Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv 11. okt. 2012 KL. 17.18

Eldrups kasserede guldfugle får magten over pensionsmilliarder

Fire topchefer forsvandt fra Dong, da Anders Eldrup blev fyret. Nu skal de stå i spidsen for fond, der skal investere i energi.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Grådige og skyldige i afpresning.

Så belastende lød anklagerne mod tidligere Dong-topchef Anders Eldrups såkaldte guldfugle så sent som i foråret.

Her blev Jakob Baruël Poulsen, Christian Skakkebæk, Torsten Lodberg Smed og Rune Bro Roin hængt ud på landets avisforsider som den egentlige årsag til den dramatiske fyring af Anders Eldrup, da gav genlyd i medierne i ugevis.

Nu er der omstridte Dong-firkløver tilbage i en opsigtsvækkende nøglerolle i energibranchen i, hvad der ligner et af nyere dansk erhvervshistories mest spektakulære comebacks.

Seks milliarder i ny fond
Fremover skal de fire stå i spidsen for en ny milliardfond, som blandt andet skal investere i biomasseanlæg og nye transmissionsanlæg til vindstrøm, som strømmen kan blive transporteret fra eksempelvis Nordsøen til Tyskland og resten af Europa.

Det er pensionsselskabet PensionDanmark, der muliggør det opsigtsvækkende comeback. Pensionsgiganten har skudt seks milliarder i firkløverets nye fond, der får navnet Copenhagen Infrastructure Fond.

»Over de næste fem år skal vi investere milliarder i infrastruktur. For at løfte den opgave har vi vurderet, at vi skal supplere vores eget interne team med eksterne ressourcer. Det er årsagen til, at vi går ind i det her«, siger Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark.

LÆS OGSÅEldrups gulddrenge er fortid i Dong

I alt regner PensionDanmark med at investere 12 milliarder i infrastruktur i løbet af de kommende år. Halvdelen af det beløb får de tidligere Dong-folk, som har stået i spidsen for opbygningen af Dong’s vindkraftsdivision, til opgave at investere.

Ifølge Torben Möger Pedersen skal den nye fond ikke investere i havvindmølleparker. I det hele taget afviser han, at projektet risikerer at skade pensionsselskabets forhold til Dong, som PensionDanmark i en årrække har arbejdet tæt sammen med.

Blandt andet har PensionDanmark investeret milliarder i to af Dong’s havvindmølleparker, Nysted ud for Lolland og Anholt-parken i Kattegat.

»Vi har aftalt, at vi ikke vil lade de fire investere på områder, hvor der er sammenfald med Dong Energy’s forretningsområder og interesser«, siger Torben Möger Pedersen.

Hvorfor det?

»Det synes vi er en naturlig afgræsning. Vi har et rigtig godt samarbejde med Dong omkring vores to havvindmølleprojekter, og vi forventer at udbygge samarbejdet i det kommende år«.

Handler det her ikke også, at de her folk har en konkurrenceklausul i deres kontrakt med Dong, som forbyder dem at arbejde med havvind?

»Det spiller også ind«.

LÆS MEREDong afviser at Eldrups gulddrenge har fået sparket

Er Dong Energy og PensionDanmark stadig gode venner oven på det her?

»Meget gode venner. Vi har selvfølgelig informeret dem om vores planer på forhånd, og de har ikke haft bemærkninger til projektet«.

Den her gruppe er kendt for at have haft nogle eksorbitante lønnings- og ansættelsesvilkår i Dong og for at have presset Eldrup til konstante lønstigninger. Hvordan tør I binde an med dem?

»Vi indgået en aftale, som i detaljer regulerer aflønningsvilkårene. Vi kender de fire partnere som særdeles kompetente og erfarne og med et særdeles godt netværk i Europa. Vi synes vi har fået et rigtig godt team«, siger Torben Möger Pedersen.

De her folk er blandt blevet hængt ud for ni gange i løbet af et år at have presset Eldrup til lønstigninger. Kan du forstå, hvis nogen af dine medlemmer frygter for deres pensionspenge?

»Jeg kan berolige både dig og Politikens læsere med, at det ikke bliver tilfældet. Vi har sikret os mod den slags i aftalen og folk, der kender mig, ved, at jeg ikke lader mig afpresse«, siger Torben Möger Pedersen.

Chefer er tavse
Mens Rune Bro Roin blev fyret i Dong for over et år siden, angiveligt på grund af gentagne klager over urimelig ledelsesadfærd fra hans medarbejdere, blev Jakob Baruël Polusen og Christian Skakkebæk begge fritstillet i forbindelse med fyringen af Anders Eldrup i marts i år.

Den sidste - Torsten Lodberg Smed - valgte selv at opsige sin stilling op i august i år.

Ingen af de fire ønsker på nuværende tidspunkt at udtale sig, men i en pressemeddelelse udsendt af PensionDanmark siger Christian Skakkebæk:

»PensionDanmark har dygtigt grebet de nye muligheder for at investere direkte i off- og onshore vindkraft. Fonden vil supplere med investeringer i andre typer energirelaterede aktiver herunder el-transmission, vandforsyning og biomassefyret elproduktion. Geografisk vil vi have fokus på Nordamerika og Vesteuropa«.

PensionDanmark forvalter på vegne af 621.000 medlemmer en samlet formue på 133 milliarder kroner. Selskabet er kendt for at investere milliarder af kroner i udviklingen af grønne teknologier.

I løbet af de næste 10 år skal det overordnede elnet i Europa udvides med 50.000 kilometer. Det vil kræve en investering på godt 750 milliarder kroner.