Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv 11. aug. 2008 KL. 23.15

Færre bilkøer vil få flere til at arbejde mere

Bilkøer og togforsinkelser koster hvert år samfundet, hvad der svarer til 41.000 arbejdsår.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Vi spilder tiden, når vi sidder fast i en bilkø eller står på perronen og venter på det forsinkede tog.

Alt i alt svarer spildtiden årligt til 41.000 menneskers arbejde i et helt år. Bilkøerne tegner sig for 80 procent af den tabte arbejdstid.

Det viser en ny opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

»Det ligger lige til højrebenet at få en hel del folk til at arbejde mere, hvis regeringen ellers vil tænke lidt mere alternativt«, siger økonom Martin Madsen fra AE.

Hellere arbejde end at vente i kø
Eksempelvis har Øresundsbroen betydet, at antallet af jobpendlere er tidoblet, siden broen blev åbnet.

Martin Madsen henviser også til, at bilisternes forbrugerorganisation, FDM, tidligere har målt, at 20 procent af bilisterne gerne vil yde en ekstra indsats på jobbet, hvis de slipper for trafikpropper.

Samme melding kommer fra arbejdsgiverne.

»Der er ingen tvivl om, at hvis du spørger danskerne, om de vil bytte timelønnen ud med en time ekstra, hvor de holder på motorvejen, så vælger de arbejdet. Det bytte kan ikke være særlig svært at vurdere«, siger Michael Carlsen, leder af Dansk Industris infrastrukturafdeling.

Mere skeptisk er Oli B.G. Nielsen, der er leder af Center for Trafik og Transport ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU): »Det lyder smukt det hele. Men det er enormt svært at forudsige, hvad mennesker vil vælge. Vi ved ikke, om de vil arbejde mere, eller de hellere vil have fri«.

Oli B.G. Nielsen erkender dog, at en vis del af de 41.000 tabte arbejdsår sandsynligvis vil blive brugt på mere arbejde: »Men det afhænger meget af folks trafikmønstre. Tager du frem og tilbage fra arbejde, er det fint, men hvis du for eksempel er håndværker og skal køre rundt i byen, er det sværere at opnå en samlet besparelse«.

Køer vender hurtigt tilbage
De økonomiske vismænd er enige i, at en bedre infrastruktur vil øge beskæftigelsen. »Det er generelt rigtigt, at en af gevinsterne ved en bedre infrastruktur netop vil være en tidsbesparelse, som kommer arbejdsmarkedet til gode«, siger overvismand Peter Birch Sørensen, professor ved Københavns Universitet.

Peter Birch Sørensen opfordrer til, at regeringen dropper sin modstand mod trængselsafgifter, hvor bilisterne skal betale for at køre på vejene i hovedstadsområdet. »Historien viser, at når man udbygger vejnettet, stiger transportmængderne. På et tidspunkt bliver der altså igen kø. Derfor kan man ikke kun bygge sig ud af trafikproblemer i det uendelige«, siger han.

Der skal sættes ind på trafikale tidsrøvere
Transportminister Carina Christensen (K) siger, at roadpricing ikke er et »tabu« for regeringen, men i øjeblikket er der ingen aktuelle planer.

Transportministeren anerkender derimod, at der skal sættes ind over for de trafikale tidsrøvere og siger, at regeringen arbejder intenst for at færdiggøre en ny langsigtet investeringsplan på transportområdet.

»Mobilitet er helt afgørende for os alle ikke mindst i forhold til vores arbejdsliv. På den måde er jeg meget enig – øget mobilitet fremmer beskæftigelsen, og derfor er det helt centralt, at vi sætter ind over for trafikale flaskehalse med investeringer i baner og veje, dér hvor udfordringerne er«, siger Carina Christensen.

Virksomheder mangler arbejdskraft
De økonomiske vismænd opfordrer til, at kommende investeringer i infrastrukturen indarbejdes i en samlet prioriteret plan for de offentlige investeringer. Det samme gør Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk Industri og DTU.

Men en plan er ikke ensbetydende med, at der skal følge penge med.

»Det er ikke oplagt at sætte en masse i gang, når ledigheden stadig er rekordlav, og mange virksomheder mangler arbejdskraft«, siger Peter Birch Sørensen. Hvis regeringen pumper mange penge ud i økonomien, risikerer den nemlig at presse lønningerne.

»Det vil give bagslag senere«.

Det er på høje tid at komme igang
Det er hverken Arbejderbevægelsens Erhvervsråd eller Dansk Industri imidlertid enige i.

»Når økonomien går ned ad bakke, vil det være naturligt, at man skubber til efterspørgslen og sætter lidt damp under kedlerne«, siger Martin Madsen. Han gør opmærksom på, at ledigheden allerede er begyndt at stige inden for byggeriet.

Samme pointe har Michael Carlsen fra Dansk Industri.

»Der går lang tid, fra man beslutter noget, til der står en færdig vej, eller skinnerne er skiftet ud. Det er på høje tid at komme i gang nu. Vi har allerede et kæmpe efterslæb i investeringerne«, siger han.