Rekord-eksport af nye biler

Lyt til artiklen

Grænsehandlen med spritnye biler fra Danmark er taget kraftigt til i år, og det er efter alt at dømme nu tæt på at være hver tredje nye importbil, der bliver eksporteret ud af landet med det samme igen - oftest til Tyskland. De seneste handelstal fra Danmarks Statistik viser, at der på årsbasis eksporteres nye og brugte biler for cirka 11 mia. kr. - en stigning på 40 procent på to et halvt år. Eksporten af biler til Tyskland er alene fordoblet fra to til fire mia. kr. årligt i samme periode. 50.000 nye biler ryger til udlandet Det præcise tal for reeksporten af helt nye biler kender ingen, men de danske bilimportører vurderer, at op mod 50.000 nye biler ryger til udlandet i år. Det skal sammenlignes med, at nybilsalget til danskerne ventes at nå 115.000 i år. Den store interesse for at købe nye biler i Danmark skyldes, at der er store penge at spare, sammenlignet med stort set alle andre europæiske lande, når man - som udlændinge kan gøre det - trækker afgifter og moms ud af regnestykket. Højere pris på reservedele Bilfabrikkerne sælger deres biler med en klækkelig rabat til de danske bilimportører som en slags kompensation for de høje danske registreringsafgifter. Rabatten på de nye biler henter fabrikkerne så ind ved at kræve højere priser for reservedele, sammenlignet med andre lande. Vil fortsætte et stykke tid endnu Selv om mange bilmærker er begyndt at hæve deres priser på det danske marked - dels for at undgå reeksporten af biler, dels for at forberede sig på nye EU-regler, der skærper konkurrencen på tværs af landegrænserne - mener administrerende direktør Johnny Berntsen fra Skandinavisk Motorkompagni, der importerer Volkswagen, Audi og Porsche, at trafikken vil fortsætte et godt stykke tid endnu. »Jeg vil tro, at cirka 25 procent af de Volkswagen, vi importerer, ryger ud af landet igen, mens det er lidt mindre for Audi. Selv om vores priser allerede er sat op, ligger gennemsnitspriserne for vores vedkommende stadig 20 procent under priserne i Tyskland. Så jeg kan ikke se, at trafikken ud af landet tager af foreløbig«, siger Johnny Berntsen. På sigt er det dog Volkswagens mål at harmonisere priserne, så der kun er en prisforskel på 5 til 7 procent i forhold til Tyskland. DAF forventer nedbremsning Hos Danmarks Automobilforhandlerforening (DAF) forventer administrerende direktør Preben Kjær derimod, at der sker en opbremsning i nyebileksporten. »Det er selvfølgelig foruroligende, at reeksporten af nye biler er fortsat med uformindsket styrke i årets løb, fordi det sikkert fremrykker prisstigninger på biler herhjemme. Men med de prisforhøjelser på cirka 5-6 procent, der allerede har været i år, bliver trafikken nok bremset lidt op resten af året, og mere endnu næste år, når priserne forhøjes igen«, siger Preben Kjær. DAF mener, at prisstigningerne samlet set vil lande på cirka 10 procent. Øget brugtbileksport Samtidig er der ved at opstå et nyt eksportmarked for brugte biler. Siden 1. juli har en bilforhandler, der vil eksportere en brugt bil til udlandet, kunnet få refunderet registreringsafgiften minus 15 procent, som staten beholder selv. Og det gør det i princippet mere attraktivt at afsætte brugte biler i udlandet. Potentiel vækst for brugtbiler Preben Kjær mener da også, at der potentielt er en stor vækst på brugtbilmarkedet. »Det bliver forhåbentlig en langt større forretning at eksportere brugte biler«, siger Preben Kjær. I Skatteministeriet siger fuldmægtig Joel Nielsen, at der ganske rigtigt er ved at komme gang i brugtbileksporten. »Vi har ikke præcise tal endnu, men det forlyder på vandrørene, at ordningen bliver brugt, men ikke i foruroligende omfang«, siger Joel Nielsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her