergrave sin egen allerede tvivlsomme legitimitet ved ikke at sige fra.

Derfor er det nu, diskussionen om Flygtningenævnets sammensætning, status og rolle skal tages. Flygtningenævnet vil åbenbart ikke selv være med til at tage den.

Men så må andre jo gøre det.