Norge kaldes for ’det nye Kuwait’.

Pengene flyder direkte fra Nordsøen ned i oliefonden med en formue på over 2.000 mia. kr. Det er en stor fed portion valgflæsk at stå imod med.

De sorte penge har – ligesom for diktaturerne i Mellemøsten – skabt en kunstig situation, hvor magthaverne ikke behøver at balancere statens indtægter og udgifter.

I Norge kan politikerne love gaver ud til både højre og venstre; et fænomen, der kaldes for petroleumspopulisme.

Danmark kan ikke helt følge med pengestrømmen. Det skyldes først og fremmest, at de skiftende regeringer i København har sjoflet først magtkampen om de lukrative energifelter og senere at indføre en effektiv beskatning af udvindingen.

Danmarkshistoriens to dyreste ministre – daværende udenrigsminister Per Hækkerup (S), der tilbage i begyndelsen af 1960’erne lod felterne skylle væk, og daværende økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), der her i 00’erne ikke turde beskatte sin sponsor på Esplanaden – har et lige stort ansvar for milliardtabet.

Regeringen bruger sorte penge
Amatørismen til trods har Danmark alligevel fået betydelige indtægter. De sorte penge fra Nordsøen er blevet selve det klister, der holder VKO-blokkens økonomiske boblepolitik sammen.

Siden Foghregeringen tiltrådte i 2001, har den danske stat haft indtægter på 187 mia. kr. fra olien i form af kulbrinteskat, selskabsskat, produktionsskat og olierørledningsafgift.

Seneste opgørelse fra Energistyrelsen viser, at »statskassen fik i 2008 rekordstore indtægter fra indvindingen af olie og naturgas i Nordsøen«. Alene sidste år fik staten 36 mia. kr. Vores petroleum skaber derfor også grundlag for sort populisme.

Oppe i Norge snakker de mest om det. Normalt bruger de kun 4 procent af afkastet fra fonden. Derfor nyder Fremskrittspartiet stor popularitet på at love til højre og venstre. De er parate til valgflæsk.

Omvendt her i Danmark, hvor de mange oliepenge, sammen med uventet store indtægter fra pensionsafkast, har givet VKO-blokken mulighed for at føre en petroleumspopulistisk politik, med både skattelettelser og øget ældrevelfærd.

I stedet for at spare pengene op har vi brændt de fleste af oliepenge af på småprojekter.

Det er den norske avis Dagens Næringsliv, der har fundet på betegnelsen petroleumpopulisme: »Fremskrittspartiet adskiller sig fra andre lignende partier i Europa ved at have flyttet sig fra traditionel højrepopulisme til en særnorsk petroleumspopulisme«.

Men det lyder nu snarere, som om Fremskrittspartiet kæmper for netop det, Venstre og Dansk Folkeparti har gennemført i Danmark siden 2001.

Særlig når man hører beskrivelsen: »Partiets hovedstrategi er at love næsten alt til næsten alle betalt af den fælles pengetank – tilsmagt lov, orden og nultolerance over for udenlandske lykkejægere«.

Det sorte guld har skabt en surrealistisk situation, hvor VKO-blokken frit kan bedrive politisk voodoo og åndemaneri.

Petroleumspopulismen er sort magi. Alle økonomiske tyngdelove er ophævet til fordel for en kortsigtet overbudspolitik.

Dk er dopet på en olierus
I løbet af snart otte år har VK-regeringen brugt engangsindtægterne på i alt 187 mia. kr. som buffer – for at få en ellers uholdbar økonomisk politik til at hænge sammen.

En stor del er ganske vist blevet brugt på at afdrage statens gæld, men uden de mange oliepenge ville bluffnummeret for længst være blevet afsløret.

Uden alle nordsøpengene ville VKO-blokken have været nødt til at hæve skatterne eller at skære drastisk i velfærden.

Ligesom i de lukkede diktaturstater i Golfen, hvor kvinder og fremmedarbejdere lever under kummerlige forhold, har Danmark været dopet på en olierus siden årtusindeskiftet.

Som narkomaner har vi levet i en parallelvirkelighed, hvor paranoide forestillinger om fremmede, ufo’er og dræbersnegle har fyldt hovederne.

Populisme er ikke et særnorsk fænomen.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) har ærligt erkendt: »Venstre i Danmark og Fremskrittspartiet i Norge står skulder ved skulder, når det drejer sig om indvandring, ligestilling og sundhedspolitik«.

Forgængeren, Claus Hjort Frederiksen (V), talte kun om et nationalt »værdifællesskab« mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Tilsammen minder de dog netop om det populære Fremskrittsparti i Norge.

Olien har skabt en ny borgerlig nordisk model pumpet op med sorte penge.