Farmaceut Ane Børsting frygter at skulle lukke Brønshøj Apotek i København inden længe. Sammen med Fasan Apoteket er de 2 ud af 20 apoteker i landets byer, der er lukningstruede. Yderligere 40 apoteker kan risikere at skulle lukke inden for de næste fem-seks år, fordi de mister vigtige tilskud. I forvejen er Danmark det land i EU - før udvidelsen - som har færrest apoteker per indbygger. 276 apoteker er der plus 51 andre 'receptekspederende enheder'. Lukningerne er konsekvensen af et tre et halvt år gammelt bredt politisk forlig i Folketinget og tilhørende beslutninger, som nu begynder at udmønte sig. »Vi synes, det er meget dårlig service for vores kunder. Mange af dem vil søge hen på det nærmeste apotek, men det har jo i forvejen rygende travlt. Man forestiller sig noget andet på papiret end det, der sker i virkeligheden«, siger farmakonom Ulla Larsen fra Fasan Apoteket i København. Blandt andet er apotekernes indbyrdes ordning med, at store apoteker har delt deres overskud med de mindre, ændret. Fremover skal store apoteker ikke betale så meget til de mindre apoteker som tidligere. Det betyder, at mindre apoteker i gennemsnit vil miste cirka 60.000 kr. årligt i tilskud, mens de store apoteker kan se frem til besparelser på godt 100.000 kr. i afgifter. Oveni skal et apotek med en afstand på fem kilometer eller derunder til et andet apotek fra næste år gradvist miste sit eventuelle 'udligningstilskud'. Det vil i praksis berøre cirka 60 apoteker. Endelig har Indenrigs- og Sundhedsministeriet besluttet, at når en apoteker går på pension, og bevillingen bliver ledig, er et 'pejlemærke' for, om apoteket skal fortsætte blandt andet, om apoteket vil have en omsætning på 50 millioner kroner. Cirka to tredjedele af apotekerne har en omsætning på under det beløb. Men mange vil blive reddet af den såkaldte 'forsyningssikkerhed', som betyder, at folk på landet også skal have rimelig adgang til et apotek. »Forsyningssikkerheden er meget vigtig«, siger specialkonsulent i Lægemiddelstyrelsen Peter Munch-Petersen. Lektor Ellen Westh Sørensen fra Danmarks Farmaceutiske Universitet sætter et stort spørgsmålstegn ved det kloge i at nedlægge så mange apoteker: »I forvejen står man som sild i en tønde i by-apotekerne og får ikke stillet de spørgsmål, man gerne vil, når gamle damer bagved står og venter, fordi der ikke er plads til, at de kan sidde ned, og personalet styrter rundt«, siger hun. Ellen Westh Sørensen synes, det er et dårligt valg af ressourcerne: »Hvordan har man taget højde for, at der er tid og plads på apotekerne fremover til, at personalet kan sørge for god og sikker medicin til forbrugeren og desuden rådgive grupper, som har behov for særlig vejledning om hele deres medicinering. Det er jo blandt disse, vi ser indlæggelserne på grund af medicineringsfejl«. Konkurrenter tager over Nogle lukninger kan reddes ved, at en konkurrerende apoteker overtager det apotek, der ellers var lukket, og have det som en filial eller håndkøbsudsalg. Dermed kan vedkommende forbedre sin forretning. Venstres sundhedspolitiske ordfører, Preben Rudiengaard, siger: »I en by behøver man ikke have et apotek på hvert gadehjørne. Når det ikke er akutte ting, så kan folk godt forføje sig lidt længere. Vi synes, det er bedre, at pengene bliver brugt til at sikre servicen i landområderne, og der skal vi ikke have lukket apoteker. Og ansvaret for medicinering ligger hos lægen«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Gigantisk hykleri«: Pia Olsen Dyhrs ansættelse af ny rådgiver rejser voldsom intern kritik i SF
-
Brødspade har bragt svensk statsministerpar i problemer
-
»Jeg elsker det«: Inflationen i USA vokser, men Trump jubler
-
Allerede 12 sekunder inde i PR-videoen begår selvkørende Tesla første fejl i københavnsk gade – men det bliver værre endnu
-
Kan Noma rejse sig? Ekspert er ikke i tvivl
-
Det er også »fucking vanvittigt« af Fifa at lade USA blæse på rimelige krav til et VM-værtsland
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























