Det er, som om den valgkampsbacille, som Storbritannien har været alvorligt ramt af den seneste måned, er rejst over Nordsøen og har forplantet sig i dansk politik. Selv om der formentlig er god tid til et valg her i landet, er den vilde jagt gået ind. Der bliver skudt fra alle sider.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Villy Søvndal (SF) slås om, hvem af dem der er mest uvederhæftig. Den duel har afløst flere ugers beskydning fra alle lejre på de konservatives formand, Lene Espersen, for at have afvist et vigtigt arktisk topmøde.

Det er uskønt både at se og høre på. Man kan fristes til at tro, at den slags giver bagslag. Men det ville være naivt. Personangreb virker. Det er derfor, politik er en beskidt affære.

Valg kan ikke længere vindes på tre uger. Derfor er den danske valgkamp faktisk allerede i gang.

Det kommer ikke bare til udtryk mellem regering og opposition, men også internt i de to lejre.

I oppositionen er man derfor i fuld gang med at positionere sig. Det er nu – inden sommerferien – det skal vise sig, om S, SF og R vil stå som en samlet blok over for VKO ved næste valg.

Hvis ikke de radikale er med i det økonomiske udspil, som Socialdemokraterne og SF har bebudet i løbet af den næste måned, er der ikke grundlag for, at de tre partier går til valg med et samlet politisk udspil.

De hårde interne forhandlinger, der for øjeblikket foregår mellem S, SF og R, kan aflæses på de meldinger, der kommer ud i offentligheden.

Ja og amen
I går kunne vi her i avisen fortælle om et udlændingeudspil fra de radikale, som udfordrer Socialdemokraterne og SF, mens Berlingske Tidende havde historien om, at de radikale vil have en garanti fra Socialdemokraterne og SF om, at de ikke vil lave aftaler med DF alene efter næste valg.

Samtidig gjorde de radikale det klart, at de vil være meget besværlige at have med at gøre, hvis S og SF har tænkt sig at bruge DF’s stemmer i udlændingepolitikken og de radikales i f.eks. den økonomiske politik.

De radikales krav kommer, efter at Villy Søvndal i sidste uge – endnu en gang – afviste at give partiet nogen som helst indflydelse på udlændingepolitikken. Den er lagt af S og SF alene, og den kan der ikke røres ved.

De tre oppositionspartier har endnu tid til at nå en fælles forståelse, men det ser vanskeligt, for ikke at sige ret håbløst ud efter den seneste udvikling.

Den arrogance, som S og SF tilsammen kan mønstre, har hele tiden stået i vejen for en fælles politisk platform sammen med de radikale. Strategien synes at have været, at de radikale ikke har andet valg end at sige ja og amen til alt, hvad S og SF byder dem.

Et lille parti, som har ligget sløjt i målingerne, kan man tryne, som det passer en. Helt uanset at man vil få brug for de radikales stemmer for at have et flertal bag sig efter næste valg.

S og SF spiller på to heste
Man har kunnet undre sig over, hvordan S og SF har forestillet sig, at de radikale ville sælge deres udlændingepolitik og store dele af deres reformpolitik uden at få noget igen.

De må have haft noget at true med. Ud over den falske præmis, at oppositionen ikke kan vinde regeringsmagten uden at være enige om alting på forhånd. Men hvad?

Svaret kom i går, da S og SF prompte afviste at give en garanti for ikke at indgå politiske aftaler alene med DF. Hermed står det klart, at S og SF spiller på to heste. Kan man ikke få flertal med R, kan man få det med DF.

LÆS ARTIKELOppositionen strides om DF-samarbejde

Det burde jo skræmme de radikale, for de ønsker vel ikke at give DF indflydelse på udlændingepolitikken?

Det gør de radikale givetvis ikke. Men alternativet til at lade DF få magten over udlændingepolitikken og forhindre nødvendige reformer er ikke, at de radikale blindt accepterer S-SF’s politik på disse områder inden et valg.

Alternativet er snarere at træde ind i valgkampen som garanten for, at det ikke bliver DF, SF og S, der bliver det nye flertal i Folketinget efter et valg.