Hver fjerde af os er muslim, globalt set.

Det er mange, 1,57 milliarder i alt. Og allerede det nye tal – fra tænketanken Pew – skal nok skabe kuldegys hos tilhængerne af forskeren Samuel Huntington, der spåede et ’civilisationernes sammenstød’ mellem den muslimske verden og den vestlige.

LÆS OGSÅHver fjerde verdensborger er muslim

Før vi sliber vores våben, kan vi dog med fordel hæfte os ved et par andre ting.

Tallene modbeviser gængse påstande om, at islam og demokrati er uforenelige. Regeringerne i de fleste store muslimske samfund – især Indonesien, Bangladesh, Nigeria, Tyrkiet – er folkevalgte.

De døjer i stort tal med rå udviklingsproblemer og korruption, men deres befolkninger har mulighed for at skifte regeringerne ud – og gør det gerne.

Tallene minder også om en ubalance i den internationale dagsorden. Ufattelig meget debat – både her i Vesten og i den muslimske verden – bygger på en opfattelse af et stort og stærkt Vesten og et underlagt mindretal af muslimer.

Vanvittige mørkemænd
Men sådan er verden ikke. Kun de færreste muslimer lever ifølge Pew som mindretal. I alt 80 procent af verdens muslimer bor tværtimod i stater, hvor de klart er i flertal.

Behandlingen af mindretal er med andre ord en fælles udfordring for den muslimske og den vestlig-kristne verden.

Går det godt? Tjah, man skal være døv for ikke at høre, at muslimske mindretal i Europa møder grovkornet modvilje fra populistiske partier som Dansk Folkeparti.

Og man skal være blind for at overse, ikke alene at kristne og jødiske mindretal presses ud af de mellemøstlige samfund, men også at muslimske ’afvigere’ i store dele af hele den muslimske verden udsættes for chikane.

Så ville det naturligvis være opløftende, hvis den ’vestlige’ og den ’muslimske’ verden hver især tog sig af sine problemer – og hvis vi hver især var leveringsdygtige i forsonlighed og retssikkerhed.

Det muslimske verdenskort minder os også om, at begge civilisationer lader sig distrahere af vanvittige og voldelige mørkemænd, som alt for ofte får lov og held til at komme imellem dem og os.

Vold og manglende retssikkerhed
Ret beset tyranniserer grupper som Al-Qaeda og Taleban og andre fundamentalister primært de muslimske samfund, som mere end vi er truet af vold.

Det bør ikke være overraskende, at volden hyppigt er knyttet til et fravær af demokrati og retssikkerhed. Derfor er vold og terror også heftigst i lande som Sudan, Irak, Afghanistan, Yemen, Somalia – og Pakistan, der lider under en fatal mangel på retssikkerhed og en vildtvoksende økonomisk og politisk korruption.

Er der nogen grund til at tro, at arabiske muslimer – som fylder meget i medierne, men kun udgør en femtedel af den muslimske verden – ikke også kan leve med demokrati og retssikkerhed?

De har jo ikke selv valgt den skamløse stribe af totalitære herskere i den arabiske verden.

Det er ikke vores skyld, men heller ikke arabernes egen – hvis vi antager, at et offer ikke kan bebrejdes sin undertrykker.

Saudi-Arabien dikterer Koranens sprog
Det kan godt være, at islam blev født i Arabien. Men demokratisering og civil udvikling af den muslimske verden sker mest markant i Asien.

Og skønt kun arabisk er anerkendt som Koranens sprog – dét, som ærkeenglen Gabriel anvendte til at forkynde Koranen for profeten – lever de fleste muslimer med islam på helt andre sprog.

Det skal vi andre ikke blande os i. Men tendensen er, at kongefamilien i Saudi-Arabien – beskytteren af islams hellige byer, Mekka og Medina – ikke skal puste sig for meget op.

Familien, der knapt nok er legitim i Saudi-Arabien, har valgt en udlægning af islam, som kun et lille mindretal af verdens muslimer ønsker at leve efter.

Tværtimod har langt de fleste af verdens muslimer for længst demonstreret, at de foretrækker mindre dogmatiske udlægninger af islam – og foretrækker moderne ledere, der modsat de saudiske står til ansvar.

Det er ikke et dårligt udgangspunkt for en international udvikling, der bygger på ligebyrdighed og ansvarlighed – fra top til bund – snarere end sammenstød.