Fagbevægelsen er under maksimalt pres op til de kommende trepartsforhandlinger med regeringen og arbejdsgiverne.

Ikke alene skal LO-formand Harald Børsting sikre konkrete resultater til sine medlemmer og tilfredsstille et kritisk bagland. Han skal også modbevise opfattelsen af, at han står i spidsen for en hensygnende bevægelse.

LÆS MERE»Trepartsforhandlingerne har fået den værst tænkelige start«

For tallene skræmmer. I en ny megafonmåling for Politiken og TV 2 erklærer halvdelen, 49 procent, af 1.003 adspurgte danskere sig helt eller delvist enig i, at »fagbevægelsen har udspillet sin rolle som en væsentlig politisk aktør«.

Godt en tredjedel, 35 procent, erklærer sig helt eller delvist uenig.

Svært at genetablere magtforhold
Trepartsforhandlingerne – om blandt andet længere arbejdstid og flere arbejdspladser – er helt centrale i LO-toppens behov for at vise en indflydelse, der rækker ud over at forhandle overenskomster.

Drømmen er, at trepartsforhandlingerne kan blive så omfangsrige, at de kan genskabe noget af fordums styrke som politisk aktør. Men det bliver svært.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen flugter danskernes opfattelse med virkeligheden: Fagbevægelsen har mindre politisk magt end for 20 år siden.

LÆS OGSÅThorning skuffer fagbevægelsen

Og Ibsen gnider yderligere salt i såret ved at påpege, at det er gået lige modsat med erhvervsorganisationernes magt, der i samme periode er øget.

»Tidligere var fagbevægelsen en stærk spiller i en politisk proces, hvor den kunne præge Christiansborg-politikken. Nu er det nærmest omvendt. Hvis du kigger på trepartsforhandlingerne, så kommer politikerne her og forklarer, hvad fagbevægelsen skal. Sætte arbejdstiden op og levere 20.000 flere i arbejdsudbud og så videre«, siger professoren og tilføjer:

»Som samfundsforandrende, politisk bevægelse har fagbevægelsen slet ikke samme gennemslagskraft som tidligere«.

Afhænger af spørgsmålet i målingen
Formand for FOA, Dennis Kristensen, mener dog, at udtrykket ’politisk aktør’ kan forstås på flere måder. Han gætter på, at mange automatisk tænker på partipolitik – og at det er årsagen til de nedslående tal i den nye Megafon-måling.

»Hvis man ved ’politisk aktør’ forstår, at fagbevægelsen spiller en partipolitisk rolle, så kommer budskabet ikke bag på mig, for vi har i LO kappet de bånd, der var mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen, og definerer ikke os selv som politisk aktør i partipolitisk forstand«, siger han:

LÆS OGSÅ65.000 unge danskere har mistet jobbet under finanskrisen

»Når det derimod handler om Folketingets beslutninger om ældreplejen, som får betydning for dem, der arbejder i ældreplejen og deres arbejdsvilkår, så mener jeg ikke, at vi har udspillet rollen«.

Fagbevægelsen har mindre indflydelse
Men professor Flemming Ibsen afviser, at den dalende politiske indflydelse handler om en skelnen mellem en partipolitisk eller politisk rolle.

»Det er mere den styrke, fagbevægelsen har. Indflydelsesrollen på Christiansborg er mindre end tidligere. Fagbevægelsen har ikke adgang til de samme politikere som førhen, og den har ikke den samme gennemslagskraft«, siger han.

LÆS OGSÅEL truer regeringen: Store Bededag er hellig for os

Formand for LO Harald Børsting siger i en skriftlig kommentar, at det for ham er »afgørende, hvad lønmodtagerne mener om fagbevægelsen«:

»Det er dem, det drejer sig om, og det er dem, der betaler kontingent. Og der ved vi jo fra tidligere medlemsundersøgelser, at et stort flertal mener, at fagbevægelsen er nødvendig for, at deres interesser bliver varetaget«, lyder det fra Børsting.

FACEBOOKBliv ven med Politiken