Krigen i Afghanistan går dårligt.

Ifølge Mike Mullen, der er chef for alle USA’s væbnede styrker, er situationen »alvorlig og den forværres«.

Samtidig med at USA overvejer at sende endnu flere soldater til Afghanistan daler begejstringen ikke blot hos USA’s allierede, men også hos de amerikanske vælgere.

Flertallet opfatter ikke længere dette som den nødvendige krig hvis formål det var at straffe al Qaeda for 9/11 ydmygelsen. Ifølge en meningsmåling foretaget af det amerikanske medieselskab, CBS, ønsker 41 pct. af amerikanerne en nedskæring af USA’s styrker mod 33 pct. i april.

Forkert strategi
Den krig har siden den begyndte i 2001 kostet 1.000 allierede soldater livet og 220 mia. dollar.

Nogle amerikanske strateger trøster sig med den forklaring, at krigen indtil videre er gået dårligt fordi strategien var forkert.

De militære styrker var f.eks. spredt for tyndt landet over i stedet for at være koncentreret i særligt kritiske punkter. Disse påstande kan være korrekte, men det er ikke ensbetydende med at løsningen er en ny strategi.

Uanset hvilken strategi USA vil vælge kan denne krig ikke vindes med militære midler, fordi løsningen ikke kun ligger på kamppladsen i Afghanistan, men også på den anden side af grænsen til Pakistan.

Problemet er ikke flere soldater, men mere diplomati og politiske forhandlinger på regional basis. Krigen er ikke, som det kan forekomme ved første blik kun en krig mellem de allierede og talebanerne.

Den er en stedfortræderkonflikt mellem Indien og Pakistan, hvor Iran og måske også Kina spiller biroller.

Samarbejde udgør sikkerhedsrisiko
Det er spild af blod og penge at forsøge at bekæmpe Pashtun-stammen, Afghanistans største etniske gruppe, med mindre USA ikke samtidigt anlægger en bred politisk-diplomatisk strategi, med det formål at inddrage alle involverede i et forsøg på at stabilisere situationen i Afghanistan.

Først da er det muligt at ramme al Qaeda, det oprindelige mål for USA’s indgriben i Afghanistan i 2001. Pakistan er ikke interesseret i, at det skal lykkedes NATO-styrkerne at nedkæmpe det talebanske oprør.

Det gælder både for landets civile myndigheder som for hæren og især sikkerhedstjenesten, der handler udenom regeringen. Den fører en alternativ sikkerhedspolitik, der hovedsageligt fokuserer på at bekæmpe indiske interesser.

Pakistan er besat af frygt for at blive omklamret af Indien. Forudsætningen for at forstå hvorfor Pakistan spiller dobbelt spil i forhold til NATO-styrkernes kamp mod oprørerne er at erkende Pakistans dybe følelse af national usikkerhed.

Pakistan støtter taleban
Pakistanerne føler sig belejret. De anser Afghanistan for at være en naturlig del af deres interessesfære og en forsvarslinie mod Indien. Præsident Hamid Karzais samarbejde med Indien opfatter Pakistans civile og militære ledere for at være en sikkerhedsrisiko.

Denne opfattelse understreges af at Indien har oprettet flere konsulater i byer i nærheden af grænsen til Pakistan.

Indien har i samarbejde med Iran bygget en hovedvej der forbinder de vigtigste afghanske byer med iranske havne i den persiske havbugt, det har gjort Afghanistan uafhængig af Pakistan med hensyn til adgang til havet.

Tidligere brugte afghanerne den pakistanske havneby, Gwadar, hvor Kina har investeret mange hundrede mio. dollar.

Pakistan støtter bag kulisserne de talebanske oprørere fordi det anser at det er i dets nationale interesse. Et nederlag for talebanerne vil være en sejr for Indien.

Pakistanerne kontrollerer ikke det afghanske oprør, men de kan skrue op og ned for blusset. USA’s muligheder for at presse Pakistan er begrænsede med mindre Washington kan foreslå Islamabad en handel, som det vil anse for at være fordelagtigt set fra et sikkerhedssynspunkt.

Konspirationsteorier
Denne balanceakt mellem Washington og Pakistan, en amerikansk allieret, der samtidig underminerer USA’s krig mod talebanerne har givet anledning til talrige konspirationsteorier i Sydvestasien.

En forklaring, gængs i Kabul, er at Pakistans støtte til talebanerne i virkeligheden foregår med amerikansk samtykke, fordi Washington er interesseret i at krigen fortsætter. Den skal begrunde amerikanske troppers tilstedeværelse med det formål at sikre USA’s olieinteresser i Centralasien og bekæmpe Kinas indflydelse.

Hvis USA’s hovedmål fortsat er at ramme al Qaeda, der er baseret i Pakistan, går vejen over en forståelse med Pakistan og, ved pakistansk mellemkomst, forhandlinger med de talebanske oprørere om en politisk løsning.

Dybest set er en afghaner-løsning således ikke flere soldater, krudt og kugler, men en bilæggelse af den indisk-pakistanske konflikt, der har varet i over 60 år og udløst tre krige.